The A team

Kapitel 28

Annas synsvinkel

Jeg lægger bare på gulvet og føler mig lidt efterladt med mine egne tanker. Jeg kan ikke bære at skulle igennem en knæskade igen, og slet ikke lige nu. Jeg føler endelig jeg er ved at falde ordentlig til i det med at være en del af landsholdet, og alt hvad det medfølger, på godt og ondt. Jeg er endelig ved at finde min plads. Jeg kan mærke at der er en tåre der passere min kind. Jeg tørrer den hurtigt væk med min tommelfinger. Drengene var nødsaget til at træne videre selvom de hårdnakket havde protesterede i mod, men jeg var stædig og sagde at de ikke havde et valg. De har trods alt en OL åbningskamp i morgen, så de kan ikke bare sætte alt på pause. Jeg lader endnu en tåre passere min kind, da Anja kommer og sætter sig ved siden af mig. "Hvordan går det?" Jeg tørre de sidste tårer væk fra mine kinder med min t-shirt. "Det kunne da have været værre". Jeg kigger op på Anja der trækker en smule på smilebåndet og til sidst kan jeg ikke lade være med at grine. "Forhelvede Anna". Hun ryster på hovedet af med. Drengene er færdige med deres træning og samles hurtigt omkring mig. Jeg smiler til dem allesammen, for at berolige dem. Jeg kan se bekymringen i dem alle sammen, og det er ikke rart at vide at jeg har gjort dem bekymret. "Vi får det scannet i morgen for en sikkerheds skyld". Der bliver nikket blandt drengene rundt omkring mig. "Smut i bad med jer, jeg skal nok passe på hende". Der udbryder en tiltrængt latter mellem drengene. Den ubehagelige stemning af bekymring fylder meget, og med sådan nogle ting her har jeg lært at jeg skal komme igennem det med humor. Ellers bliver det sku for meget i længden. "Hvad så, Anna?" Nikolaj og Anja er blevet tilbage mens drengene er smuttet i bad. "Jeg vil sige det samme til dig, som jeg sagde til Anja, det kunne have været værre". Nikolaj ryster på hovedet af mig. Han kigger på mig og hans blik siger alt. Han er fuld af bekymring. Magnus er hurtig tilbage fra omklædningsrummet og kommer hen til os. Han sætter sig ned ved siden af mig og tager min hånd. Han løfter min hånd op til hans mund og placere et kys på min håndryg. Han smiler til mig og fletter sin hånd ind i min. Jeg smiler op til ham. De andre drenge kommer dryssende nede fra omklædningsrummet og begynder at begive sig ud mod bussen. Magnus hjælper mig ud til bussen, hvor jeg bliver sat på to sæder for mig selv så jeg kan hvile mit knæ. Adrenalinen er endelig ved at falde ned igen, og trætheden rammer mig som et lyn fra en skyfri himmel. Den overtager mig fuldstændig og jeg når kun kort at lukke mine øjne inden Magnus blidt puffer til mig og vi er ved hotellet. På hotellet lægger jeg mig i sofaen i fællesrummet, mens drengene får noget frokost. Jeg prøver på at tage en lur, men jeg lægger helt forfærdeligt på sofaen og jeg beslutter mig for at rejse mig og gå ud til frokosten. Jeg kan bedre støtte på mit knæ, og gør ikke nær så ondt som det gjorde i formiddags. Det er rigtige positive tegn. I døren ud til spisesalen møder jeg Anja. "Det var lige dig jeg ledte efter". Hun kigger op og ned af mig som om jeg havde taget noget af hendes tøj på. "Du er gående". Af ren afmagt  sukker jeg af Anja og kigger ned i jorden. "Det går fint". Anja lægger sin hånd på min skulder, giver den et lille klem og smiler til mig inden hun forsætter. "De kan først scanne dig i morgen, og det er først hen på aftenen". Jeg sukker endnu en gang og denne gang er det af frustration. Anja nusser blidt min skulder inden hun vender om ind mod spisesalen igen. Jeg vender om og begynder at gå op mod mit værelse. Jeg lægger mig i sengen og gør det så behageligt som mit knæ tillader det. Men jeg ender da med en nogenlunde løsning. Magnus åbner døren ind til det der nu er blevet til vores værelse. Han lukker døren bag sig og er hurtigt ovre i sengen. Han lægger sig på maven og hviler på hans albuer mens han kigger på mig. "Anja sagde lige at du først kunne blive scannet i morgen". Der er en lille bekymring at spore i Magnus' stemme. "Jeg kommer til at mangle dig, hvis du ikke når kampstarten".