Marcus' synsvinkel
"Slutt å legge an på, Maria!" sagde Martinus som det første, efter han havde lukket døren ind til vores dressing room.
"Jeg flirtede ikkje," grinede jeg og gik forbi ham.
"Nei nei, slett ikkje," han trykkede på knappen som tændte for Play Station'en.
"Men helt seriøst... hvad er der med deg og eldre jenter?" Jeg rullede mine øjne af ham, ret så sikker på jeg havde svaret på det spørgsmål, eller ligne spørgsmål, mindst tusinde gange før.
"Jeg liker eldre jente, de er mere modne også ser de mye bedre ut," han skød et øjenbryn i vejret, han var tydeligvis uenig med mig.
"Men de er ikkje til sådan noe som deg, som er yngre og ikkje ser bra ut," han smilede skævt og begyndte at grine. Så kæphøj han nu var, var han udmærket godt klar over, at hvad han lige havde fyret af var sjovt.
"Vi er like, idiot," jeg kastede en pude efter ham og valgte Manchester United som mit hold.
"Whatever, lad os spille," Martinus valgte Chelsea som sit hold. (A.N; holdET btw)
------
Linea's synsvinkel
Bøger, papir og blyanter lå ud over hele min seng. Jeg havde kæmpet med mine lektier, lige siden jeg var stået op og jeg kunne simpelhen ikke fokusere mere.
Klokken var 19:58.
Jeg skubbede alt ned på gulvet undtagen min computer, og trak tæpperne helt op omkring min krop. Jeg kunne lige så godt slå tiden ihjel ved at lytte til deres sange, overvej hvor pinligt det ville være for mig, at ende på første række også ikke kunne bare en smule af deres sange.
Min computer startede op, og jeg gik efterfølgende ind på safari, som tog mig videre til Youtube og jeg søgte efter Marcus & Martinus - den første sang der kom frem var en der hed Without You.
------
Efter jeg havde set og hørt alt de havde lavet og lagt på Youtube, gik jeg nedenunder, i håb om der snart ville være aftensmad.
"Perfekt timing, Linea," min mor sagde den sætning jeg havde håbet aller mest på at hører, samtidig med hun satte en skål med pasta på bordet.
Min søster kom nedenunder, ligesom min bror gjorde kort tid efter. Vi snakkede ikke rigtig om noget specielt, kun hvilke planer vi havde for næste uge. Min bror skulle det sædvanlige, på arbejde, fitness, sove også gentage det hele 5 gange.
Min lillesøster på den anden side havde aldrig planlagt sin uge, eller jo hun havde hendes skole hun skulle passe, ligesom jeg også havde hun håndbold to gange i ugen, men ellers var hun meget spontan anlagt.
"Du skulle til København næste weekend, ikke sandt Linea?" Spurgte min mor.
Jeg nikkede og prøvede at undgå flere spørgsmål omkring København.
"København? Hvad skal du lave i København?" Små grinede min bror.
Fedt, jeg var nød til at lyve eller havde jeg?
"Sofie og jeg skal til koncert," svarede jeg og prøvede så ihærdigt som muligt, at lukke den her samtal eller rettere sagt, regnen af spørgsmål.
"Hvem var det nu kunstnerne var?" Blandede min mor sig.
Flot, det eneste spørgsmål der ikke havde behøvet at komme på banen. Siden hvornår var alt det her overhovedet så vigtigt at få at vide?
Jeg skulle til en koncert, end of story!
Jeg vidste at hvis jeg fortalte dem det, ville de fortælle Frederik det, næste gang han kom med her hjem og efter de havde fortalt Frederik om det, ville han automatisk og helt uden at tænke sig om, fortælle hele skolen det. Hvorfor skulle det her overhovedet være så kompliceret, det var for fanden bare en koncert.
"Marcus og Martinus"
Sagde jeg lige?
Shit!
"Du skal til-" jeg afbrød ham hurtig.
"Kun fordi Sofie ikke har nogen at tage med, ikke fordi jeg kan lide dem, jeez, må man have lov at være her?"
Min lillesøster og storebror sendte mig et blik, der signalerede at de ikke troede på mig et eneste sekund! Jeg havde aldrig snakket om de her to norske drenge og pludselig troede de jeg var kæmpe fan, typisk! De blev ved med at grine, hvilket kun gjorde mig endnu mere irriteret. Jeg ville aldrig komme til at kunne lide deres musik, eller personlighed for den sags skyld, end of story.
"Oh my God, kom videre. Jeg tager ikke afsted på grund af koncerten, men for Sofie. Tag jer sammen, seriøst!" Sagde jeg irriteret og lod mine øjne rulle synkront i samme retning - 360 grader.
De forsatte med at grine.
"Jeg giver det 3 dage efter koncerten," fik min lillesøster fremstammet imellem hendes konstante latter.
"3 dage indtil hvad?" Spurgte jeg forvirret, men ikke mindre irriteret.
"3 dage indtil du ikke kan tænke, på andet end Marcus og Martinus."
Hvilket fik dem alle tre, til at grine endnu mere.
Det her var grunden til, jeg ikke kunne fortælle nogen om den her koncert, de ville ikke kunne holde op med at grine. De ville tænke de underligste ting om mig, og sikkert aldrig komme videre efterfølgende, også selvom det kun var én koncert.
------------
{Please, del, kommenter, og vote}
Så fik jeg endelig taget mig sammen til at skrive det her kapitel over til dansk. Tusind tak for den fine modtagelse af de første to kapitler og at I forsat vil følge med.
- xoxo
