The A team

Kapitel 3

"Så du har kendt Nikolaj i hvad, 21 år?". Jeg er endt ved siden af Magnus og Emil. Vi har spist vores mad og sidder bare og snakker lidt. Det har faktisk været meget hyggeligt, så jeg er glad for at jeg sagde ja. Magnus og Emil har været snaksaglige hele aftenen og jeg har lært dem begge to bedre at kende. Særligt Magnus. Der har ikke været akavet stilhed, samtalen har bare flydt helt naturligt. "Ja, det må vel rende op i 21 år." Magnus kigger imponeret på mig. Han tænker ikke længe over hans næste spørgsmål. "Hvad skete der da du var 19?" Han tager en tår af sin øl der står foran ham. "Jeg skrev kontrakt med Esbjerg, og havde to gode sæsoner inden jeg løb ind i en masse skader og måtte stoppe". En stilhed lægger sig over os. Men kun for en kort stund. "Det er jeg ked af". Han sender mig et beroligende smil. Der er noget ved Magnus. Han får mig til at føle at jeg kan dele alt med ham, selvom vi kun har kendt hinanden i et par timer. Jeg er helt tryg ved ham. "Det skal du ikke være. Jeg er ret afklaret med det, og jeg er jo stadig en del af håndbold verdenen". Denne gang er det min tur til at sende et beroligende smil til ham, for at forsikre ham om at det er okay at snakke om. Han fjerner sit blik fra hans øl til mine øjne. Jeg forsvinder igen for et øjeblik. Hans øjne signalere alt det jeg har lært om Magnus indtil videre. Varme, tryghed, passion. "Jeg synes vi har snakket meget om mig. Når du ikke er samlet med landsholdet, hvad får du så tiden til at gå med?" Jeg stiller min cola fra mig. "Du gætter det næsten ikke, men når jeg ikke er samlet med landsholdet, spiller jeg håndbold i min klub". Han sender mig et smørret smil. "Nej, er det rigtigt? Hold da op, tænk at jeg får lov til at sidde sammen med én der spiller håndbold på både på landsholdet og i sin klub. Det er lige før jeg må nive mig selv i armen". Da jeg kigger på Magnus igen kan jeg ikke holde mit grin tilbage. Magnus prøver ihærdigt at holde sin grin tilbage, men mislykkedes. "Okay okay, fair nok. Men det er jo det jeg bruger det meste af min tid med, men fortæl mig lige hvordan du helt tilfældigt ender med til vores træning". Ja, det må han sku nok sprøge om. Sikke en dag det egentlig har været. Da jeg stod op i morges var det slet ikke det her jeg havde forstillet mig. Jeg havde planlagt jeg skulle hjem og slå græs efter træningen med Herning-Ikast, men det blev det ikke til. Langt fra. Og heldigvis. Jeg vil meget hellere bruge min tid sammen med Magnus end at slå græs. "Jeg var til træning med Herning-Ikast". Magnus kigger forvirret på mig. Sikkert over at vi jo har snakket om at jeg havde stoppet min aktive håndbold karriere. "Lad mig uddybe. Jeg er fysioterapeut hos Herning-Ikast, og så hjælper jeg dem i træningen". Det er som om der går et lys op for Magnus, og jeg kan ikke lade være med at smile over det. Det er lang tid siden jeg har smilt så meget i løbet af en aften. "Skål på det".