The A team

Kapitel 34

Magnus' synsvinkel

Jeg strækker det sidste søvn ud af min krop og vender den automatisk til venstre for mig. Jeg sætter mig hurtigt op da jeg opdager at Anna ikke er ved siden af mig. Jeg kigger rundt på værelset og Anna er ikke til at se. Hendes tøj bunke hun havde lagt klar er her også stadig. Det er sådan en lille ting der for mig til at holde endnu mere af hende. Hun lægger altid hendes tøj klar til dagen efter, og endda i den rækkefølge hun tager det på. Hun er et meget speciale menneske, som betyder ufattelig meget for mig. I forgårs havde jeg sådan lyst til at fortælle hende at jeg ikke kunne forstille mig en hverdag uden hende. Heller ikke når vi kommer hjem. Jeg vil være sammen med hende. Jeg vil det hele. Og det skal hun vide. Måske er det et stort skridt. Måske. Måske skulle vi starte med at kalde os selv for kærester? For det er vel det vi er? Men i hvert fald må jeg fortælle Anna det. Jeg må fortælle hende hvordan jeg har det. I går havde vi en dag næsten hver for sig. Hun havde en masse behandlinger sammen med Anja de skulle ordne. Jeg havde en masse presse, så vi så næsten ikke hinanden. Hvilket egentlig er lidt uvant under sådan en turnering. Jeg rejser mig fra sengen og finder en t-shirt og et par shorts. I modsætningen til Anna er jeg slet ikke så struktureret at jeg lægger mit tøj klar. Jeg tjekker hurtigt ude på badeværelset, men Anna må være gået ned til morgenmaden for hun er i hvert flad ikke her. Jeg går den vanlige gang ned til morgenmaden. Niklas træder ud fra hans værelse lidt længere nede af gangen. Han kigger min vej og jeg sender ham et smil. "Er du alene i dag?" Niklas kigger hurtigt ned langs gangen bagved mig, inden han kommer hen ved siden af mig. "Hun var der ikke da jeg vågende". Niklas kigger undrende på mig og jeg løfter på skuldrene. Jeg skubber døren op til morgenmaden og jeg skimter hurtigt lokalet for at se om Anna er der. Jeg går hen til min faste plads ved siden af Møllgaard og Svan. "Har i set Anna?" De kigger op og først nu er det som om de opdager at hun ikke er her. "Vi troede hun kom med dig". En lille smule forvirret over situationen, sætter jeg mig ved morgenmaden. Jeg sidder i mine egne tanker og spiser min morgenmad for mig selv. Svan henvender sig til mig. "Har du stadig ikke hørt fra hende?" Jeg kigger op fra min tallerken og over på Svan. Jeg ryster på hovedet. Jeg er en lille smule i tvivl om jeg burde være bekymret for Anna. Det ligner ikke hende bare sådan at "forsvinde" uden at give lyd. Men samtidig kan hun bare have brug for en pause. Det kan vi alle. Måske jeg skulle ringe til hende. Jeg bestemmer mig for at ringe til hende og rejser mig fra stolen. Jeg skynder mig op på værelset hvor jeg har efterladt min telefon. Jeg tager i håndtaget ind til værelset og Anna står ved sengen. Jeg bliver faktisk ret lettet ved synet af Anna, og står og betragter hende kort. Jeg kan ikke umildbart se hvad hun laver, for hun står med ryggen til.  Jeg lukker døren bag mig, og stiller mig op af den. Jeg lægger mine arme over kors og betragter igen Anna. Hun lader ikke til at have bemærket at jeg er her. "Jeg nåede lige at blive bekymret for dig". Anna bliver tydeligt forskrækket over min tilstede værelse i rummet. Hun taber sin telefon på sengen som hun havde i hånden, og vender sig rundt mod mig. "Du forskrækkede mig". Stadig lænet op mod døren og Anna stående ved sengen sænker der en stilhed over os. Jeg står selv og tænker på om det her er et godt øjeblik at åbne op for alt det jeg gerne vil sige til hende. Og jeg skal lige til at sige noget da Anna starter. "Jeg havde bare lige brug for at tænke for mig selv". Hun er hurtigt helt over mig og lægger hendes arme om min nakke. Jeg holder om hende med det samme. Jeg lægger mit hoved ind til hendes hals, inden hun trækker sig igen. Jeg placere et kys på hendes pande. "Er du okay?" Hun smiler op til mig. "Ja, ja jeg er okay. Tak". Igen smiler jeg til hende og placere endnu et kys på hendes pande. "Det hele er ved at være slut" Hun kigger op på mig efter hendes spørgsmål. Jeg smiler til hende, og leder lidt efter det rigtige at sige. "Det bliver mærkeligt ikke at være omgivet af jer hele tiden". Annas kommentar får mig til at udstøde et lille grin. Men måske mere et nervøst grin. "Vi skal nok finde ud af det hele. Det lover jeg. Dig og mig". Og med de ord placere jeg endnu et kys på Annas pande inden jeg lægger mine arme omkring hendes talje.