The A team

Kapitel 38

Magnus' smil bliver med ét større og forvandlet til et lille grin. Han lægger armene om min krop og løfter mig fra gulvet. Jeg udstøder et grin over Magnus' begejstring. Da Magnus sætter mig ned på gulvet igen lægger vi vores pander mod hinanden. Jeg kan mærke hans åndedræt der blidt rammer mine læber. Vi bliver afbrudt af en banken på døren. Vi retter begge to fokus mod døren og Magnus går hen for at åbne den. Jeg står i en vinkel så jeg ikke kan se hvem det er før Magnus træder til siden og Nikolaj træder ind. Han smiler skiftevis til os begge to. "Jeg kom egentlig for at snakke med dig". Han vender sin opmærksomhed mod mig. "Er det alvorligt?" Nikolaj smiler hurtigt til mig. "Nej nej, overhovedet ikke. Tværtimod". Jeg nikker til ham og smiler. Giver ham tegn til at forsætte selvom Magnus er her. "Jeg kom faktisk for at tilbyde dig et job". Jeg forsøger at holde sammen på mig selv. Anja havde ret. Magnus kigger skiftevis fra Nikolaj til mig. Tydeligvis lidt forvirret over hvad der foregår. "Her på holdet. Anja mangler en fast makker, og vi har set hvor godt du er fladet til og ikke mindst hvor god du er. Så vi har snakket om det og vil gerne tilbyde dig en fast stilling". Jeg kan ikke holde mit smil tilbage længere og Magnus ligner mildest talt en 6 årig der har fået lov til at åbne julegaver før tid. Jeg går hurtigt over for at omfavne Nikolaj. Han har givet mig den vildeste mulighed. Jeg smiler hele vejen over til ham, inden jeg lægger min arme om hans krop. Jeg tager en dyb indånding og lukker øjenene for en stund for at tage det hele ind. Jeg slipper Nikolaj igen og smiler til ham inden jeg træder et skridt tilbage. Magnus kommer op ved siden af mig, og lægger hans ene arm om min talje. Jeg kan mærke han placere et kys på min pande og holder mig ekstra tæt ind til hans krop. "Så det var et ja?" Vi griner alle af Nikolajs kommentar. Hvis ikke min begejstring var nok for ham, så skal jeg gerne sætte et par ord på det. "Selvfølgelig er det et ja!" Han smiler stort til mig. "Det er jeg glad for. Vi sætter alt det formelle i gang når vi kommer hjem, vi skal lige hive guld med hjem i morgen. Jeg finder selv ud". Han er hurtigt ude af værelset og efterlader Magnus og jeg tilbage på værelset. "Jeg tager med dig til Tyskland". Min sætning får straks Magnus til rette sit blik mod mig. Han ser forvirret ud. Forståeligt nok. "Jeg mener det". Han stiller sig foran mig og rynker hans øjenbryn. Jeg tager hans hånd og placere den på mit hjerte. Jeg lægger begge mine hænder oven på hans. Bløde og varme. Hans ansigts udtryk skrifter fra forvirret og sender mig et smil. Vi står et stykke i stilhed, inden jeg fletter vores hænder sammen og lader dem hænge ned langs vores side. "Nikolaj gav mig muligheden for at være sammen med dig, og gøre det jeg elsker". Det er mere end jeg behøver. "Og så skaber vi et liv sammen i Tyskland". Jeg har aldrig i mit liv bundet mig så meget til et andet menneske som jeg gør lige nu. Og så på så kort tid. Magnus har fundet en helt ny side af mig. Men mest af alt bunder det i at han er den første jeg mand jeg elsker. "Vi skaber et liv sammen". Jeg nikker i stilhed til Magnus. Han smiler til mig og går igen helt tæt på mig. Vores kroppe rører ved hinanden, og vores læber mødes i et kys. Mit smil afbryder det. Det er så surrealistisk det der lige er sket. "Intet slår det her A-hold". Jeg nikker i stilhed til Magnus, mens jeg betragter ham. Og han har helt ret. Intet slår os. Og derfor vil jeg også med ham til Tyskland. Jeg vil tilbringe så meget tid med ham som muligt. "Lad os gå ned til de andre!" Magnus er helt begejstret i sin stemme, og smiler til op over begge ører. Jeg kan ikke lade være med at grine over ham. Han rækker sin hånd ud til mig, som jeg tager i mod. Sammen går vi ned i fællesrummet, hvor der er gang i en masse forskellige ting. Vi kommer ind i fællesrummet hånd i hånd. Magnus rømmer sig og har hurtigt alle folks opmærksomhed. "Hvad sker der med jer to?" Møllgaard kigger op fra sin telefon henne ved bordet hvor han sidder. Magnus kigger på mig, smiler til mig og kigger tilbage på Møllgaard og resten af drengene. "Anna har sagt ja til at tage med til Tyskland". Drengene råber tillykke i munden på hinanden, råber og pifter. Jeg er fuldstændig slået bagud over hvad det her betyder for mig. Og nu får jeg heldigvis lov til at tilbringe meget mege tid sammen med dem, og bygge et liv op i Tyskland sammen med Magnus. Vi slår os ned i sofaen ved siden af hinanden sammen med Andersson og Jacob. "Hvordan er dit tyske?" Andersson henvender sig til mig. Det virker super dumt, nu jeg tænker over det, men jeg havde ikke skænket det en tanke før Andersson sagde det. "Altså... Det er da sådan nogenlunde, tror jeg". Andersson kigger fortvivlende på mig. Og det lyder også meget skeptisk da jeg siger det højt. "Havde du det ikke på gymnasiet?" Jeg ryster på hovedet til Andersson. "Nej, jeg havde spansk og engelsk". De andre ved sofaen griner hurtigt af mig. Og jeg kan da godt se at spansk ikke får mig særlig langt i Tyskland. "Ja, jamen de snakker selvfølgelig også meget spansk i Tyskland. Så det er godt du er stærk i det". Jeg skærer en fortvivlende grimasse til Andersson. "Hvis bare jeg var det". Jeg kan ikke holde mit grin inde da jeg har sagt det højt. "Er du ikke det?" Det er Jacobs tur til at henvende sig til mig. Og jeg må ret skuffende ryste på hovedet. "Jo, hvis du skal have to øl eller en kaffe med mælk er det ikke noget problem". 3 år med spansk og det var alt jeg fik ud af det. Til mit forsvar havde jeg andre ting i tankerne. Det var lige der jeg skulle afgøre om jeg ville noget med håndbolden, så mit fokus var nogle andre steder. "Der findes mange gode kurser i tysk, og jeg kan også lære dig lidt. Det bliver nødvendigt kan jeg høre". Vi bryder alle sammen ud i grin. Jeg er landet et rigtigt godt sted. Jeg slår Magnus på overarmen, en lille smule fornærmet, men jeg ved også at han har ret. Det kan blive lidt nødvendigt med lidt tysk undervisning, hvis jeg vil begår mig dernede. Og det skal jeg. Med den bedste mand ved min side.