The A team

Kapitel 6

"Jeg har lige snakket med Anja. Hun er stadig syg. Hun kommer med til OL, men vi får brug for en ekstra hånd". Nikolaj står nu i omklædningsrummet. Magnus og jeg står bare og kigger på ham, ikke sikre på hvor meget han har set. Vi afventer hans pointe på historien. Og det lader til at Nikolaj opfanger det. "Jeg har ringet til Kasper, og de har også fundet en løsning. Så det er op til dig nu. Vil du med til OL?" Undskyld, hvad? Det er da ikke sådan noget man bare lige spørger om. Eller det er det tydeligvis. Det er åbenbart noget man bare slynger ud. Jeg har ikke engang nået at sluge dagens indtryk og så skal jeg tage stilling til om jeg vil med til OL. I Tokyo. Om 6 dage. Jeg står bare og kigger på Nikolaj som om jeg har set et spøgelse. Jeg kan fornemme at Magnus vender jeg om og kigger afventende på mig. Alt kører rundt i hovedet på mig. Jeg kan ikke finde hoved og hale i det. Jeg bliver pludseligt ramt af svimmelhed og må støtte mig til min briks. Både Nikolaj og Magnus lægger mærke til det, for Nikolaj træder tættere på mig og Magnus står igen helt tæt på mig. Jeg kan mærke hans åndedræt på min pande. Svimmelheden tager til og jeg kan fornemme at jeg mister kontrollen over min krop. Langt væk kan jeg høre at Magnus bekymret udbryder mit navn.

Magnus' synsvinkel

"Anna!" Jeg udbryder hendes navn mens jeg griber hendes livløse krop, der falder sammen under hende. Nikolaj sætter i løb hen til hende, og jeg sidder på mine knæ ved siden af. Hun er lige bleg i hovedet, og hendes dejlige smil er væk. Det er virkelig ubehageligt at se en man holder af, være så langt væk fra sit vanlige. Jeg kender Anna som en energisk, positiv og sjov pige. Men lige i dette øjeblik er hun væk. Jeg tager Annas hånd i min, men det føles mærkeligt at hendes hånd ikke lukker sig om min. "Jeg hæver hendes ben". Bekymringen i Nikolajs stemme er ikke til at tage fejl af. Niklas kommer ind i omklædningsrummet og fanger straks alvoren. "Jeg henter Morten". Han vender straks om igen, og er ude af syne. I tider som de her er jeg glad for at der er fagprofessionelle omkring os, Morten i form af læge. Det hele føles som om det går langsomt. Jeg kigger bare på Anna i håbet om at det vil få hende til at åbne øjnene. I det Niklas og Morten træder ind i omklædningsrummet, ved jeg at Anna er i trygge hænder. Morten når kun at sætte sig ved siden af hænde, da hun begynder at åbne hendes øjne. En kæmpe sten falder fra min skuldre, og jeg føler jeg kan trække vejret igen. Anna blinker et par gange med øjnene og kigger forvirret rundt på os alle sammen. Jeg smiler til hende. "Anna?" Morten bryder tavsheden der er opstået i omklædningsrummet. "Anna, er du med mig?" Vi kigger alle afventende på hende. Jeg klemmer en lille smule i hendes hånd, for at se om hun reagere. Og heldigvis. Det er et lille klem, men vigtigst af alt, var det et klem. "Hm". Er alt der kommer fra Anna. Hun har lukket øjnene igen, men holder nu bedre fast i hånd. "Anna, åben dine øjne". Morten bliver mere kontant i sin kommunikation til Anna. Anna åbner sine øjne og Morten læner sig ind over hende. Han lyser hende først i øjnene, for derefter at bede hende om at følge hans finger. Morten har færdiggjort sine undersøgelser af Anna, og forlader omklædningsrummet. "Undskyld". Det er det eneste der kommer fra Anna. "Åh Anna. Vi er bare glade for at du er okay. Du har ikke noget at undskylde for".