Linea's synsvinkel
Vi havde stået i hinandens arme i et stykke tid, da jeg kunne mærke han fik øje på noget bag ved mig.
"Er det... er du kjørt i den?" Han var overrasket og tydeligvis fascineret af min bil.
"Det er min ja," grinede jeg af ham og fulgte ham med øjne, imens han gik tættere og tættere på min Range Rover.
"Men er... er du rik?" Spurgte han endnu mere overrasket. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, fordi jo jeg var rig, men det var nødvendigvis ikke noget jeg var utrolig stolt af.
"Lad os bare sige at jeg sjældent ser min mor," svarede jeg og undgik hans blik.
Han var hurtigt over ved mig, og var som alle andre gange ikke bange for nærkontakt.
"Unnskyld, jeg mente ikke at..." begyndte han.
"Ikke tænk på det," afbrød jeg og gav ham et svagt smil. Han havde været tæt på mig før, og jeg vidste hvordan han var, når det kom til nærkontakt, men det her var anerledes. Det havde aldrig været tæt med med hans hovede eller så intimt. Intimt nok til at få mit hjerte til at banke ukontrolleret, og mine øjne til at flakke. Han trak mig ind i et kram og vi gik efterfølgende indenfor.
"Hvor er alle henne?" spurgte jeg og bed mærke i, at vi var de eneste i Marcus' hjem.
"Martinus er hos en kompis, mamma, pappa og Emma er på skolen til skole arrangement," svarede han, greb min hånd og trak mig med op oven på. Jeg kunne mærke hvordan søvnen meldte sig mere og mere på banen, men jeg var også klar over at jeg måtte holde mig vågen, ellers ville jeg vågne engang i nat. Vi kom ind på et Manchester United præget værelse, ikke det helt store men der var ingen tvivle, han støttede de røde.
"Nejnejnej, ikke United?" udbrød jeg klagende. Jeg spillede utroligt meget, lod som om jeg skulle kaste op eller havde fået hovedepine. Marcus smilede stort og begyndte efterfølgende at grine.
"Liker du ikkje United?" spurgte han udfordrende, samtidig med han gik tættere på mig.
"Nej," grinede jeg og tog nogle skridt baglæns og væk fra ham.
"Nej?"
Jeg rystede på hovedet og forsatte bag ud. Til sidst ramte jeg døren med min ryk og et lumsk smil bredte sig på Marcus' læber. Han greb fat om mig og smed mig over på hans seng og landede derefter blidt på mig.
"Marcus du maser mig," grinede jeg og forsøgte at vride mig fri. Til min store overraskelse, trillede han ned fra mig og fik i samme bevægelse rullet mig op på hans krop.
"Smooth," sagde jeg flabet og hvilede min hage på hans brystkasse, så jeg stadig kunne kigge op på ham.
"Veldig," svarede han. Jeg drejede mit hovede så min kind nu lå imod hans brystkasse.
"Hvem liker du hvis du ikkje liker United," spurgte Marcus roligt.
"City," sagde jeg kort og afventede hans reaktion.
"What?! Liker du Manchester City?!"
"Nej," grinede jeg og nød fuldt ud hvordan han var fløjet op i sengen og kiggede bebrejdende og nærmest såret på mig.
"Jeg er Chelsea supporter," hvilkede jeg vidste ikke gjorde det meget bedre, men jeg vidste det var bedre. Han lagde sig ned igen mens han rystede på hovedet af mig.
"Hva vil du gjøre?" Spurgte han imens han nussede mit hår.
"Helts bare slappe af, jeg har ikke sovet i mere end 3 timer." Svarede jeg og lagde mig lidt mere til rette på ham.
------
Marcus' synsvinkel
Hun var faldet i søvn kort tid efter, jeg havde spurgt hvad hun gerne ville lave. Jeg bebrejdede hende ikke på nogen måde, hun havde ikke holdt en eneste pause på vej herop. Hun lå stadig oven på mig, helt afslappet. Min konstante trang til at være tæt på hende, havde smittet lidt af på hende og jeg kunne mærke hun stille og rolig var ved at affinde sig med det. Til at starte med kunne jeg godt mærke på hende, at hun fandt det en anelse underligt.
"Hei," sagde Martinus lidt for højt.
"Shh!"
"Sorry, sover hun?" Spurgte han og satte sig på kanten af min seng. Jeg nikkede uden at tage mine øjne fra hende.
------
Linea's synsvinkel
"Sorry, sover hun?" Lød det fra Martinus og vækkede mig.
"Hvor længe har jeg sovet?" Spurgte jeg imens jeg strakte mig og lagde efterfølgende mine arme om Marcus' nakke og puttede mig længere ind til ham.
"3 timer kanskje," svarede Marcus mens de begge grinede af mig. Jeg havde brug for mere søvn, men det måtte være nok for nu.
Det var forfærdeligt, og jeg burde slet ikke blive så betaget af ham, som jeg var blevet. Måden han smilede stort på, inden han begyndte at grine, var en af de mange ting jeg slet ikke kunne stå for.
"Vil I bli med på fotball banen?" Spurgte Martinus.
"Vil du det?" Marcus rettede spørgsmålet direkte imod mig.
"Nej, men I kan bare..."
"Du er kjørt veldig langt for at se meg, så jeg stikker ikkje bare fra deg," konstaterede han. Jeg nikkede og så undskyldende på Martinus.
"Vi kan gøre det i morgen?" Forslog jeg og han nikkede lidt skuffet. Jeg vidste hvor tætte tvillinger var, og der var ikke noget jeg var mere bange for at ødelægge end deres bånd.
"Marcus seriøst, bare tag afsted, det okay med mig!" Sagde jeg efter Martinus havde forladt rummet.
"Men du..."
"Jeg er kørt langt og fordi jeg er kørt så langt, kører jeg ikke tilbage lige foreløbigt - don't worry," smilede jeg.
"Er du sikker?"
"Ja, gå med ham!" jeg rullede ned af ham og han trissede over til døren, inden han gik helt ud af værelset og med sin bror, kastede han et sidste blik hen på mig.
"Ha det!" jeg smilede hen imod ham og hvilede min hage på min håndryg. Min handling fik ham igen til at grine og der var bestemt ikke noget jeg kunne lide mere end hans store smil, efter fulgt af et grin.
------------
{Please, del, kommenter, og vote}
Får dette kapitel 20 votes/likes (kald det hvad du vil) inden der er gået 24 timer, er der dømt maraton. xx
