The A team

Kapitel 40

Stemningen i bussen er intens. Alle forbereder sig på forskellige måder, men de fleste sidder med musik i ørene. Der er ingen tvivl om at alle ved hvilken betydning denne her kamp har. Der er noget helt særligt ved finaler, selvfølgelig er der det. Man prøver hele tiden at sige til sig selv at det er en normal kamp. Man forbereder sig på præcis samme måde som almindelige kampe for at overbevise sig selv om at det er det det er. Men inderst inde ved man jo godt at det er en finale. Og det her er ikke hvilken som helst finale. Det er en OL finale. Det er det største man kan opnå som professionel atlet, og for mig havde jeg aldrig troet at det kunne lade sig gøre for mig. Uanset hvordan kampen går, så kommer jeg hjem med en OL medalje. Det er slet ikke til at forstå. Alle de oplevelser jeg har fra denne her slutrunde har været grobund for så meget nyt jeg har i vente. Et nyt liv i Tyskland med manden jeg elsker. Et fast arbejde på landsholdet. Hvis der var nogle der havde sagt det til mig, da jeg sagde ja til at hjælpe dem med træning, havde jeg grinet højlydt. Det lyder jo fuldstændig vanvittigt. Jeg smiler helt ved tanken og vender mig til venstre og betragter Magnus. Jeg sidder som sædvanlig ved siden af ham i bussen, vores hænder flettet sammen i mellem os. Jeg slukker for min musik, og lægger både min telefon og høretelefoner i min lomme, det samme gør Magnus. I omklædningsrummet finder vi alle sammen ind i vores faste rutiner vi har hver i sær inden kamp. Jeg starter selv med at pakke mine ting ud som jeg har brug for til behandlinger. Håndklæde til min briks, tape, saks, varme creme og ligger det klar på briksen. Jeg er væk i mine egne tanker, da drengene forlader omklædningsrummet. Det har været en mærkelig dag indtil videre. Jeg hjalp Nicklas med franskmændene og vi fandt faktisk nogle gode ting, men så stod Magnus op og virkede virkelig mærkelig. Har har virket akavet overfor mig, som om vi lige var begyndt at snakke sammen. Jeg føler han har undgået mig hele dagen. Og så har jeg haft ret svært ved at være i det der med at det hele bare er slut fra det ene øjeblik til det andet. Og enten bliver det et godt udfald eller også gør det ikke. Jeg synes det er ret svært at fatte mine tanker omkring. Nikolaj afbryder mig i mine tanker da han træder ind i rummet. "Anna, DR1 har spurgt om du vil komme i studiet efter kampen". Baseret på mit sidste besøg i DR1 virker det som en super dum ide, men jeg føler mig faktisk også en lille smule beæret over at det er mig de spørger. Jeg mumler et okay til Nikolaj, tager min taske i hånden og går hen mod Nikolaj for at komme ud i hallen. Da jeg går forbi Nikolaj lægger han hånden på min ryg og stryger mig på ryggen. Jeg når ud i hallen, hvor drengene løber og varmer op. Hvis jeg ikke selv kan opleve det på banen er det her det der kommer tættest på. Ved sidelinjen, med alle dem jeg holder ufattelig meget af løbende inde på banen. Jeg under dem så meget den guldmedalje. Jeg går op og ned langs sidelinjen, mens jeg skiftevis kigger på Frankrig og Danmark. Vi skal være 100% klar fra start. Jacob kommer hen til mig og hiver mig ud af mine tanker. "Har du noget tape?" Jeg kniber øjnene hurtigt sammen, for at komme tilbage til virkeligheden. Jeg nikker på hovedet til Jacob og går over og tager noget tape ud af min taske. Jacob følger efter mig. "Hvad så?" Jeg kigger uroligt på Jacob, en skade lige inden finalen ville være forfærdeligt. "Min pegefinger, jeg føler ikke jeg kan holde ordentligt på bolden". Jeg nikker i stilhed til Jacob og tager det første stykke tape af. Jeg sætter det første stykke tape på Jacobs pegefinger og taper den sammen med hans langefinger. Jeg glatter det sidste stykke tape ud, og smiler til Jacob. Han er hurtigt tilbage hos de andre og forsætter opvarmingen. Jeg sætter mig ned på en af stolene på udskiftningsbænken. Jeg hviler mine hænder på mine knæ og fletter mine hænder sammen. Jeg er forvirret over Magnus. Hvorfor har han været sådan i dag. Han har snakket meget med alle mulige andre end mig. Jeg håber bare ikke at det påvirker ham i finalen. Er det virkelig bare finalen der spiller ind? Jeg ved jeg selv er nervøs, men spiller det virkelig ind hos Magnus der har stået i finaler før? Jeg prøver mit ypperste for ikke at lade min nervøsitet smitte af på drengene. Jeg skal være professionel, det må ikke gå ud over mit arbejde. Jeg ryster hovedet for at tømme mit hoved og finde tilbage til mit fokus. Da jeg kigger op igen er drengene gået i omklædningsrummet. "Nervøs?" Nikolaj sætter sig på stolen ved siden sf mig. Jeg vender mit hoved mod ham og smiler til ham. Jeg prøver på bedste evne at skjule for ham at jeg ikke er nervøs, men jeg ved også at han kender mig alt for godt. Så jeg ender med at nikke på hovedet. "Stol på dig selv. Du skal stole på det du kan, du kan dine ting, ligesom du siger til drengene". Jeg smiler over Nikolajs ord. Det er præcis det jeg plejer at sige til drengene, de skal stole på det de kan og at de kan deres ting. Måske jeg bare skulle lytte en lille smule til mine egne ord. Jeg smiler endnu en gang til Nikolaj, og nikker på hovedet. Jeg rejser mig fra min stol og det samme gør Nikolaj. Vi går side om side ud i omklædningsrummet. Finalen begynder om lidt.