Linea's synsvinkel
Jeg havde sovet forfærdeligt.
Mest fordi jeg var så småt begyndt at blive vant til, at ligge sammen med Marcus. Men også fordi jeg skulle i retten i dag og tanken om, at Frederiks mor var død gjorde det ikke ligefrem nemmere at falde i søvn. Min mor havde fortalt at hun havde tabt til kræft, få dage inden han havde tigget om at vi prøvede en gang til.
Hun havde altså snakke med Frederik, uden jeg vidste noget.
Det overraskede mig egenligt ikke på nogen måde, hun havde altid forgudet ham og set ham som den perfekte svigersøn. Mit syn på ham var derimod blevet ændret fuldstændig. Jeg gik fra at være helt enig med min mor, havde det her perfekt liv også til ikke at møde andet end problemer på min vej.
"Er du klar Linea?" Råbte min mor op af trappen og traskede væk i hendes højehæle, uden at vente på et svar fra mig. Jeg kom nedenunder og gav mig til at tage mine Nike sneakers på.
"Skal du have det på?" Spurgte hun og gav mig et elevator blik. Jeg kunne ikke se hvad der var galt i min påklædning.
Det var utroligt simpelt og på ingen måde grimt. Jeg havde en sort cowboy nederdel på, mine Nike sock dart sneakers i svag grå/hvid og min grå anneli strik fra WoodWood, samt min ruskindsjakke fra New Look.
"Hvad er der galt i det her?" Spurgte jeg og fulgte efter hende ud til hendes Porsche Macan S.
"Det er sommer, og du har en strik på," sukkede hun og startede bilen, for at kører væk fra huset.
------
Jeg var bange for min mor.
Uden tvivle. Bange for hendes reaktioner, hvad hun tænkte om mig og ikke mindst om hun ville støtte mig i retten, eller Frederik.
Min mor havde en syg måde at holde mig nede på. Hun var konstant bedre vidende og kunne aldrig erkende hvis hun tog fejl - især ikke overfor mig. Jeg havde aldrig helt forstået hvorfor, men jeg var for bange til at spørge indtil det, sæt nu jeg bare gjorde det hele meget værre.
Vi sad på de pladser der var blevet tildelt os og kort tid efter, kom Frederik ind med hans far.
Det var åndssvagt og jeg følte uden tvivle at det her var en scene fra Gossip Girl - en flok rige teenager der ikke havde andre problemer end hinanden.
Ergo, det var selvskabte problemer og noget omverden, så som totalt uansvarligt og umoden.
Dog ændrede det ikke følelsen der stød igennem mig, da jeg så Frederik igen og nu med den viden om at hans mor var borte. Jeg var bestemt klar over, at det ikke var en undskyldning for hans opførsel, hvis det altså var ham der havde overfaldet mig.
Men det var bestemt en forklaring på, hvad der havde ødelagt ham nok til, at agere som han havde.
"Vi er i dag samlet..." det var det eneste jeg fangede før jeg blev slugt ind i min egen verden og ikke kunne fokusere på andet end Frederik.
Han var knust og mit hjerte bristede. Jeg kunne ikke bære at se ham i den tilstand. Vi havde jo hængt sammen lige siden vi nærmest kom til verden - omstændighederne kunne ikke tage den følelse fra mig, og det ville de aldrig nogensinde kunne.
Jeg elskede ham og jeg ville altid bekymre mig om ham. Det ville altid påvirke mig, hvordan han havde det.
"Det var mig," de få ord trak mig tilbage og jeg kiggede chokeret, ind i hans øjne der var helt røde. Jeg panikkede og kiggede hurtigt på min mor, derefter juryen også igen på Frederik.
"Hvad," hviskede jeg og han kiggede ned i bordet.
Jeg havde det blandet med det.
For det første kunne jeg ikke tro mine egne ører og for det andet kunne jeg ikke forstå han bare tilstod. Jeg ville ikke have de skulle fører ham væk og spærre ham inden, han havde jo handlet grundet sorg.
Han havde været knust og var blevet endnu mere knust, af at jeg havde været så kold og afvisende overfor ham. Den eneste han havde regnet med, han havde 110% svigtede ham, når han havde det aller sværeste og mest brug for mig.
Jeg panikkede endnu mere, da dommeren slog sin hammer i bordet og idømte ham 21 dag i fængsel. Han så ikke ud til at blive påvirket af det, på nogen som helst måde, eller tænke over hvordan det ville påvirke hans fremtid eller nuværende skolegang.
Det hele ville kun blive op af bakke, det sekund han satte sin fod ind i spjældet.
Ikke nok med det, ville hans far også se ned på ham resten af hans liv. Jeg vidste hvor meget han så op til ham og hvor langt han ville gå, for at tilfredsstille ham eller gøre ham pave stolt.
Det blik han havde lige nu, Frederiks far, var ingen af delene og jeg var klar over at intet fra nu af ville blive let for Frederik og det var alt sammen min skyld.
"Ikke tag ham væk," skreg jeg op og forsøgte at nå over til ham. Men af en eller anden grund, forsøgte alle at holde mig fra ham. Da jeg endelig nåde over til ham, slog jeg desparat min arme om hans nakke og forsøgte at holde fast. De forsøgte stadig at rive mig fra ham og det lykkedes den også.
"Undskyld, virkelig!" Fik jeg sagt inden de fik mig trukket af ham og de førte ham væk.
------------
{Please, del, kommenter, og vote}
Da jeg skrev det her kapitel, var det dagen efter jule aften - men i dag er det d.26 december og jeg har stræbet efter at få skrevet minimum 10 kapitler til i dag, som jo så er i morgen for mig nu.
Confusing much!
Uanset vil jeg i hver fald sig tak rigtig mange gange for, at i gider at følge med i den her historie.
Jeg havde givet jer en udfordring og sagt at historien skulle have 20k reads inden d.24 hvis I ville have maraton - de nåde i natten til d.23 december og d.25 rundede den op på 21k!
Keep in mind, jeg postede ikke d.24 eller d.25 - seriøst I er fandme for seje!
En sidste ting jeg gerne vil påpege er, at ja det kan godt være det her en en fan fiction og min målgruppe er udelukkende Marcus og Martinus fans aka. mm'ers som I jo så fint kalder jer!
Men jeg har også haft så brændende et ønske om at formidle en information og på en måde opdrage lidt på folk.
Jeg ved hvor dumt det lyder!
Men alder er bare et tal! Jeg er ikke bleg for at sige at jeg har veninder på min lillesøsters alder eller yngre og det burde bestemt hellere ikke være så stort et tabu at falde for en der er 2-3 år yngre, hvis ikke endnu yngre.
Bruh, det blev en lang takle tale - men håber I orkede at læse så langt her og forsat vil følge med. xx
