Linea's synsvinkel
For at være ærlig har jeg aldrig følt mig så stødt før! Hvordan kunne han overhovedet tænke noget i den retning og endnu værre, hvordan kunne han få sig selv til at sige det højt.
"Er du seriøs nu? " spurgte jeg igen.
"Ja, du er nød til at bliver kærester med Marcus og Martinus, også kan jeg komme med til deres koncerter gratis," han grinede som en 7 årig nu ville, i en situation som denne.
Men han var nu alligevel kær.
Jeg begyndte at kilde ham, hvilke fik ham til at grine endnu mere. Han blev ved med at tigge mig om at stoppe.
"Jeg stopper med at kilde dig, hvis du aldrig siger sådan noget igen."
Han smilede skævt.
"Du skal være kærester med Marcus og Martinus!" Han grinede endnu mere nu og jeg kunne ikke stille andet op end at smile og små grine af ham, imens jeg forsat kildede hans lille krop.
------
Dagene gik og tro det eller lad være, men jeg havde sagt ja til at tage med min veninde til deres koncert. Jeg havde ingen ide om hvorfor, men at fortælle nogen om det, havde jeg i hver fald ikke tænkt mig at gøre. Jeg var 17 og de her to drenge 15 år - folk ville tænke de mærkeligste ting om mig.
Det er hende der, der kan lide børne musik.
Hallo tænk en gang at hende der, brugte hele hendes weekend på at se to "9 årige"!
De her to norske drenge var faktisk generelt lagt for utroligt meget had, af folk der gik ud fra de ikke kunne noget, og det inkluderede mig, de lignede bare nogen der prøvede alt for meget.
Måden deres fans opførte sig på, gjorde overhovedet ikke deres situation bedre hos mig. De skreg og græd, hvis de fik et glimt af dem i et halvt sekund.
De løb uden tvivle også efter deres bil, hvis de fik muligheden - generelt en crazy-fangirl-opførelse og ikke en opførelse man ville have omkring noget andet menneske.
De er jo bare almindelige teenage drenge, med et unormalt job.
"Jorden kalder, Linea?" Jeg var trukket ud af mine tanker og tilbage til 1.g's engelsk time.
"Hvad?" Spurgte jeg og kiggede rundt, og opdagede hurtigt at alle sad og gloede på mig, inklusiv Frederik. Min engelsk lærer skulle til at sige noget men klokken afbrød hende - thank God!
Jeg var på vej ud af klassen, men blev hurtigt stoppet af hende og bedet om at blive tilbage - tag endelig min kostbare tid, så min frokostpause bliver forkortet.... Sarkasme kan forekomme.
Typisk.
"Du er nød til at fokusere, Linea! Terminsprøverne er lige rundt om hjørnet, du er nød til at holde fokus, hvis du vil opnå de karakterer, du har snakket om i starten af det her skoleår." Forsøgte hun at forklare.
Jeg var godt klar over at hun havde ret, og jeg var aldrig før faldet hen, som jeg havde gjort i dag, men jeg kunne ikke gøre for det.
Hvis nogen fandt ud af, at jeg skulle til den sammen koncert, som deres yngre søskende også skulle til...
For at være ærlig, tror jeg ikke de ville snakke med mig igen og hvis de ville, ville de se mig på en helt anden måde end de tidligere havde gjort.
Jeg kunne ikke lade nogen kende til det her og især ikke, at vi skulle vente 19 timer før koncerten.
"Du gør det igen, Linea," hun sendte mig et bekymret blik.
"Jeg syntes du skal gå hjem og lægge dig, du ser ikke så godt ud."
"Men det kan jeg ik-" Hun afbrød mig.
"Men det er du nød til, skolen er vigtig ja, men dit helbred er langt vigtigere! Også har du jo aldrig været fraværrende eller forsent på den, det skal nok gå," forsikrede hun mig og i bund og grund tvang mig til at gå hjem for at slappe af.
Utroligt at det mig virkelig så meget på, at min engelsk lærer kunne se der var noget galt og følte hun var nød til at sende mig hjem.
Det eneste jeg kunne gøre, var at nikke og forlade klasseværelset i stilhed.
Det tog ham ikke lang tid at få øje på mig og løbe hen til mig.
"Hvor skal du hen?" spurgte han og gav mig et hurtigt kys på kinden.
"Lauren sendte mig hjem. Hun sagde jeg havde brug for at hvile mig," svarede jeg og prøvede at få det til at lyde som ingenting, for det var det virkelig ikke - det var i hver fald hvad jeg blev ved med at fortælle mig selv.
"Det er sikkert også det bedste. Du fulgte slet ikke med i hele timen - det ligner dig ikke," han smilede og prøvede ihærtigt at få mig i lidt bedre humør, ved at trække mig ind i et kram og gav min pande et kys.
Det eneste jeg gjorde var at nikke.
"Hvad end der går dig på, sweetheart," han holdte en pause for at løfte mit hovede op, så han var sikker på jeg lyttede.
"Kan du fortælle mig det."
Det der var i det, at jeg vidste at jeg ikke kunne, han var bare ikke selv klar over det. Måske skulle jeg bare droppe denne her tur, det ville være bedre sådan.
------------
{Please, del, kommenter, og vote}
- xoxo
