The A team

Kapitel 7

Langsomt kommer jeg til mig selv igen. Magnus, Niklas og Nikolaj står stadig samlet om mig, og jeg må indrømme at jeg er en lille smule flov over mig selv. Jeg siger ikke noget, jeg gør bare tegn til at jeg vil sætte mig op, og Magnus hjælper. Jeg trækker mine ben op under mig og lægger mine arme på mine knæ. Jeg kigger stadig som forstenet på en bestemt flise i omklædningsrummet. "Hvad skete der, Anna?" Der breder sig en ubehag i min krop. Egentlig ville jeg bare gerne have at vi glemte det her var sket og forsatte vores dag. Men sådan skulle det ikke være. Niklas' ord runger i mit hoved, hvad skete der egentlig? Det har selvfølgelig været en hektisk dag, men det er jo ikke første gang jeg har oplever en hektisk dag. "Hvornår har du sidst fået noget at spise?" Da Nikolaj kommer med sit spørgsmål, går det op for mig hvad der egentlig skete. "Øhm, det har været en hektisk dag". Min stemme er helt lille, i håbet om at ingen kan høre det. "Hvornår har du sidst spist?". Nikolajs stemme er hård i tonen. I de år jeg havde ham som træner, var han en lille smule overbeskyttende. Vi tilbragte mange timer sammen, og fik også et tæt forhold. Jeg kigger rundt på Niklas og Magnus. Bekymringen er alt over skyggende i deres ansigter. Jeg fanger Magnus øjne, som er at vende tilbage til noget kendt. "Jeg har glemt det i dag". Jeg giver Magnus' hånd, der stadig er i min, et klem. Han er den eneste tryghed jeg har lige nu. Der falder en trykket stemning i lokalet. Jeg rejser mig fra gulvet med Magnus' hjælp. Der er ikke rigtig nogle der ved hvad de skal sige. Jeg har allermest bare lyst til at flygte langt væk fra situationen. Og jeg giver det også et forsøg. At flygte. Jeg forsøger at nå ud af omklædningsrummet inden der bliver stillet flere spørgsmål. Niklas stopper mig da jeg går forbi ham. "Du gjorde os bange, Anna. Lov mig at du husker at spise". Jeg leder efter et sted at kigge hen, og ender med at finde en indtørret malingsplet. "Jeg er ked af jeg gjorde jer bange. Det er jeg. Undskyld". Jeg forlader lokalet og kommer ud på gangen. Jeg leder febrilsk efter et toilet. Jeg tager det første toilet jeg kommer til, lukker og låser døren bag mig. Jeg stiller mig op af døren, og kæmper mod de tåre der finder sin vej til min øjenkrog. Til sidst kan jeg ikke holde dem tilbage mere, og lader nogle få passere. Jeg er så frustreret og ked af det over hele situationen, at jeg ender med at slå min hånd ind i væggen. Forsøger at tage mig sammen, og ikke mindst samle mig selv. Da jeg på min bedste måde har samlet mig selv, tørre jeg tårerne væk og kigger mig selv i spejlet. Jeg overbeviser mig selv om at man ikke kan se jeg har grædt. Inden jeg træder ud af toilettet, tager jeg en dyb indånding. Da jeg kommer ud på gangen går jeg straks tilbage til hallen for at tage mine ting, og komme hjem. Hallen er helt tom for mennesker, da jeg træder ind i den. Det giver genlyd da jeg begynder at lyne min taske. Jeg løfter ikke mit hoved fra gulvet. Jeg er kun fokuseret på at komme ud. Jeg fornemmer et sæt øjne der betragter mig. Magnus står i indløbstunellen, og da vi får øjenkontakt står min verden stille. Noget trygt, noget kendt, noget varmt, det jeg har brug for. Jeg har kun lyst til at være ét sted, og det er i Magnus' arme. Magnus træder hurtigt tæt på mig og jeg er ikke langsom til at lægge mine arme om Magnus' krop. Jeg holder godt fast i ham, fordi det føles trygt. "Kig lige på mig". Jeg trækker mig langsomt fra krammet og kigger Magnus i øjnene. "Nu tror jeg at jeg ved et par ting om dig, Anna. Du er en stædig pige der sætter en ære i at gøre tingene selv. Men du er også en pige der ikke kan lide at andre ser dig være ked af det, fordi du tror at folk ser det som en svaghed". Jeg er mundlam. Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så har han fuldstændig læst mig. Og det rører mig mere end jeg først lige havde regnet med. "Og nu gør vi det her, sammen".