The A team

Kapitel 35

Annas synsvinkel

Det er ved at være et stykke tid siden jeg sidst har siddet her, men nu sidder jeg her igen. På tilskuerpladserne. Og overværer en semifinale til mit første OL. Jeg smiler ved tanken og så bliver bolden sat ind af Mikkel og jeg bliver revet ud af mine tanker. Jeg rejser mig op, knytter min højre hånd og råber ind på banen. Hver scoring bliver fejret som var det den sidste. Og der er kun spillet 8 minutter af første halvleg. Jeg vidste ikke at jeg ville være så nervøs som jeg er, men hele dagen har jeg været ret nervøs. Jeg tog mig en gåtur i morges for at få styr på mine tanker. Jeg har sovet elendigt, jeg har vendt og drejet mig, jeg har tænkt og tænkt. Jeg har tænkt allermest over fremtiden. Vi har kun to kampe tilbage ved det her OL, og så er det slut. Det er virkelig en mærkelig følelse at have, for jeg er virkelig faldet godt til i hele det her landsholdssammenhæng, jeg føler jeg har fundet mig selv på en ny måde. Og jeg har haft Magnus ved min side gennem det hele. Og hvad med os? Min gå tur i morges var også lidt et håb om at klare mine tanker omkring det. Hvad skal der ske med os bagefter? Jeg prøvede at åbne lidt op for det på hotelværelset inden kampen, men det var som om Magnus ikke rigtig greb den. Måske vil han os bare ikke efter det hele er slut. Og jeg fik ikke rigtig en afklaring på det inden kampen. Og det bidrager ikke til min nervøsitet i en semifinale. Niklas redder bolden inde i målet og kaster bolden op til Magnus der sætter den ind bag den spanske målmand. Igen rejser jeg mig op fra min stol og råber ind på banen, jeg kan se at det fanger Magnus' opmærksomhed. Jeg smiler hurtigt til ham inden han vender hans fokus mod kampen igen. Mikkel sætter sidste mål i halvlegen og vi går til pause foran 14-10. Jeg går ned fra tilskuerpladserne og fanger Magnus på vej ind i omklædningsrummet. Jeg lægger hurigt min hånd på hans ryg for at gøre opmærksom på at jeg er ved siden af ham. Han vender sit hoved til siden og bøjer sig ned til mig. Han lægger hurtigt hans læber på mine inden vi når ind i omklædningsrummet og sætter os ned. Magnus sætter sig ned på sin vanlige plads og jeg stiller mig op af vores briks med korslagte arme og mit højre ben krydset over det venstre. Nikolaj træder ind i omklædningsrummet og virker ret godt tilfreds med indsatsen. "Vi skal blive ved med at holde tempoet i kampen". Nikolaj kigger rundt på drengene der alle sammen kigger fokuseret på hver deres sted i omklædningsrummet. "Træk væk fra forsvaret. Vi kommer fint igennem på vores skud ude bagfra". Denne gang er det min tur til at kigge rundt på drengene. Det er ikke særlig lang tid siden jeg kun vidste hvem de var, men overhovedet ikke kendte. Men nu. Nu er de blevet en del af mig. Jeg kender dem alle sammen, og jeg er kommet til at holde ufattelig meget af dem. "Brug det vi brugte de første træninger med Anna. I skal være opmærksomme på stregen derinde, og så kommuniker forfanden med hinanden! Og så tager vi den her!" Alle klapper i deres hænder og råber lidt til hinanden. Jeg klapper selv i mine hænder og går direkte over til Magnus. Jeg lægger mine læber på hans og han gengælder det hurtigt. Jeg trækker mig fra kysset. Jeg tager en dyb indånding og betragter ham. Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen, jeg holder så ufattelig meget af ham. Og jeg vil så nødig undvære ham. "Hvad tænker du på?" Magnus bryder min tankestrøm. "Os. OL. Det hele er snart slut". Magnus kigger ned på mig og smiler. Måske er det et dårligt tidspunkt at starte denne her samtale, eller ikke måske, det er et dårligt tidspunkt. Men det er noget i mig der ikke kan få mig til at vente mere. "Hey, nu tager vi lige en finaleplads før det hele er slut". Jeg griner lidt af Magnus' kommentar, vel vidende at jeg alligevel ikke ville få det ud af samtalen som jeg regnede med. Det er det helt forkerte tidspunkt. Jeg nikker til ham og han lægger hans læber på mine. Jeg placere mine hænder i hans nakker og nusser blidt hans hår. Jeg nyder dette øjeblik. Magnus trækker sig igen og smiler til mig, og jeg smiler til ham. "Gå så ind og hiv en sejr hjem". Jeg smiler igen op til Magnus der griner af mig. Jeg betragter ham et øjeblik inden han forlader omklædningsrummet, og er på vej ud i hallen igen. Jeg kigger en sidste gang rundt i omklædningsrummet, og tager det hele ind før jeg også går ud i hallen. I hallen finder jeg hurtigt en plads bag den danske bænk. Næsten i det sekund jeg sætter mig ned, fløjter dommeren anden halvleg i gang. Vi starter egentlig som vi sluttede første halvleg, vi spiller rigtig godt men Spaniens målmand piller alt fra os. Nikolaj råber desperat fra sidelinjen, det var bestemt ikke den start på anden halvleg som vi havde drømt om. Jeg rejser mig op fra min plads og læner mig lidt ind over gelænderet der er foran mig. "Jacob, backen rykker ikke op på dig. Hvis du får Magnus til at løbe en overgang skaber det massere af plads til dine finter ud af i banen". Jacob kigger op på mig, og nikker hurtigt til mig. Han sætter sig ned på bænken efter han er løbet ud forsvaret, han sidder kun og venter på at komme ind igen. Og efter en redning fra Niklas er Jacob på vej på banen. Jeg kan se at han siger noget til Magnus, men jeg kan ikke høre det. Det behøver jeg heller ikke for der går ikke mere end to sekunder og så kommer Magnus i en overgang. Jacob køre på første gang og bryder igennem på ydersiden. Han sætter den i målet og jeg knytter min næve ud mod banen. Jacob kigger ud på mig og peger på mig mens han smiler. Jeg smiler igen til Jacob inden jeg sætter mig ned igen. 5 minutter og 42 sekunder skulle der gå af anden halvleg før vi sat en scoring ind. Og Spanien nåede også at komme tæt på og vi er kun foran med to. Kampen bølger frem og tilbage og vi har problemer med at sætte bolden ind. Vi kommer frem til mange chancer, men Spaniens målmand står godt. Og med 7 minutter tilbage er vi kun foran med et mål. 21-22. Mine nerver kan slet ikke tage det her. Jeg kan mærke at mit hjerte hamre derudad og jeg begynder at svede. Jeg ved ikke helt hvor jeg skal gøre af min krop. Min nervøsitet bliver hurtig afløst af adrenalin, da Mikkel sætter bolden i nettet. Igen rejser jeg mig op fra stolen og råber adrenalinen ud af min krop. Vi er foran med to og spanierne er i angreb. Niklas hiver en kæmpe redning op af hatten på et nærskud fra stregen. Jeg råber ind til banen og knytter igen min hånd ind til Niklas. Vi er hurtigt nede i den anden ende hvor Mensah hopper op på første skridt og sætter den ind. Jeg kan næsten ikke være i mig selv. Vi er foran med to med to minutter igen, det her må simpelthen ikke gå galt. Det må ikke slutte allerede. Magnus stjæler bolden i forsvaret og sender Johan afsted i en kontra. Jeg folder mine hænder foran min mund i håbet op at det hele går op i en højere enhed. Johan bliver løbet op af en spanier der kommer ind og provokere ham. Jeg strammer så hårdt i mine hænder at det næsten ikke er til at være i. Johan sætter mirakuløst bolden ind bag ryggen på ham selv. Jeg hopper op i luften, og råber så højt jeg kan for at få den eufori og adrenalin ud af kroppen. Det er så småt også gået op for drengene der står skulder ved skulder nede ved bænken. Den er hjemme. Vi er OL finalen! Dommeren fløjter kampen af og det kan kun gå for langsomt med at komme ned til drengene. Jeg løber så hurtigt som mine ben tillader det ned til drengene, der allerede er samlet i en rundkreds og hopper rundt. Jeg tilslutter mig rundkredsen, inden vi stopper for at synge, hvem var det der vandt i dag. Mit smil på mine læber er slet ikke til tage fejl af. Jeg er fyldt med eufori inden i. Det er den vildeste følelse. Vi siger tak for kampen til spanierne og afslutter det formelle ude i hallen og går ind i omklædningsrummet. I omklædningsrummet finder jeg hurtigt Magnus og smiler hele vejen hen til ham. Jeg lægger mine hænder om hans nakke og holder ham helt tæt ind til mig. Vores oplevelse sammen forsætter. "Du gjorde-". Jeg når ikke at afslutte min sætning før Magnus afbryder mig ved at lægge sine læber på mine. Jeg gengælder det også hurtigt men jeg smiler så meget at det afbryder kysset. "Jeg troede det var mig der skulle afbryde dig". Magnus griner af mig og fanger mine øjne. Nikolaj træder ind i omklædningsrummet efter kort at have snakket med pressen og hans smil er heller ikke til at tage fejl af. Vi er i OL finalen! "Ikke en køn kamp, men en kamp med en masse fight. Det blev lige spændende nok, men nu tager vi en medalje med hjem". Der bryder en jubel ud blandt drengene og jeg sidder og griner lidt for mig selv. Det er så vildt at vi er i OL finalen. Drengene begynder at gå i bad og jeg trækker mig fra omklædningsrummet. Jeg sidder for mig selv i hallen og tager alle de indtryk ind som jeg overhovedet kan, inden det hele er forbi. Jeg kommer til at savne det her helt ufattelig meget. Jeg fornemmer at en person sætter sig ved siden af mig. Jeg vender ikke hovedet for at se hvem det er, jeg bliver bare ved med at holde hovedet mod banen. "Tak, Anna". Stemmen er ikke til at tage fejl af, men jeg bliver alligevel lidt overrasket over at Nikolaj har sat sig ved siden af mig. "Du har ændret det her hold. På den gode måde". Jeg kigger på Nikolaj der kigger tilbage til mig og smiler. "Du har været vores ekstra øjne, du har været vores positive pust som vi har haft brug for".  Nikolajs ord får mig til at få tåre i øjenene, og jeg prøver at bibeholde mit blik på banen. "Så jeg skylder dig et tak, fra os alle sammen". Jeg lader en tåre glide ned af min kind og kigger på Nikolaj. Han er hurtigt til at lægge armene omkring mig og trække mig ind i et kram. "Kan du lade være med at snakke om det som om det er slut". Min kommentar får Nikolaj til at grine af mig og slipper mig fra krammet igen. "Jeg mener det". Det er min tur til at smile af Nikolajs kommentar, og jeg smiler også til ham. "Tak Nikolaj". Magnus kommer hen til os og stiller sig foran os. "Er i okay?" Magnus kigger skiftevis på Nikolaj og jeg der begge smiler op til Magnus. Jeg nikker til ham. Jeg rejser mig op til ham og fletter min hånd ind i hans, og lægger mit hoved på hans skulder. "Jeg kender jer begge to ret godt, og jeg har aldrig set jer så glade, som i er sammen". Jeg løfter mit hoved fra Magnus skulder og kigger op på ham. "Vi er et A hold". Jeg husker tydeligt første gang Magnus kaldte os et A hold. Vi var lige landet i Tokyo og på vej ind på hotellet. Det har hængt ved lige siden. Det har faktisk en større betydning end jeg troede. Vi er et A hold. Magnus og jeg.