The A team

Kapitel 27

Jeg mærker med det samme en smerte i mit knæ da jeg lander. Det er ikke det samme som de grimme knæskader jeg har haft, men det føles ikke rart. Jeg går lige er par skridt rundt, da jeg må give op for smerten i mit knæ. Det får adrenalinen til at gå amok inde i min krop, og mine vejrtrækning bliver en lille smule febrilsk. Jeg sætter mig ned på gulvet, og først her går det op for de andre at jeg ikke er okay. "Anna! Er du okay?" Andersson har vendt sig om og står nu med fronten mod mig. Han er med få skridt helt henne ved min side og sætter sig på hug ved siden af mig. Hans spørgsmål får også de andre til at vende deres fulde opmærksomhed mod mig. Jeg lægger mig helt ned på gulvet og bøjer mine ben, for det er det eneste jeg kan holde nogenlunde til. Jeg vrider min ansigt i smerte og jeg fornemmer hurtigt at alle samles om mig. "Hey, hvad sker der?" Nikolaj har sat sig ved siden af mig. Jeg prøver at strække mit knæ for at overbevise for mig selv at jeg godt kan rejse mig op. Men det er den helt forkerte strategi, der skyder en smerte igennem mit knæ. Jeg hamre min hånd ned i gulvet af ren frustration. Det giver et gib i alle drengene omkring mig. Jeg lægger min hånd på mit knæ og holder godt fast for at sørge for at det ikke bliver strukket igen. "Jeg landede bare forkert". Jeg trækker min t-shirt op foran mit hoved for at distancere mig selv fra det hele. Det hele strømmer igennem mig. Hård genoptræning, det mentale, drømme der bliver knust. Det hele.

Magnus' synsvinkel

Jeg er i den anden ende af Anna og øver fløjskud på Niklas og Kevin. Jeg har lige haft et skud på Kevin da jeg er på vej tilbage om i rækken. I den anden ende står de alle sammen samlet i en rundkreds. Det er der som sådan ikke noget mærkeligt i, men det er som om der er en alvorlig steming i blandt dem. Jeg finder også hurtigt ud af hvorfor. På gulvet kan jeg skimte Annas lyse krøller. Jeg smider bolden fra mig med det samme og begynder at løbe derned. Jeg løber så hurtigt som jeg overhovedet kan, men det er som om at det ikke er tilstrækkeligt nok. Turen ned til Anna virker pludselig lang og bekymringen strømmer igennem mig med det samme. Jeg kan mærke at min puls stiger i takt med at jeg kommer tættere på. Det er præcis den samme følelse som den dag Anna besvimede i omklædningsrummet. Og det ønsker jeg ikke for nogle. Hun har hendes t-shirt trukket op foran hendes ansigt da jeg kommer derned. Andersson flytter sig hurtigt fra Annas side da han opdager at jeg er her. Jeg gør Anna opmærksom på at jeg er her, ved at lægge min hånd på hendes. Hun trækker t-shirten ned fra hendes ansigt og jeg kan med det samme se at hun har tårer i øjnene. Nikolaj får kaldt på Anja, som hurtigt kommer over til hende. Anna tager min hånd da Anja kommer hen til hende. Jeg kan mærke hun holder godt fast, et tegn på at hun er utryg i situationen. Jeg sender hende et beroligende smil, selvom jeg ved at det ikke gør den store forskel lige nu. Anja kan med det samme se at det er Annas knæ den er galt med. Bekymringen inde i mig bliver endnu større, og jeg må også lukke øjnene og kigge ned i gulvet for at Anna ikke opdager det. Det er det sidste Anna har brug for lige nu. Og jeg føler mig magtesløs over ikke at kunne gøre noget. Anja laver nogle øvelser med Annas knæ, alt i mens jeg på bedste evne forsøger at virke rolig. "Anna, hvad tænker du selv?" Anna tager en dyb indånding for at vurdere situationen. "Det er bare slaget". Det er ret så typisk Anna at nedtone situationen. Det er min tur til at tage en dyb indånding. "Jeg spørger dig lige igen, det er kun dig der kan mærke hvordan det føles lige nu". Anna tager en dyb indånding inden hun svare Anja. "Det føles ikke som de knæskader jeg har haft, så jeg tror bare det er slaget". Anja nikker kun på hovedet. Selvom det er svært må vi også stole på Anna, hun er trods alt uddannet fysioterapeut og så har hun desværre prøvet det her før. Vi rejser os alle sammen op, mens Andersson og jeg giver Anna er hånd så hun komme op. Anna lægger en arm om nakken på både Andersson og jeg. Da Anna har lagt hendes arm om min nakke fletter jeg min hånd ind i hendes. "Kan du støtte på det?" Anna nikker stille på hovedet og strækker sit ben lidt, og prøver at støtte på den. Med vores hjælp humper Anna ud til sidelinjen, og hun kan støtte mere og mere på den. Det er trods alt gode tegn. Vi får lagt Anna ned på sidelinjen, og Anja sætter en taske under Annas knæ det kan hvile på. "Jeg ved du kommer til at være uenig med mig, men for en sikkerheds skyld vil jeg gerne have det scannet i morgen". Anna udstøder et suk og lægger hendes hånd på hendes pande, hun holder hendes anden hånd ved håndleddet, og kigger op i loftet.