The A team

Kapitel 9

Det er det varmeste studie jeg nogensinde har været i. At det så er det eneste studie jeg nogensinde har været i, er en anden historie. Jeg har fået et fint headset på, og kan høre Lars Krogh Jeppesen og Frederik Lindved snakke indbyrdes med hinanden. Jeg står bare lidt forstenet i min egen verden. Nikolaj havde jo nærmest sagt at det var en skal opgave, selvom jeg virkelig protesterede overfor det. Det er virkelig uden for min komfortzone. Men jeg havde hele holdets opbakning, og selvfølgelig også Nikolajs. Klip til at jeg står her i studiet og sikkert har store sved pletter på min grå t-shirt. Jeg når at komme tilbage til den rigtige verden inden Frederik byder velkommen til. "Anna, velkommen til. Det har været nogle hektiske dage for dig.". Jeg tager en dyb indånding og kommer med et lille grin. Jeg kan jo kun give ham ret. "Grunden til at du står her, er jo faktisk ret indviklet, så du må rette mig hvis jeg tager fejl". Jeg sender et beroligende smil til Frederik, mens han gengiver de sidste 3 dage. "Nu står du her. Hvordan har du det?" Igen kommer jeg med et lille grin. "Jeg må sige at det er jo slet ikke det jeg havde forventet da Nikolaj ringede til mig for 48 timer siden. Jeg er heldigvis landet et godt sted, med nogle af de bedste mennesker omkring mig". Det er Lars' tur til at stille mig et spørgsmål. "I rejser til OL, i over morgen. Er Danmark klar til det?" Jeg tænker et lille stykke tid inden jeg kommer med et svar, aldrig har jeg tænkt så meget over hvad jeg har sagt før. "Vi er klar, vi kommer med 100% til den første kamp". Lars smiler til mig. "Anna, tusind tak for besøget. Vi glæder os til at følge Danmark og ikke mindst dig, under OL". Det føles som om at jeg er til eksamen, og samtidig med det går tiden ufattelig langsomt. Først da jeg sætter mig ud i min bil, føler jeg at jeg kan trække vejret ordentligt. Hele vejen tilbage til hotellet foregår med højt musik, for at få det sidste adrenalin ud af kroppen. Jeg træder ind på hotellet med ét formål. At komme op på mit værelse og få et bad. Men alt skal jo ikke være ligetil. Ligesom elevator dørene åbner sig, kommer der tre velkendte ansigter frem. Henrik Møllgaard, Niklas Landin og Lasse Svan. Guderne skal vide hvordan de får mig overtalt til at gå med tilbage til fællesrummet, og jeg fortryder også da jeg træder ind. Alle vender sig om mod mig og klapper af mig. Jeg prøver at vende om på hælen, og forsvinde, men igen bliver jeg stoppet. "Det er jo vores TV-stjerne". Kommentaren kommer fra Nikolaj. Jeg sætter mig ned i en sækkestol. Jeg læner mit hoved tilbage og lukker øjnene for en kort stund. "Det var både første og sidste gang jeg gjorde det". Jeg kan fornemme at de alle samen prøver at holde deres grin tilbage. "Altså, jeg var helt vild med det". Med Møllgaards kommentar er der flere der ikke kan holde deres grin tilbage længere. "Jeg går i seng. Hvornår er der morgenmad i morgen?" Jeg rejser mig fra sækkestolen og kigger afventende rundt på dem alle sammen. "Klokken 8, og Anna, DR har ringet - de vil gerne snakke med dig en anden dag". Jeg har ingen kommentar, jeg ryster bare på hovedet og finder vej til mit værelse. Der ikke går ikke lang tid fra jeg har ramt hovedpuden, jeg at jeg er langt væk.