The A team

Kapitel 30

Magnus' synsvinkel

For første gang, i hvad der føles som flere år siden, sidder jeg alene i bussen. Jeg har ikke Anna ved med side, og det føles så forkert. Og vel vidende hvad hun skal igennem, gør det det ikke bedre. Der er en brændende fornemmelse i min krop af at jeg er det forkerte sted. Jeg burde være ved Anna. Men når alt kommer til alt, og jeg slår fornuften til er jeg jo udemærket godt klar over at jeg har en opgave jeg skal løse. Selvom jeg ville ønske det var med Anna ved min side. Men jeg må på bedste evne forsøge at lægge det væk. Jeg sidder alene for mig selv med musik i ørene da bussen rammer hallen. Jeg beholder musikken i ørene for at indstille mit fokus på kampen, for det har jeg brug for. Jeg begiver mig ind i omklædningsrummet og sætter mig på bænken. Jeg tjekker min telefon en sidste gang, for at se om der er en opdatering på Anna. Jeg indser at der ikke er nogen opdatering og lægger telefonen fra mig. Jeg tager mine håndbold sko op af min taske og tager dem på. Der er en mærkelig atmosfære i omklædningsrummet. Jeg kan mærke at Anna ikke er her, jeg mangler hendes grin, hendes gode humør og hendes helt igennem perfekte personlighed. Jeg rejser mig op for at gå ind på banen til opvarming. Niklas fanger mig på vej ind på banen. "Er du sikker på du skal spille?" Jeg kigger fortvivlet op på Niklas. Jeg er overhovedet ikke sikker på at jeg skal spille, men Nikolaj regner med mig, mit hold regner med mig og Anna regner med mig. Og det får mig til at nikke på hovedet til Niklas. Han trækker mig ind i et kram, og klapper mig to gange på ryggen inden han slipper. Jeg gennemføre opvarmingen og prøver hele tiden at holde fokus på kampen. Men samtidig har jeg hele tiden lyst til at løbe ud for at tjekke min telefon. Lige nu er det rigtigt svært at være i, men jeg ved Anna er med mig. Og det skal jeg holde fast i. "Der er ikke nogen tvivl om at vi skal vinde den kamp her, men vi skal stadig fokusere på vores spil". Jeg nikker for mig selv og giver Nikolaj ret i alle de ord han siger. Nikolaj kigger rundt på os alle sammen og slutter af med at klappe i sine hænder. Vi går alle sammen ud mod banen for at synge nationalsang. OL starter for alvor i dag, og det er ikke den optimale start for mig, men jeg skal nyde det! Det er OL! Kampen mod Japan går i gang. Jeg starter på bænken som måske er den bedste løsning. Johan starter på fløjen og jeg sætter mig lidt ned på bænken. Japanerne starter i angreb. De starter præcist som vi havde forudset, i højt tempo. De placere stregen ude ved Johan og de får også spillet stregen fri. Japanerne åbner kampen med en scoring. Vi spiller en lille smule nervøst i første halvleg og går til pause med en to måls føring. Jeg er på banen fra start af anden halvleg og jeg må indrømme at der er meget der fylder i mit hoved. Og jeg har svært ved at koncentrere mig, som resultere i at jeg smider bolden væk i angrebet. Jeg er frustreret på mig selv. Jeg får en chance til at genfinde mig selv da jeg bliver sendt afsted i en kontra. Jeg hopper ind over stregen og overplacere. Jeg bander af mig selv på vej ned i forsvaret igen. Men på vej ned i forsvaret ser jeg det jeg allermest har brug for. Hendes smil når helt ud til banen og giver mig energi. Hun er okay. Hun er lige her. Jeg føler at mit fokus kommer tilbage til mig, fokuseret på opgaven, fokuseret på målet. Jeg løber frem i forsvaret og stjæler bolden fra japanerne. Denne gang sætter jeg den sikkert ind. Alt den frygt og bekymring jeg har haft i mig de seneste par dage ryger ud af mig i mit jubelsbrøl. Jeg smiler op til Anna, som smiler tilbage til mig. Det havde jeg brug for. Resten af kampen er jeg fuldt fokuseret og det samme er resten af holdet. Vi hiver en sejr hjem på 47-30. Mens drengene samles i en rundkreds på halgulvet skynder jeg mig ud til Anna. Jeg løber tre skridt op af trappen og møder Anna på de første tilskuerpladser. Jeg smiler hele vejen hen til hende. Det er først her det går op for mig hvor meget jeg holder af hende. Jeg holder hende tæt ind til min krop. Jeg trækker mig fra krammet og kigger hende dybt i øjnene. Hvor har jeg været heldig med hende. Jeg lægger mine læber på hendes og placere mine hænder om hendes talje. Hun trækker sig fra kysset og smiler til mig. "Jeg sagde jo du ville spille en god kamp". Jeg griner en lille smule af hende. "Så skulle du have set mit første kvarter. Jeg spillede helt af helvedes til. Det var mærkeligt at være på banen uden dig på sidelinjen". Det er hendes tur til at smile til mig. Hun lægger en hånd på min kind og nusser den blidt med hendes tommelfinger. "Hvordan gik det på klinikken?" Hun kigger ned af sig selv, og det samme gør jeg. Ingen skinne. "Ingen skade på ledbånd, korsbånd eller menisk". Jeg smiler stort til hende, og omfavner hende i et stort kram. Jeg løfter hende fra gulvet og snurrer hende rundt. Jeg holder så meget af hende. Det er som om der falder en kæmpe sten fra mit hjerte. Jeg er så glad på Annas vegne at hun kan få lov til at opleve det her OL, og at hun ikke mindst slipper for en knæskade. Jeg sætter Anna ned på gulvet og kigger hende i øjnene. Jeg tager en dyb indånding. "Det er jeg så glad for at høre".