The A team

Kapitel 32

Kvartfinale!! Lige nu kan jeg slet ikke forstå at jeg er på vej i hallen, med Magnus ved min side, for at være med til en kvartfinale mod Norge. Jeg sidder i bussen, Magnus ved siden af mig, og nusser hans hånd der er flettet ind i min. Jeg har stadig svært ved at sætte de rigtige ord på denne her oplevelse hvis der overhovedet findes de rigtige ord. Stemingen i bussen er intens og det er tydeligt at mærke at alle er fokuseret. Andersson og Niklas sidder bag os og snakker om kampen. Jeg lytter slet ikke med indtil Andersson henvender sig til mig. "Tror du vi hiver en sejr hjem i dag, Anna?" Jeg vender mig lidt om mod Andersson og Niklas, og smiler til dem. "Med vores defensiv og Niklas på mål, så skal nordmændene hive noget ekstraordinært op af hatten". Emnet fanger Magnus' interesse og han vender sig ind mod os andre. "Jeg håber du får ret". Jeg griner lidt af Magnus' kommentar. "Forresten Anna, gider du tape mit knæ op inden opvarming?" Jeg kigger bekymret på Niklas, som må have bemærket det for jeg når ikke at sige noget før han uddyber. "Du skal ikke bekymre dig". Jeg kigger hurtigt på Magnus inden jeg kigger tilbage på Niklas. "Det er mit job". Han smiler til mig. Han kan vidst godt fornemme at jeg altid bekymre mig, og det er der desværre ikke så meget der kan laves om på. Vi rammer hallen og jeg tager hurtigt Anja og min taske ud af bussen og med ind i omklædningsrummet. Jeg sætter min briks op og taper Niklas' knæ op mens Nikolaj står og snakker til spillerne. "Nøglen til denne her kamp er i forsvaret. Vi skal fandeme stå stærkt, og så skal vi hjælpe Niklas inde i målet". Alle nikker rundt omkring og går efterfølgende ud til opvarming. Niklas og jeg er tilbage i omklædningsrummet, og det et lidt en akavet stemning i mellem os. "Anna, du skal vide at Magnus holder virkelig meget af dig". Jeg stopper op i min bevægelse og kigger ned i jorden. "Jeg ville ikke sige det her hvis jeg ikke mente det". Jeg kigger op på Niklas og smiler til ham. "Jeg har aldrig set ham sådan". Niklas griner en lille smule da han siger det. "Hold fast i ham". Niklas smiler hurtigt til mig inden han er på vej ud af omklædningsrummet. "Niklas". Han vender sig om mod mig. "Tak". Jeg smiler til ham og han gengælder det hurtigt inden han igen vender rundt og er på vej ud i hallen. Jeg følger trop og sætter mig på stolene ved sidelinjen. Anja sætter sig ved siden af mig. "Kan du huske hvor nervøs du var til første kamp, du selv sad her?" Jeg kigger på hende og griner af hende. Om jeg kan huske det? Det holder mig stadig vågen om natten, for jeg var næsten rædselsslagen. Jeg var så nervøs, og jeg overvejede om jeg skulle lade Anja gøre det. "Dine kompetencer er prisværdige. Du er dygtig". Jeg smiler stort til Anja. "Tak, og i lige måde. Jeg har lært meget af dig". Anja rejser sig op og det samme gør jeg. Jeg hiver hende ind i et kram og smiler lidt for mig selv. Anja har vist mig masser af tillid, og jeg kan mærke at det afspejler sig i mit arbejde. Jeg ved hvad jeg kan. Jeg ved hvad jeg står for. Jeg hviler i det. Vi slipper hinanden igen, og Anja går op og sætter sig på tilskuerpladserne. Jeg følger med drengene ind i omklædningsrummet og fanger Magnus på vej derind. "Klar?" Spørger jeg Magnus. Jeg sætter mig ved siden af Magnus i omklædningsrummet da vi kommer derind. "Jeg glæder mig". Magnus placere sine arme på hans knæ og fletter hans hænder sammen. Jeg ved at det betyder at han fokusere på opgaven, og indstille han fokus. Jeg trækker mig og stiller mig i døråbningen til omklædningsrummet. Nikolaj færdiggør sin tale til drengene, som rejser sig op og går ud mod hallen. Da de passere mig i døråbningen giver jeg dem en High five og Magnus går forbi mig som den sidste. Jeg lægger hurtigt mine læber på hans, og giver ham et kram. Det er blevet vores ritual inden hver kamp. Og jeg elsker det. Selv de dage hvor vi var sure på hinanden inden kampen, holdte vi det stadig og det har betyder meget for mig. Jeg stiller mig ved siden af Kronborg helt ude i siden og synger nationalsang. Det er stadig en speciel følelse at få lov til det, lige så speciel som følelsen når dommeren sætter kampen i gang. Vi starter i angreb, og Mathias Gidsel har spillet en helt fantastik slutrunde og starter som lyn og torden, han sætter det første mål ind. Jacob Holm sætter uforudsigelige angreb ind på Norges forsvar, og gør lige hvad der passer ham. Lasse Andersson står fremragende i defensiven, som hjælper Niklas inde målet. Det fantastiks at være vidne til. Og vi går til pause foran med en. I anden halvleg sætter vi nordmændene mere af jo længere ind i kampen vi kommer. Dommeren afbryder den glæde jeg netop var i. Dommeren fløjter mig på banen, og jeg kan se at Mathias ligger på gulvet. Han ligger helt faldt på maven i modsatte ende og jeg løber med mod ham. Jeg sætter mig ned på mine knæ, og læner mig ud over dem, og lægger min hånd på Mathias' ryg da jeg kommer derned og spørger ham: "hvad skete der?" Stadig med hovedet liggende i gulvet svare Mathias mig. "Jeg landede forket, og så mærkede jeg noget i nakken". Han vender sig selv om, og sætter sig op. Han sidder på gulvet og hviler hans arme på hans knæ. Han vrider hans ansigt da han forsøger at strække hans nakke. Jeg sætter mig på mine knæ foran ham og  trykker hurtigt på hans nakke for at sikre mig at den ikke har taget skade, og han reagere ikke. Jeg kigger bekymret på ham. "Drej lige hovedet indtil du kan mærke noget". Jeg føler mig rimelig presset over at dommeren står og tripper på at Mathias og jeg forlader banen, men med hovedskader tager jeg absolut ingen chancer. Mathias drejer nakken uden de største problemer. Jeg rejser mig op og tilbyder Mathias mine hænder. Han tager hurtigt i mod dem, og jeg hiver ham op. "Er du svimmel?" Jeg kigger op på ham, men han virker en smule groggy. Jeg stiller mig foran ham, og lægger mine hænder på hans skuldre for at få ham til at fokusere på mig. Jeg kigger ham i øjnene. "Mathias, er du svimmel?" Han ryster let på hovedet og går med ud på sidelinjen. Han bytter med Magnus der løber ned for at tage det straffekast Mathias netop var blevet tildelt. Magnus sætter den sikkert ind. Jeg tager Mathias med ned på bænken, og laver noget behandling af hans nakke. Han skulle gerne være klar til semifinalen. Jeg afslutter min behandling på Mathias. "Du siger til hvis du mærker det mindste. Svimmelhed, kvalme, hovedpine, synsforstyrrelser og hvis nakken bliver værre siger du også til". Mathias smiler til mig. Jeg smiler hurtigt tilbage til ham inden jeg sætter mig ved siden af ham, og så går det op for mig at Sander Sagosen har fået 2 minutter. Vi kører sejren sikkert hjem derefter. Da kampen fløjtes af løber vi alle sammen ind på banen og mødes i en stor rundkreds, og hopper rundt. Jeg finder hurtigt Magnus bagefter og omfavner ham i et kram. "Semifinale!" Min begejstring er slet ikke til at tage fejl af da jeg nærmest råber det til Magnus. Det får ham da også til at små grine af mig. Magnus og jeg følges ud i omklædningsrummet ved siden af hinanden og han lægger sine læber på mine så snart vi kommer derind. Vi kysser ikke i offentligheden, når der er kamp det er noget vi begge to har det bedst med.Magnus bliver stående og kigger på mig efter han har trukket sig fra kysset. "Hvad så?" Jeg smiler og griner da jeg spørger ham. "Jeg er bare heldig". Endnu en gang lægger jeg mine læber på Magnus' inden vi sammen går ind i omklædningsrummet. Der bliver sunget "hvem var det der vandt i dag", og det bliver man bare aldrig træt af!