Age Disparity | Marcus Gunnarsen Fan Fiktion

Jeg er ikke sulten

Linea's synsvinkel

Vi sad stadig i bilen og var ikke gået ind på skolen endnu.
Det var fredag og hele dagen i går havde Marcus tigget om, om han ikke nok måtte komme med mig i dag, fordi han kedet sig imens jeg var væk.
Vi havde aftalt at tage direkte op til Trofors, efter jeg havde fri idag. Heldigvis havde jeg kun to moduler i dag, så dagen ville gå kortere.
Jeg var ikke helt sikker på, om det var forkert af mig, at sætte pris på at dagen var kort, nu når jeg havde Marcus med. Jeg var ikke flov over ham, det var jeg bestemt ikke, men bare utrolig bange for, hvad de andre ville sige og hvordan de ville behandle ham.

"Det kommer til at gå bra," beroligede Marcus mig og tog hurtigt min hånd, da vi kom ud af bilen.
Jeg havde ikke længere tænkt mig at holde det hemmeligt for ham, og havde fortalt ham hvordan jeg havde med det hele og hvor jeg kom fra.

Vi gik ind i mit fyldte stamlokale og jeg satte mig, hvor jeg altid sad. Heldigvis var folk så optaget af sig selv, at det ikke blev akavet at gå ind.
Marcus spurgte lidt indtil hvem de forskellige var, hvilke fag jeg skulle have i dag og hvilket jeg skulle have nu.
Det var virkelig rart at han ikke ændrede adfær, men bare havde en normal samtale med mig. Fordi jeg havde virkelig været utrolig utryk, omkring alt det her, at Marcus forblev som han altid var, gjorde det hele så meget lettere!

"Good morning everyone," sagde min engelsk lærer og alle fandt hurtigt sin plads.
Han begyndte at råbe navne op og tage fravær.

"Linea?"

"Yeah, I'm here," svarede jeg og min lærer fik hurtigt øje på Marcus.

"I assume that is your friend, Marcus?" Spurgte han og blinkede lidt for kækt.

"It is yeah," svarede jeg og håbede inderligt han ville gå videre. Han nikkede og forsatte med at tage fravær.

------

Første modul var ovre, og vi var nu på vej ned til McDonald's. Det var faktisk utroligt rart at vi havde et fri modul, så nogen af de få venner jeg havde tilbage, kunne lærer ham at kende.
Vi var ikke mange Cecilia og to af hendes venner også nogle få stykker fra klassen. Det var utroligt trist at tænke på, at den eneste jeg bare var lidt tæt med var Cecilia.

"Hva vil du ha?" Spurgte Marcus imens han krammede mig bag fra og kiggede på menuen.

"En mellem smoothie, tror jeg," svarede jeg og vidste at, hvis jeg ikke valgte noget ville han blive sur og begynde at spørge indtil om jeg havde spist i dag.

"Ikkje noe mat?" Spurgte han. Det gik ham på, det gjorde det virkelig, men han holdte sig i skindet.

"Jeg er ikke sulten."

"Selvfølgelig er du ikkje det," mumlede han og jeg havde lyst til at smide ham over disken, hvorfor var han pludselig en smatso?

"Hvad skal du have at spise," spurgte Cecilia og kom hen til os.

"Jeg er ikke sulten," svarede jeg.

"Hvornår er du nogensinde sulten?" Spurgte hun og grinede af hendes svar.

"Jeg kender ikke nogen der spiser mindre end dig," svarede hun og gik op for at bestille.

"Ka du ikkje please gjøre det for meg?" Spurgte Marcus og drejede mig en halv omgang. Jeg kiggede opgivende på ham og havde virkelig ikke lyst til at give efter. Jeg sukkede opgivende, men nikkede alligevel. Marcus takkede mig ved at presse sine læber imod min pande og efterfølgende holde om mig.

"En mellem jordbær/banan smoothie uden yoghurt og 4 nuggets med sursød dip," Marcus bestilte efter mig og vi blev begge bedt om at sætte os ned, så ville ekspedienten komme med maden når det var klar.

Der gik få sekunder så havde de andre sat sig ned hos os og få minutter efter kom maden.

Marcus' synsvinkel

Hvorfor hun havde så svært ved at spise var mig en gåde, men hun kæmpede for at få de 4 nuggets ned, som hun havde købt pga. Mig.
Jeg var klar over, at jeg var den eneste der lagde mærke til, hvor svært hun egenligt havde ved at få dem ned. Hvordan hendes hånd rystede, når hun førte maden op til hendes mund, og hvor lang tid det tog hende at få spist alle 4 nuggets.
Den tid det tog hende at spise alle 4, var det den tid det tog mig at spise en hele cheeseburger menu.

"Vil I have is?" Spurgte Cecilia og rejste sig sammen med de andre. Jeg rystede på hovedet og det samme gjorde Linea, som stadig kæmpede med hendes smoothie.

"Linea?" Startede jeg og hun bed sig hårdt i læben for ikke at bryde sammen. Jeg trak hende hurtigt ind til mig og holdte om hende, i hvad der føltes som en er evighed.
Jeg var klar over, at der var noget der gik hende på, men hvad kunne jeg ikke regne ud og det gjorde det bestemt hellere ikke nemmere, når hun intet ville sige eller ikke havde lyst til at snakke om det.

"Jeg går lige på toilettet," sagde hun og trak sig fri fra mig. Mit ansigt forblev bekymret.
Hun kyssede mig hurtigt og sagde jeg ikke skulle bekymre mig, som hun altid sagde, når jeg burde bekymre mig og hun holdte noget hemmeligt for mig.

------

Det var noget tid siden, de andre var komme tilbage med deres is og endnu længere tid siden Linea var gået på toilet.
Jeg rejste mig og gik i samme retning, som hun havde gået minutter tidligere. Da jeg kom ud på toilettet, kunne jeg hører hvordan hun hostede. Uden at spørge hende om jeg måtte komme ind, åbnede jeg døren og fandt hende ligge på gulvet med hovedet ind over toilettet og brækkede sig.

"Linea, hva skjer?" Spurgte jeg og hun brød sammen.

------------

{Please, del, kommenter, og vote}

Jeg har virkelig brug for nogle grunde og motivation til at forsætte den her historie. For at være ærlig er jeg begyndt at hade den, og kæmper hver dag med at færdiggøre bare et kapitel - det burde ikke være sådan.

Så please, fortæl mig for du overhovedet bliver ved med at læse med?