The A team

Kapitel 19

Annas synsvinkel

Magnus fjerner endnu en tåre fra min kind. Han tørrer den blidt væk med hans tommelfinger. Der har lagt sig en dyb stilhed over os. Jeg fik nok. Jeg har fået nok. Det hele er gået alt for hurtigt, og der er sket for mange ting. De seneste par dage har fået mig til at indse at det her landsholdsliv slet ikke er noget for mig. Alt den opmærksomhed der følger med. Alt sammen mens jeg oven i det er sprunget ud i kærlighed, som man også skal finde sit fodfæste i. Nu har omverdenen også fundet ud af det, og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal tackle det. Jeg føler mig fanget. Jeg udstøder et hulk og sænker mit hoved mod gulvet igen. Jeg kan slet ikke være i det. Magnus er hurtigt til at lægge begge sine arme om krop og holde mig tæt ind til sig. Vi står der i nogle sekunder, og jeg nyder for en stund at have min vejrtrækning under kontrol igen. Da han slipper mig igen føler jeg at en kold vind omringer min krop. "Anna, træk vejret. Hvad er en fejl?" Jeg træder et skridt væk fra Magnus og går hen til mit natbord og samler mine noter sammen. Jeg går hen mod min kuffert, men Magnus træder ind foran mig. "Fortæl mig hvad der er en fejl". Jeg bliver frustreret over hele situationen og ender med at råbe af Magnus. "Os to!" Jeg kan se det efterlader en forvirret og ikke mindst bekymret mine hos Magnus. "Anna..." Jeg vender mig om mod sengen igen, og lægger mine noter. "Kan du ikke se det? Jeg er ikke klar til det!" Egentlig er det slet ikke min mening at hæve min stemme overfor Magnus, men det er min frustration og følelsen af at være ked af det, der taler. Jeg begynder at vandre rundt på værelse for at lede efter noget jeg kan pakke ned i min kuffert. Min toilet taske ligger delt op på sengen. Så jeg giver mig i kast med at flytte ting over i den, mens jeg kan mærke Magnus' øjne på mig. "Anna!" Det er tydeligt at Magnus prøver at trænge igennem til mig, men jeg er ikke til stede. Jeg forsøger igen at finde noget jeg kan pakke ned. Igen træder Magnus ind foran mig. "Jeg er ked af det Magnus, men jeg kan ikke mere. Det var en fejl". Mine arme flyver igennem luften, for at få min frustration til at gå væk. "Jeg er ikke vant til det, og jeg synes du skal finde en der er bedre end mig. Det var en fejl". Magnus forsøger at få fat på mine arme. "Anna... Anna!" Denne gang lykkedes det ham at få fat på mine arme. Jeg vender mit hoved mod gulvet. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, hvis jeg kigger på Magnus så bryder jeg sammen. "Hør her, det er ikke en fejl". Jeg tørre en tåre væk fra mind kind, stadig med hovedet mod gulvet. Magnus løfter mit hoved med hans pegefinger. Da jeg ser ham i øjenene bryder jeg endnu mere sammen. Jeg kan ikke længere holde mit hulk inde. "Hvordan kan du være så sikker, for der er ingen der tror på at vi to kan fungere". Jeg tager en dyb indånding får at få styr på min vejrtrækning, og ikke mindst mine tårer. "Jeg gør. Jeg vil altid være der for dig. Altid". Magnus tager mine hænder i hans, og placere dem på hans brystkasse. Jeg kan mærke hans hjerte slå, og det er beroligende for mig. Han er lige her. Min vejrtrækning kommer langsomt under kontrol igen. Magnus trækker mig ind i kram, og det er kun her jeg har lyst til at være. Når alt kommer til alt, kan jeg jo slet ikke undvære ham. Han betyder så ufatteligt meget for mig, at jeg er så bange for at miste ham. "Folk ved det". Jeg kan mærke at Magnus placere et kys i panden på mig. Vi siger ingenting til hinanden. Vel vidende at det vi begge to har brug for lige nu, er det her. At være trygt i hinandens arme. "Der er en video på Instagram hvor man kan se vi kysser". Det er som om alvoren går op for Magnus, for han slipper grebet om mig. Han kigger bekymret på mig. Hans ansigtsudtryk ændre sig dog hurtigt. "Det tager vi om lidt. Lige nu jeg skal bare vide om du er okay?" Jeg har lyst til at være fuldstændig ærligt overfor Magnus, selvom at det strider i mod alt i mig. "Nej. Det hele blev for meget. Kasper ringede og sagde det med videoen, og så kiggede jeg mine beskeder igennem, og det hele blev bare for meget". Jeg er en lille smule flov over mig selv. Det er anden gang indenfor meget kort tid at jeg laver en scene foran Magnus. Der er stilhed fra Magnus' side. "Jeg ville ønske du havde fortalt mig det. Jeg hader at se dig sådan her". Han griber mig hver gang. Hver gang jeg har lyst til at smide håndklædet i ringen, så er han der. Jeg er virkelig heldig at jeg har fundet ham, og ham skal jeg holde fast i. "Undskyld. Jeg er så ked af jeg reagerede sådan". Jeg skylder Magnus en kæmpe undskyldning. Jeg tog alle mine følelser og det gik ud over ham.