The A team

Kapitel 37

Annas synsvinkel

Jeg slutter min samtale med Anja ved at give hende et kram, og jeg holder hende i lidt ekstra tid. Hun har været min tætteste partner i mit arbejde. Jeg har lært meget af hende og lænet mig op af hende hver gang jeg blev usikker. Jeg slipper Anja igen og smiler til hende. "Forhelvede Anja". Vi kigger på hinanden og griner. Mine øjne begynde at blive våde og jeg kan mærke at der former sig nogle tåre i min øjenkrog. Jeg lader det ske. Anja tørrer en tåre væk fra hendes kind. "Lad være! Det er ikke slut! Heller ikke når vi kommer hjem. Jeg ville elsker at have dig som permanent del af det her hold". Jeg smiler af Anjas ord, velvidende at det er urealistisk. "Nikolaj har snakket med mig om det. Det var ham der foreslog det til mig". En lille smule målløs over Anjas ord kigger jeg forvirret på hende. Hvad er det Nikolaj har forslået hende? Og hvorfor har han ikke snakket med mig om det? Anja må fange mit forvirrede ansigt for hun udstøder et lille grin. "Du skal ikke tænke på det, Nikolaj skal nok tage fat i dig". Hun smiler til mig, inden hun vender om på hælen og er ude af vores lille arbejdsværelse. Jeg går ned i spisesalen og sætter mig på min vanlige plads. Magnus plads ved siden af mig er tom, og det samme er Niklas' stol ved bordet ved siden af os. Jeg skænker det ikke rigtig flere tanker og går op og henter noget mad. Samtalen med Anja kører rundt i mit hovedet. Men jeg kommer frem til at det må betyde at jeg har gjort mit arbejde godt, tanken former et lille smil på mine læber. Jeg kan mærke efter samtalen med Anja er der faldet en hel anden ro på mig. Jeg er ret rolig i at nyde de sidste dage, selvom det kan være de sidste i selskab med hele holdet. Ro i mig og Magnus. Vi skal nok finde ud af det. Vi er stærke. Og det er jo også gået op for mig hvor meget han betyder for mig. Jeg er villig til at opgive ret meget for ham. Vi sidder og små snakker lidt ved bordet da Magnus og Niklas træder ind i spisesalen. De kommer diskret ind og Magnus stiller sig bagved min stol. Han lægger begge hans hænder på mine skuldre, og bøjer sig ned til mit venstre øre. "Kommer du lige med op på værelset?" Jeg kigger op på ham, han står stadig og kigger ned på mig. Jeg smiler op til ham og rejser mig som svar. Jeg lægger min hånd på hans underarm, og lader min hånd glide ned og fletter den ind i hans. Vi forsætter i stilhed op på værelset. Magnus lukker døren bag mig da jeg træder ind og han bliver selv stående ved døren. Jeg vender mig om og kigger på ham. Fanger hans øjne, hans læber. Jeg kan tydeligt se han brystkasse der sænker sig op og ned i en fast rytme. Aldrig havde jeg troet at jeg skulle falde så hurtigt for en fyr. Og så meget. Han har mig. Jeg bliver overrumplet af en lyst til at være tæt på Magnus. Jeg træder hurtigt tre skridt hen til ham og lægger mine læber på hans. Jeg placere mine hænder i hans nakke og nusser hans hår. Han placere hans hænder på mine kinder og nusser dem blidt med hans tommeltot. Hans berøring på mine kinder får varmen i min krop til at stige. Jeg nyder det her moment. Jeg trækker mig fra kysset, og lader min pande hvile mod Magnus'. "Kom med mig til Tyskland". Jeg løfter mit hoved fra Magnus' pande og kigger på ham. Hvad foreslog han lige? Jeg mister fornemmelsen for hvad der er det rigtige at sige i denne her situation. Så jeg vælger at forblive stille. Han går forbi mig og hen mod sengen. I stilhed stopper han op og vender sig mod mig igen. Oprigtigheden i hans ansigt er ikke til at tage fejl af, han mente det. Jeg prøver at få fremstammet en sammenhængende sætning, men jeg er ved siden af mig selv. "Jeg mener det, Anna. Du har ændret mit liv. Jeg vil være sammen med dig. Tag med mig til Tyskland". Jeg når ikke at tænke meget over mig svar. "Jeg hørte dig godt første gang". Det kommer hårdere ud end jeg havde planlagt, og det kommer både bag på mig selv og på Magnus. "Undskyld". Jeg træder tættere på Magnus og tager begge hans hænder i mine. "Men jeg kan ikke tage med dig til Tyskland. Jeg skal tilbage til Herning-Ikast". Jeg kigger op på Magnus der skifter hans blik ned mod jorden og sukker af situationen. Jeg føler jeg skuffer ham. Min skyldfølelse strømmer ind over mig og lægger sig som et tungt lag på min brystkasse. "Jeg ved det godt, men... Jeg elsker dig". Jeg kigger lamslået på Magnus der har skiftet hans blik fra gulvet og op på mig. Det tunge lag på min brystkasse bliver endnu større og jeg føler næsten ikke at jeg kan få vejret. Der er aldrig nogle, udover min familie, som har sagt de elskede mig. Aldrig. Men han er den eneste jeg vil have der siger det. Jeg har ikke brug for andet. Det eneste jeg har brug for er Magnus. Der former sig et kæmpe smil på mine læber, og jeg fanger Magnus' øjne der kigger afventende på mig. Jeg lader vores læber mødes i et kys. Jeg elsker den mand. Magnus trækker sig fra kysset og denne gang ser han ikke kun afventende ud, men desperat. "Jeg elsker dig".