The A team

Kapitel 45

Magnus går frem til stregen for at tage straffekastet. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg bliver altid en lille smule nervøs når Magnus går frem til stregen. Der falder en dyb stilhed over tilskuerne. Han finter én, to gange og sætter den ind bag ved målmanden. Der bryder en vild jubel ud blandt samtlige tilskuer, der bliver skuret op for musikken. Jeg rejser mig op fra min stol på tilskuerpladserne. Magnus peger op på mig fra banen, jeg smiler hurtigt til ham. Jeg klapper i mine hænder og sætter mig ned. Jeg elsker at se Magnus spille, i sær på hjemmebane. Jeg kigger rundt i det der næsten er blevet mit andet hjem. Sparekassen-Arena i Kiel. En helt fantastisk atmosfære til hver kamp, tilskuerne danner en fantastik ramme om at skabe en fantastik stemning. Men ikke mindst vigtigere end det, så er det Magnus' hjemmebane. Han er glad for at være her, han er glad for holdet og det gør mig glad. Kiel spiller en fantastisk kamp, de har virkelig ramt et højt niveau i denne sæson. Dommeren fløjter kampen af, som ender med en sejr til Kiel. Jeg går lidt rundt i hallen indtil Magnus kommer op fra omklædningsrummet. Lige for tiden kan jeg ikke holde til at sidde ned for længe. Magnus kommer smilende hen til mig. Igen er det tydeligt han har været i bad. Det tydelige kendetegn ved de smukkeste små krøller hænger ned foran panden på ham. Jeg kan kun sige at jeg er helt vildt med det. Vi mødes i et kys hvor Magnus lægger sin ene arm om min talje og omfavner min krop. "Tillykke med sejren". Magnus smiler stort til mig. Jeg smiler tilbage til ham. Det er efterhånden blevet en ting jeg siger hver gang kampen får et udfald som i dag. På de dage hvor han taber taler vi ikke så meget sammen aftenen efter kampen. Det lyder hårdere end det egentlig er. Jeg lærte det hurtigt da jeg flyttede sammen med Magnus. Ikke fordi han er sur på mig eller noget som helst, men han skal altid lige finde ro efter en tabt kamp. Det eneste jeg kan gøre for ham, er at være der. Det har vi fundet melodien i og det virker for os. Vi følges ad ud til bilen, hånd i hånd. Magnus slipper min hånd for at gå om på føresiden af bilen. "Ved du hvad?" Magnus stopper pludseligt op ved døren. Han drejer langsomt sit hoved for at kigge på mig. "Nej, hvad?" Jeg rynker mine øjenbryn og kigger tilbage på Magnus. "Du er min favorit person". Jeg udstøder et lille grin. Han fokusere på mine øjne, hvilket får mig til at smile. "Ud af hvor mange?" Han ryster på hovedet og griner en lille smule af mig. "Dem alle sammen". Jeg er en lille smule slået ud af Magnus' ord. "Du er min favorit person, Anna. Det vil du altid være." Jeg skynder mig hen på Magnus' side af bilen og lader vores læber mødes i et kys. "Er du klar til at komme hjem?" Jeg kigger op på Magnus, betragter ham et kort øjeblik og smiler til ham. "Mere end klar". Vi sætter os ind i bilen sammen, og er på vej hjem. Og det er virkelig hjem. Jeg faldt hurtigt til i Tyskland efter OL, også meget hurtigere end jeg havde troet. Jeg tror det skyldes at jeg er sammen med Magnus, som jeg føler mig så tryg hos. Egentlig tror jeg vi kunne flytte hvor som helst hen, bare vi har hinanden. Og det lyder virkelig pladder romantisk, og det er det måske også, men det er i hvert fald sådan det er. Jeg har altid troet at jeg var for stort et trygheds menneske til at forlade Danmark. Men Magnus har holdt mig i hånden hele vejen igennem. I den overgangs periode der var hårdest ved mig, sørgede han hele tiden for at jeg var okay. Han sørgede altid for at chekke op på mig til udekampe, som var der hvor det var rigtig svært for mig. Jeg kendte ingen i Tyskland i starten, jeg følte mig ret alene, efterladt til mig selv. Jeg følte Magnus var langt væk, og jeg havde ikke min tryghedsperson lige rundt om mig. Men jeg fandt tryghed i at han holdte kontakt med mig til udekampe. Han ringede eller skrev altid til mig før og efter kampen. Det havde jeg brug for i den overgangs periode, men nu, nu er Tyskland mit hjem. Magnus tager fat i min hånd, nusser den blidt med hans tommelfinger. Han løfter min hånd op til hans mund og placere blidt et kys på min forlovelses ring, det trækker mig ud af mine tanker. Jeg smiler og kigger over på Magnus. Hver dag kigger jeg på ham og er så lykkelig over at vi netop fandt hinanden. Jeg er heldig. Vi rammer det hyggelige rækkehus som Magnus og jeg bor i. Vores hjem. Vores base. Magnus er først ude af bilen og låser døren op. Jeg følger efter og lukker døren bag mig. Jeg er hurtigt ude af mit overtøj og sætter mig i sofaen. Jeg tænder for tv'et men jeg følger overhovedet ikke med. Min opmærksomhed er et helt andet sted lige i dette øjeblik. Min opmærksomhed falder på et billede over tv'et. Jeg rejser mig fra sofaen og går over til billedet. Mine fingre glider let over billedet, minderne vælter straks frem. Lige fra første træning i Danmark, flyveturen, byen, oplevelserne, samtalerne, finalen, Magnus, holdet. OL. Billedet er fra medaljeskamlen, alle holder om hinanden, glæden er slet ikke til at tage fejl af. Jeg vil aldrig glemme det. Minderne sidder så godt fast at jeg husker det som var det i går. Magnus kommer gående bagfra og lægger sine arme omkring min talje. Jeg læner mig bagover, hviler mit hoved på Magnus' skulder. "Hvad tænker du på?" Jeg tager en dyb indånding inden jeg svarer Magnus. "Ikke noget specielt. Bare at det er svært at forstå at det er tre år siden". Jeg kan mærke at Magnus rykker på sig bagved mig, og det får mig til at rette mig op. Jeg vender mig om mod Magnus. "Tre år siden du afbrød mig i omklædningsrummet". Jeg griner af Magnus' kommentar. Det husker jeg tydeligt. "Selv tak". Det er Magnus tur til at grine af min kommentar. "Jeg blev en del af en ny familie den dag". Magnus nikker på hovedet. Det var ikke kun den dag Magnus og jeg kyssede for første gang, det var også den dag Nikolaj spurgte om jeg ville med til OL. "Nu får vi vores helt egen lille familie".