The A team

Kapitel 24

Annas synsvinkel

"Anna, hvordan har du det med at der har været så meget fokus på Magnus og dig her inden OL?" Jeg kan se at Magnus står og kigger på Josefine og jeg. Han videre situationen, om han skal blive stående eller komme hen til mig. Han bliver stående og betragter os. Josefine rækker mikrofonen over til mig. Jeg tager en dyb indånding inden jeg svare hende. "Det har selvfølgelig været noget jeg skulle vende mig til". Josefine nikker på hovedet. Ud af øjenkrogen kan jeg se at Magnus træder tættere på mig. Det gør mig en lille smule mere rolig at vide at jeg har Magnus tæt på. "Men det har gjort vores sammenhold på holdet meget bedre". Jeg kigger Josefine i øjnene og lader hende vide at jeg har afsluttet min sætning. "Forventer i at det får konsekvenser fra Dansk Håndboldforbund?" Det havde jeg faktisk ikke tænkt over. Det hele er gået så stærkt, så jeg ved faktisk ikke om DHF vil gå ind i "sagen". Josefine fanger mig lidt på det forkerte ben, og jeg ved umildbart ikke hvad jeg skal svare. Ud af øjenkrogen kan jeg se at Magnus træder endnu tættere på mig. Og jeg stopper ham ikke. Han træder hen ved siden af mig, og smiler til Josefine. Hun smiler til os begge to. "Vi ved endnu ikke om det får konsekvenser fra DHF, men vi ved at holdet og trænerstaben har vores ryg". Magnus kigger på mig, og jeg smiler op til ham. "Vi har stadig et sort mål indenfor OL, og det har det her med Anna og jeg ikke ændret på, tværtimod". Magnus kigger tilbage på Josefine. Hun smiler stort til os efterfulgt af et tak. Hun trækker væk med hendes kameramand og jeg står tilbage med Magnus. Jeg vil ikke lyve, jeg var ret nervøs da jeg så Josefine nærme sig, men jeg prøvede at slå koldt vand i blodet, og tage det stille og roligt. Jeg blev en lille smule hylet ud af den da hun spurgte ind til DHF, men heldigvis var Magnus der. "Tak for hjælpen". Jeg kigger igen op på Magnus der allerede smilende kigger på mig. "Du havde ikke brug for hjælp". Jeg trækker Magnus ind i et kram, og holder ham tæt ind til min krop. "Du har mange første gangs oplevelse under det her OL". Magnus trækker sig fra krammet og kigger smilende på mig. "Tro det eller ej, det er også mit første OL". Magnus griner af min kommentar. Han giver mig et lille puf i siden. "Nej, det er jo ikke alle der kan være rutinerede som mig". Jeg ruller øjne af Magnus og griner af ham. Journalisterne får lavet de sidste interviews, og vi begynder så småt at trække os tilbage. Jeg ville da lyve hvis jeg sagde at jeg ikke var træt, men klokken 16 er måske for tideligt at gå i seng. Jeg smider mig i sofaen og Magnus, Jacob og Mikkel sætter sig i stolene rundt om. "Det gik jo fint". Mikkel retter sit blik mod os andre. Magnus nikker på hovedet. "Ja, det gjorde det. Det kunne have været meget værre tænker jeg". Denne gang er det Mikkels tur til at nikke på hovedet af min kommentar. Overordnet set gik det fint. Vi var alle forberedte på det, og vidste hvad vores plan var. Der er ikke nogen tvivl om at vis det går dårligt til OL, så kan jeg slet ikke forstille mig den ballade der vil komme. Men den tid den sorg, det kan jeg slet ikke tænke på nu. Drengene begynder at spille lidt FIFA, spille kort og småsnakke. Jeg er alt for træt til at deltage i nogle af tingene og venter kun på at vi skal have aftensmad. FIFA spillet foregår højlydt og lyder virkelig som om at der er liv på spil. Jeg ligger og betragter Magnus og Andersson der er meget optaget af deres FIFA spil. Jeg tager en video af dem, men Magnus fanger mig i det. Han kigger på direkte på mig og griner. Jeg lægger den på Instagram men gemmer den også i min kamerarulle. "Filmede du mig lige?" Jeg rejser mig op på albuerne i sofaen så jeg kan kigge hen på Magnus. "Og hvad hvis jeg gjorde?" Jeg ser afventende på Magnus. Han ruller øjnene af mig, og rejser sig op, og går hen mod mig. Magnus er hurtig henne ved mig og står for enden af sofaen. "Så ville vi have et stort problem". Magnus lader sin krop falde ned over mig. Jeg griner af ham, og lægger mine arme omkring hans krop. Jeg er så heldig.