The A team

Kapitel 16

Undskyld mit sprog, men hold kæft et land. Det er fuldstændig anderledes end i Danmark, men vi er selvfølgelig også rejst ret langt, så det giver måske ret god mening. Selvom det er mørkt, så emmer her er liv. Det er virkelig til at mærke at Japan er et helt specielt land. Vi er på vej ud til bussen som venter på os. Jeg går bare lidt bagved i min egen verden, med min kuffert. Jeg kan godt mærke på mig selv at det er virkelig mange indtryk på virkelig få dage, og jeg har slet ikke tid til at fordøje det. Jeg føler min krop er helt dvask og ikke har særligt meget energi. Jeg er mentalt træt ovenpå alle de indtryk.  Men det er ikke første eller sidste gang jeg er i en situation med mange indtryk, så jeg må fandeme hanke op i mig selv. Jeg sætter min taske i bussen, og går derefter ind i bussen. Jeg sætter mig på det inderste sæde, og hurtigt dumper Magnus ned ved siden af mig. Jeg smiler hurtigt til ham, og tager hans hånd. Endnu et indtryk jeg skal fordøje. Jeg har været heldig at finde kærlighed i det her kaos, men det går også hurtigt. Men jeg ved at jeg også ville fortryde det hvis jeg ikke gik fuldt ud ind i det her. Så det har jeg lovet mig selv. Han kan få mine tanker til at falde til ro når det hele bliver for meget. Han kan give mig den tryghed jeg higer efter. Jeg fisker min telefon frem fra min bukselomme og åbner Instagram. Det burde jo egentlig ikke overraske mig, men jeg er stadig målløs over hvordan min Instagram er eksploderet. Og mildest talt, er jeg ikke vild med det. Det fremkommet så unaturligt for mig at få den slags opmærksomhed. De fleste beskeder er heldigvis søde, men der er virkelig også nogle grimme i mellem. Og de rammer hårdere end jeg havde forventet. Jeg læser et par stykker af dem, og det giver mig en ubehagelig følelse i kroppen. Busen rammer hotellet og jeg vender tilbage til den rigtige verden. Jeg stiger ud af bussen efter Magnus, og venter bare på at få fat i min egen kuffert og fysioterapeutstasken. Da de begge to endelige kommer til syne skynder jeg mig hen for at få fat i dem. På vej ind i lobbyen kommer Magnus op på siden af mig, og tager min hånd. "Er du sikker på at du er helt okay?" Jeg bliver ved med at kigge ned i jorden, og tager en dyb indånding. Jeg vil helst ikke belemre Magnus med mine problemer inden en stor slutrunde. Jeg sætter også en store ære i at klare mine problemer på egen hånd, derfor taler jeg heller ikke så tit om dem. Det er dog oftest ris til egen røv, for på et tidspunkt flyder mit bæger over, og jeg knækker samen. Men det skal ikke være her. Ikke mens jeg er samlet med landsholdet. "Jeg er okay. Men tak fordi du spurgte". Jeg kigger op på Magnus, der kigger bekymret på mig. "Hey, jeg gider ikke det her. Du skal fandeme fortælle mig når du ikke er okay, det er derfor vi har hinanden. Vi er et A hold, dig og mig". Magnus stopper op, og vender mig rundt mod ham. Endnu engang tager jeg en dyb indånding. "Jeg er okay, jeg skal bare lige lande i det hele". Magnus trækker let på smilebåndet, og ligeså snart jeg ser det smil, kan jeg heller ikke lade være med at smile. Han trækker mig hurtigt ind i et kram, inden vi bliver afbrudt af Nikolaj der kalder på os. Der går hurtigt op for os at vi er de sidste. Vi småløber ind på hotellet til de andre der står samlet. Nikolaj deler værelsesnøgler ud, og jeg er den sidste der får min. Sammen med de andre holdledere har Anja og jeg fået vores eget værelse. "Det er mørkt nu, men når vi har slappet af skulle solen gerne være stået op, og vi kan tjekke OL byen ud". Gud ja. Alt det her med Instagram har fuldstændig lagt en dæmper på at vi er i OL byen. Men det skal ikke få lov til at ødelægge min oplevelse. Fandeme nej! Jeg afbryder mit ophold med drengene og går op på mit værelse. Jeg stiller min kuffert op af væggen, og lægger mig i sengen. Jeg håber på at lidt søvn kan få den her dårlige fornemmelse ud af kroppen.