The A team

Kapitel 25

Vi har kamp mod Japan i morgen, så OL starter for alvor. Og jeg kan kun sige: hold nu kæft hvor jeg glæder mig til at komme i gang! Det er stadig vildt surrealistisk at være her, men det føles også helt naturligt at være en del af det her hold. Vi har en træning i dag hvor vi lige skal have de sidste ting på plads, men ellers er programmet ret løst. Jeg glæder mig til at få rørt min krop lidt, og forhåbentlig spillet lidt håndbold sammen med drengene. Jeg sidder ved morgenbordet sammen med Svan og Niklas. Magnus havde virkelig svært ved at komme op i morges, så jeg gik alene ned. Jeg var selv ret træt da jeg vågende i morges, og i sær oven på dagen i går. Men det var ikke noget lidt vand i hovedet ikke kunne klare. Jeg rejser mig fra bordet for at gå over for at hente en kop kaffe. Jeg trykker på kaffemaskinen der skænker mig en kop sort kaffe. Jeg tager en lille mælk med ned til bordet. "Jeg vidste ikke du drak kaffe, Anna?" Jeg sætter min kaffe på bordet, og efterfølgende sætter jeg mig selv ned ved bordet. Jeg smiler til Niklas og Svan. "Det gør jeg også kun hvis klokken ikke er for mange". Jeg kan se på begges ansigter at de kigger forvirret på mig. Først kigger de forvirret på mig og bagefter på hinanden som om de har misforstået noget. "Hvis klokken ikke bliver for mange?" Svan lyder ligeså forvirret som han ser ud. Jeg nikker til Svan. "Hvis jeg drikker kaffe efter klokken 12 kan jeg ikke sove". De bryder begge to ud i grin, og kigger på mig som om jeg var dum. "Jeg ved godt det lyder rigtigt dumt, men det er rigtigt". De griner bare mere af mig. Magnus, Møllgaard og Kevin kommer gående ned til morgenmaden. De kigger alle tre forvirret på os der sidder der. "Hvad sker der her?" Spørger Møllgaard. Svan og Niklas kigger igen på hinanden, men bryder igen ud grin. "De synes åbenbart at det er rigtig sjovt at jeg ikke drikker kaffe hvis klokken er mange". Nu er det Møllgaards tur til at være forvirret. "Det er virkelig også mærkeligt". Magnus sætter sig ned ved siden af mig, og lægger sin hånd på mit lår. Jeg smiler til ham og siger godmorgen, inden jeg lægger mine læber på hans. "Det er lidt mærkeligt". Siger han. Jeg kigger fornærmet på Magnus, der lige pludselig er enig med de andre. Jeg tager mine arme op i luften og overgiver mig. "Hvad tid skal vi med bussen til hallen?" Jeg tager en tår af min kaffe og stiller den fra mig. Jeg kan mærke at alle blikke pludselig lander på mig, de forventer et svar fra mig. "Det må i jo se om i kan finde ud af, jeg skal lige drikke min kaffe". De breder sig en latter i blandt drengene. Anja sætter sig ved siden af mig. Jeg vender mit blik mod hende og smiler til hende. "Jeg er stadig ikke helt på toppen, så vil du ikke tage den første kamp?" Anja har været meget ramt af det sygdom hun har haft, og det har været lige så svært at få det til at slippe hende helt. Så jeg kan godt forstå at hun spørger om jeg ikke vil tage den første kamp, så hun måske kan tage dem der forhåbenligt bliver vigtige. Jeg har slet ikke så meget rutine inde på det her hold endnu. "Jo, selvfølgelig vil jeg det". Hun smiler til mig inden hun lægger sin hånd på min arm, giver den et klem og rejser sig igen. Nikolaj kommer ned fra sit værelse og sætter sig også ved morgenbordet. "Godmorgen". Siger han til os allesammen. Vi smiler allesammen og siger godmorgen til ham. "Har du fået snakket med Anja, Anna?" Jeg vender min opmærksomhed fuld mod Nikolaj. "Ja, hun var her lige". Han smiler til mig. "Godt, så er der styr på det. Er i klar til træningen?" Nikolaj kigger rundt på os allesammen og afventer vores svar. Niklas nikker på hovedet. "Hvornår er det egentlig bussen kører?" Jeg sætter min kaffe ned på bordet og kigger på Nikolaj. "Du siger det ikke! De har også spurgt mig, men jeg har nægtet at sige det". Det er som om Nikolaj kigger opgivende på os, og jeg kan godt forstå ham. "Efter nogle år sammen med jer, har jeg lært ikke at stille spørgsmålstegn ved ting, så det må i selv finde ud af". En opgivende suk flyder gennem drengene. Jeg kigger på Nikolaj og løfter min ene hånd som tegn på at han skal give mig en High-five, og det gør han. Jeg kan se ud af øjenkrogen at drengene ryster på hovederne, men inden i fryder jeg mig over det.