The A team

Kapitel 36

Vi er på gåtur i Tokoys gader i OL byen. Og selvom det er ved at være et stykke tid siden vi ankom, er jeg stadig blæst fuldstændig bagud over at det her kan lade sig gøre. Vores lille land er repræsenteret ved OL, som er den mest prestigefyldte sportsbegivenhed i verden. Og i går sikrede vi os en finale plads. Jeg forstår det stadig ikke helt, og jeg havde slet ikke set det komme da jeg første gang hjalp dem med en træning. "Du virker som om du tænker over noget?" Jeg går hånd i hånd med Magnus nede bagerst i gruppen. Jeg kigger op på ham, smiler til ham og vender så mit fokus tilbage på omgivelserne. "Det gjorde jeg også". Foran kan jeg høre Andersson og Mathias går og snakker om finalen i morgen. "Noget du vil-". Jeg afbryder Magnus midt i hans sætning. Men egentlig var det slet ikke meningen. Jeg har bare holdt det inde for længe nu. "Jeg tænkte på os. Lige om lidt er det hele slut, og... Ja, jeg ved ikke hvad der skal ske med os". Magnus stopper brat op da han har hører mine ord. Han kigger bekymret på mig, men jeg ved ikke hvor jeg skal kigge hen, så jeg ender med at kigge til venstre for ham og over på en grå bygning. "Du tvivler da ikke på os?" Magnus' ord sætter en masse tanker i gang hos mig. Selvfølgelig tvivler jeg ikke på os. Vi har bygget noget stærkt op, men det er også sket på meget kort tid. Jeg har et arbejde i Herning-Ikast jeg skal tilbage til, og Magnus spiler i Kiel. Måske kan det slet ikke fungere? "Nej, selvfølgelig ikke. Eller... Måske. Jeg kan ikke finde ud af det". Jeg drejer forsigtigt mit hoved for at se Magnus' reaktion. Magnus rynker på sine øjenbryn og kigger skævt på mig. Jeg får det helt dårligt over mig selv. Dårligt over overhovedet at tvivle på Magnus. Men jeg ved også at det er bundet i en usikkerhed i mig selv. Usikkerhed i om jeg er god nok. "Anna, hvad sker der?" Magnus fjerner et tot hår der er fladet ned foran mit hoved, og fæstner den bag mit øre. Efterfølgende lægger han hans hånd på min kind, og nusser den blidt med hans tommelfinger. I længsel for at finde tilbage til noget trygt, lukker jeg øjnene og mærker Magnus' berøring. Den sender varme strømme igennem min krop. Jeg tager ind dyb indånding inden jeg åbner øjnene og kigger tilbage på Magnus. "Jeg vil bare ikke have det skal slutte. Hverken os eller OL". Denne gang kigger jeg ned i jorden, for jeg kan mærke at tårerne presser sig på hos mig. Jeg kan høre at Magnus tager en dyb indånding inden han tager begge mine hænder i hans. "Du mister os ikke, bare fordi OL slutter. Og vi slutter heller ikke". Jeg løfter mit hoved og kigger på ham. Han smiler beroligende til mig. Jeg har jo været utrolig bange for at jeg mistede kontakten til dem alle sammen, i det sekund vi kom ud af lufthavnen i Danmark. Den klump, jeg ikke vidste jeg havde i maven, forsvinder. Jeg bemærker godt at en tåre løber ned af min kind, men jeg fjerner den ikke. Hvis der er noget jeg har lært om mig selv i min tid sammen med Magnus, så er det at det er okay at vise man er sårbar. Og det er jeg lige nu. "Kommer i?" Johan afbryder vores lille øjeblik, og det går op for mig at de andre er lang væk fra os. Jeg griner en lille smule over situationen, måske mest over at jeg ikke rigtig ved hvordan jeg skal reagere. Jeg fornemmer at Magnus nikker til Johan. Magnus fletter sin hånd ind i min og vi er hurtigt oppe ved de andre der venter på os. "Vi skal nok finde ud af det, vi tager den på hotellet". Jeg mærker at Magnus planter et kys i min hovedbund. Jeg har en iver for at komme tilbage på hotellet for at finde ud af hvad der skal ske med Magnus og jeg. Der er ikke nogen tvivl om at jeg ønsker at vi finder ud af noget. Der er ikke gået mere end fem minutter før vi rammer hotellet. Jeg går sammen med Magnus ind i receptionen, men Anja går lige i mod mig og ser ud som om at hun vil mig noget. "Anna, har du tid i to minutter?" Jeg kigger undskyldende op på Magnus. Jeg har lyst til at tage med Magnus op på værelset, men jeg er her også for at udføre et arbejde. Jeg kigger en sidste gang op på Magnus, og smiler undskyldende til ham og nikker til Anja.

Magnus' synsvinkel

Anna gik med Anja, for at ordne lidt arbejde tror jeg. Jeg begiver mig ind i fællesrummet, hvor jeg sætter mig i sofaen ved siden af Niklas. "Hvad så?" Jeg vender mit hoved og giver Niklas min opmærksomhed. Jeg ryster på hovedet, for egentlig ved jeg det ikke. "Kom her". Niklas rejser sig op og går hen mod døren i fællesrummet. Jeg kigger forvirret på Niklas, der kigger meget insisterende på mig. Jeg rejser mig fra sofaen og følger med Niklas op på hans værelse, der lukker døren bag mig da jeg er trådt ind. "Hvad sker der? Du virker distræt". Jeg sukker af Niklas, selvom han har helt ret. Det påvirker mig meget alt det her med Anna. Egentlig er vi jo begge to, tror jeg, enige om at vi vil det her efter OL, men jeg føler det skal gå op i en højere enhed. Vi har jo ikke engang kaldt os for kærester endnu. "Det er bare... Alt det her med Anna. Vi skal finde ud af hvordan og om det vil fungere efter OL. Og hun er bange for at hun mister os fordi OL slutter". Niklas sætter sig med på sengen, og jeg sætter mig ned ved siden af. "Vil du det? Med Anna?" Jeg bliver faktisk lidt fornærmet over Niklas ord, og derfor kommer de til at lyde lidt hårdere end først ventet. "Selvfølgelig vil jeg det! Jeg elsker hende". Der falder en pludselig stilhed over os. Jeg sagde jeg elsker hende, det har jeg aldrig sagt om en pige før. "Så vis hende det. Hun må ikke være i tvivl om hvad du føler for hende". Jeg nikker i stilhed til Niklas. Han har helt ret. Jeg skal sikre mig at Anna aldrig er i tvivl om at det skal være os. "Hvordan?" Niklas kigger ud i luften og ser umildbart ud som om han tænker over hvordan jeg kan vise Anna det. Jeg ved Anna vil hade det til at starte med, men det skal være specielt. Noget der binder os endnu mere sammen.