The A team

Kapitel 42

Hele fejringen på banen blev afbrudt da Nikolaj mindende mig om at jeg havde sagt ja til at komme i DR1 studie efter kampen. Og nu hvor jeg tænker mig om, er jeg ret glad for at det var det her udfald kampen fik, jeg ville ikke vide hvad jeg skulle sige hvis vi havde tabt kampen. Det føler jeg mig slet ikke rutineret nok til endnu. Men ikke desto minde står jeg nu klar til at komme i studiet. Denne gang med min egen mikrofon, og uden det smarte headset. Jeg har ingen ide om hvorfor det skulle være anderledes denne gang, men jeg har heller ikke forstand på at lave TV. Lars Krogh Jeppesen stiller det første spørgsmål til mig. "Anna, i er lige blevet OL mestre, endda forsvarende OL mestre, hvilken følelse står du med lige nu?" Godt spørgsmål. Hvis jeg bare kunne beskrive det. Det er noget af det mest sindssyge jeg nogensinde har været med til. Jeg føler ikke der findes nogle ord til at kunne beskrive det. "Lige nu er det hele lidt surrealistisk. Ja, det er svært at beskrive". Jeg kigger skiftevis på Frederik og Lars, jeg ved jo godt at det var et ualmindeligt dårligt svar. Men det er nu sådan jeg har det. "Hvilken slutrunde har det været for dig?" Jeg tager en dyb indånding og kigger mig omkring i hallen. "Amen det har været en helt fantastisk slutrunde, her havde jeg ikke troet at jeg skulle stå for to måneder siden". Men her står jeg. Vi er OL mestre! Jeg betegner ikke mig selv som OL mester, for jeg har trods alt ikke spillet. Jeg føler mig til gengæld som en del af det hold der blev OL mestre. Jeg kigger op på Frederik og Lars for at signalere at jeg er færdig med at tale. Men jeg fornemmer at de overhovedet ikke kigger på mig, men kigger på noget bagved mig. Jeg skænker det ikke flere tanker før jeg kan høre nogle af drengene der kommer løbende. De ryster den champagne de har i hænderne og jeg når heldigvis at lægge mikrofonen fra mig. De smågriner alle sammen og jeg ikke fokusere på hvem af drengene det er. I baggrunden kan jeg høre Frederik og Lars grine over situationen. Jeg holder mine hænder for øjnene men smiler igennem det hele. Det er lige sådan her en OL guldmedalje skal fejres. Jeg flytter mig langsomt væk fra studiet og ud mod banen. Jeg bliver badet i champagne og er næsten gennemblødt, da drengene endelig løber tør for champagne. Jeg fjerne mine hænder fra øjnene og bestræber mig på at få det meste champagne med. Da jeg kommer til mig selv igen står Toft, Johan, Emil, Mensah, Kevin og Hald med hver deres champagne flaske og smiler til mig. Jeg smiler til dem alle sammen. Toft kommer smilende hen til mig. "Vi har lige noget du skal se". Jeg kigger forvirret på Toft og tilbage på de andre. Toft strækker hans højre arm ud mod indløbstunellen. Jeg følger forvirret med ham da han begynder at gå derned. Vi når indløbstunellen og begiver os hen mod omklædningsrummet. Stadig meget forvirret over hvad der foregår, når vi døren til omklædningsrummet hvor Toft stopper op.  Han flytter sig til siden og giver tegn til at jeg skal åbne døren. Og det gør jeg så. Men synet der møder mig slår mig fuldstændig ud af kurs. I den lille gang indtil selve omklædningsrummet står Andersson med en rose i hånden. Jeg smiler til ham, stadig en smule forvirret. Hvorfor vil Andersson give mig en rose? Han giver mig rosen, og jeg tager et skridt videre og på modsatte side af Andersson står Svan. Ligesom Andersson giver han mig også en rose. Jeg tager i mod den og træder et skridt videre hen mod Møllgaard, der også står med en rose. Det er meget sødt af dem, men jeg har ingen ide om hvor det her skal føre hen. Er det bare en sød hilsen til mig fra dem? Hvilket jo egentlig er meget sødt, men jeg føler det er meget at gøre ud af en sød hilsen. Et lille kort ville have kunne gøre det. Den sidste i den lille gang er Mathias. Han følger de andre trop og giver mig også en rose. Jeg smiler til ham og runder efterfølgende hjørnet ind til selve omklædningsrummet. Nikolaj og Nicklas står i hver side af omklædningsrummet og for enden står Magnus. Jeg kan slet ikke forstå hvad der sker. Jeg tager min ene hånd op for munden for at skjule mine bæverende læber. Det er først nu det går op for mig at det er noget Magnus har planlagt for mig. Synet og tankerne gør mine øjnene våde og jeg lader også en tåre glide ned af min kind. Der er aldrig nogle der har gjort sådan noget for mig. Jeg træder hen mod Magnus. Nikolaj træder frem og giver mig den rose han har i hånden. Jeg smiler igennem de tåre der vælter ud af mine øjne, en efter en. Nikolaj lægger hurtigt hans hånd på min skulder og giver den et hurtigt klem inden jeg går videre mod Nicklas. Jeg er så rørt over det her. Beæret. Jeg tørrer et par tåre væk fra mine øjne, selvom det overhovedet ikke hjælper noget. Nicklas træder frem og giver mig sin rose. Hele min favn er fyldt med roser og jeg kan næsten ikke holde dem. Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal gøre af mig selv da jeg træder det sidste skridt hen mod Magnus. Han forsøger at tage begge mine hænder, og heldigvis træder Nicklas ind for at overtager mine roser. Magnus tager begge mine hænder i hans. Han kigger mig dybt i øjenene og jeg smiler i samme sekund jeg får øjenkontakt med ham. Jeg har aldrig været i tvivl om hvor jeg har Magnus, og det her bekræfter det kun. Jeg møder hans varme øjne. De smukkeste, varmeste, roligste og tryggeste øjne.