The A team

Kapitel 5

Nikolaj klapper i sine hænder og siger god kamp til drengene. Jeg forlader omklædningsrummet og går ud i hallen. Mine håndflader er helt svedige af nervøsitet. Men jeg har det virkelig som om at jeg er til eksamen. Jeg vil til hver en tid hjælpe Nikolaj, og jeg ved også at når det her engang er overstået, så vil jeg se tilbage på det som den fedeste oplevelse. "Anna?" Magnus hiver mig ud af mine tanker, og tilbage til virkeligheden. Jeg blinker et par gange med øjenene og giver derefter Magnus min fulde opmærksomhed. "Det røg bare ud af munden på mig da Nikolaj spurgte hvad vi skulle gøre. Undskyld". Jeg kan ikke lade være med at smile af ham. Han har jo ikke noget at undskylde for. "Hey, det er okay. Det er trods alt mit arbejde jeg er blevet indkaldt til at lave". Jeg kan fornemme Magnus ånde lettet ud. Jeg sender ham et beroligende smil, og trækker ham ind i et kram. Og hvor dumt det end lyder så er det det bedste kram jeg nogensinde har fået. Det er ikke sådan et vattet kram, vi holder hinanden tæt. Det giver mig en dejlig varm følelse i hele kroppen. Magnus bliver kaldt tilbage til drengene, for det er blevet tid til indløb. Min opmærksomhed ændrer sig fuldstændig. Jeg stiller ind på kampen og retter mit fokus 100% efter det. Kampen mod Sverige går i gang. Og lidt lige som jeg havde forventet er jeg slet ikke nervøs, når først vi kommer i gang. Tiden går overraskende hurtig. Lige indtil Emil vrider om på foden. Adrenalinen pumper pludseligt rundt i kroppen på mig. Jeg er oppe at stå med det samme. Han hopper selv ud mod sidelinjen hvor jeg tager i mod ham. Jeg laver et hurtigt tjek på ham får at sikre mig at der ikke er gået noget i stykker inde i foden. Og heldigvis tyder alt på at det kun er slaget, så jeg finde en ispose frem fra min taske og taper den fast til Emils fod. Kampen svinger utrolig meget frem og tilbage, og er en virkelig rodet kamp, men den ender med en et måls sejr til Danmark. Efter alt det formelle står jeg tilbage i omklædningsrummet ved min briks. Stilheden fylder hele lokalet og jeg når næsten at samle mine tanker inden en stemme afbryder. "Hvordan var din debut i landsholdssammenhæng?" Magnus står lænet op af dørkarmen ind til omklædningsrummet. "Kaotisk, er det ord jeg bedst kan beskrive det med". Jeg tager en dyb indånding for at fordøje alle dagens indtryk. Magnus bemærker det, for han træder med det samme tættere på mig. Jeg vender mig om ham og tager igen en dyb indånding. Denne gang er det ikke for at fordøje indtrykkene, men for ikke at forsvinde i hans øjne. Den mand. Jeg har aldrig før følt så tryg, som jeg gør hos Magnus. Vi står begge to og betragter hinanden, uden at sige noget. "Tak for hjælpen, og igen jeg er ked af at jeg-". Jeg lader ham ikke færdiggøre hans sætning. I stedet lader jeg vores læber mødes i kys. Og med ét forsvinder tid og sted.