The A team

Kapitel 39

Jeg vågner tideligt på finale dagen. Jeg slår øjenene op til solen der er ved at stå op i horisonten, og laver de flotteste orange nuancer på himlen. I dag kulminere det hele. Optakten, træningerne, arbejdet. Enten kommer vi herfra med den største hæder af alle, en guldmedalje. Eller vi må nøjes med sølv. Uanset hvad, tager jeg afsted herfra med den største gave af alle.  Jeg begynder et helt nyt liv, i et helt nyt land og jeg kunne ikke være gladere over det. Jeg strækker mig, og vender mig forsigtigt til højre og placere et kys Magnus' pande. Jeg trækker forsigtigt dynen af mig og tager min bunke med tøj med ud på badeværelset for ikke at vækker Magnus. Jeg tænder lyset på badeværelset og lukker døren bag mig. Jeg fjerner søvnen i mine øjne og kigger på mit ur. 5:08. Magnus' vækkeur ringer først klokken halv ni. Jeg sukker inden jeg tager mit tøj på, en sort t-shirts og et par shorts, og krammer lidt vand i mit hår. Jeg putter lidt koldt vand i hovedet og efterfølgende åbner jeg forsigtigt døren til badeværelset. Magnus lægger stadig oh sover fredfyldt i sengen. Jeg skriver hurtigt en note til ham, som jeg lægger på natbordet inden jeg betragter Magnus for en kort stund. Aldrig havde jeg troet at jeg skulle finde en mand som ham. En der forstår mig, en der støtter mig, en der elsker mig. Jeg troede aldrig jeg skulle være så heldig. Men her står jeg nu. Og er den meget beæret over at Magnus vil dele sit liv med mig. Jeg smiler ved tanken. Jeg træder forsigtigt tæt på sengen og giver Magnus endnu et kys på panden og stryger ham blidt på kinden og går hen mod døren. Lige så forsigtigt som det overhovedet kan lade sig gøre, tager jeg i håndtaget. Døren knirker da jeg åbner den, og jeg skynder mig at kigge tilbage på Magnus, der heldigvis ikke bliver påvirket af det. Jeg lukker forsigtigt døren bag mig og går ned i fællesrummet. Der er helt stille da jeg træder ind, men der sidder en skikkelse ved et af bordende med en computer tændt. Da jeg når helt hen, kan jeg se at personen sidder og ser video på Frankrig. "Kunne du heller ikke sove mere?" Nicklas bliver tydeligt forskrækket over min tilstedeværelse og vender sig brat om mod mig. Jeg kan ikke lade være med at udstøde et grin af ham. Jeg sætter mig stolen overfor ham. "Nej, jeg sover altid dårligt op til store kampe". Jeg nikker af Nicklas' ord, for jeg kan kun give ham ret. "Hvordan tackler man det hvis man ikke er klar til at det slutter?" Nicklas kigger forvirret op fra sin computerskærm og lukker efterfølgende sin computer. Jeg var ikke selv klar over at jeg ville stille det spørgsmål. "Det kan godt være OL slutter, men det er kun begyndelsen". Han smiler til mig mens jeg kigger ud på horisonten man kan se fra fællesrummet. "Du har kun været med i kort tid, tænk på hvad fremtiden bringer. Jeg har hørt du bliver en permanent del af det her hold". Det er min tur til at smile til Nicklas. Hver gang der er nogle der siger det højt, bliver det endnu mere realistisk for mig. Jeg er en permanent del af det her hold. "Ja, det gør jeg. Det er stadig lidt vildt at tænke på". Jeg kan ikke lade være med at smile over det hele. "Anna, lad være med at være så hård ved dig selv. Du er dygtig". Jeg løfter mine øjenbryn og kigger væk fra Nicklas. Komplimenter er stadig en af de ting jeg har svært ved at tage i mod. "Og så må jeg jo vænne mig til at have dig i nærheden, selvom det ikke bliver svært". Både Nicklas og jeg kan ikke holde vores grin inde. "Jeg håber du kan leve med det". Jeg kan se at Nicklas trækker på smilebåndet af min kommentar. "Det kan jeg blive nødt til, for du er god for min lillebror". Jeg bliver overrasket over Nicklas' ord, og ved ikke helt hvad jeg skal sige. "Anna, jeg har aldrig hørt ham sige han elskede en anden pige. Jeg har aldrig set ham så glad som han er sammen med dig". Jeg kan ikke længere skjule mit smil, som slet ikke er til at tage fejl af. Jeg vidste godt Magnus, holdte af mig, men det betyder meget at høre det fra en anden. Og så endda fra hans storebror. "Han er ikke den eneste der har det sådan". Nicklas kigger op fra sin computer, smiler til mig, og kigger ned igen. "Skal du have hjælp til kigge på Frankrig?" Jeg skifter fra at kigge på Nicklas og med på hans computer. Han kigger overraskende på mig. Og jeg kan ikke bebrejde ham. "Vi skal vel alligevel have tiden til at gå inden de andre står op". Jeg smiler til Nicklas og mumler et ja til ham inden jeg rejser mig fra min egen stol og går over ved siden af Nicklas. Så kan vi da få tiden til at gå med noget brugbart, nu hvor vi begge to er oppe.