Linea's synsvinkel
Koncerten havde faktisk været sjov. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor ærgerligt det var, at det er direkte mobbe grund at syntes om deres musik, pga. Deres alder. Selvfølgelig var det ikke alle sange jeg ville lytte til, som jeg lytter til Ed Sheeran's, men synge kunne de bestemt.
Jeg er 100% fan.
"Der er du jo Sofie," kaldte en efter hende, da vi var kommet ud af salen. Det var Rasmus, ham der kalder sig selv Lakserytterne på de social medier.
Jeg kiggede skeptisk på hende, hvad skulle vi nu?
"Hej Rasmus," smilede hun og gav ham et kram.
Jeg stod akavet og kiggede på, hun kendte ham jo tydeligvis bedre end jeg gjorde.
"Hej, Linea," jeg gav ham og hilste selvfølgelig på, også selvom jeg ikke kendte ham.
"Så er vi her alle sammen," sagde han til en kvinde, som stod i en dør ind til bygningen vi lige kom fra. Sofie begyndte ivrigt at gå med.
"Hvad er det her?" Spurgte jeg, og forsøgte at stoppe hende.
"Kom så piger, I kan snakke når vi kommer indenfor," sagde damen og jagede med os. Vi gjorde som hun sagde og fulgte efter de andre. Jeg spurgte igen, hun virkede alt for spændt til min smag.
"Det får du at se, slap nu af."
"Skal jeg slappe af? Det dig der er helt vildt spændt, og jeg har ikke den fjerneste ide om, hvad der skal til at ske," svarede jeg irriteret og drejede om et hjørne og ind til et stort rum, hvor de andre stod.
"Du kan sku da lægge to plus to sammen, Linea," svarede hun og gik over til Rasmus efter han havde vinket os over til ham.
Jeg fulgte med, som jeg havde gjort det meste af dagen.
Rasmus, Sofie og Rasmus' ven stod og snakkede om al verdens ting. Jeg plejede normalt at være utrolig social, men lige nu havde jeg mest af alt bare lyst til, at komme tilbage på hotel værelset og sove.
Det gav et mindre sæt i hele min krop da jeg fik øje på Marcus, var det derfor vi var her - havde hun trukket mig med til m&g?
"Sofie, Marcus er her," sagde jeg overrasket og fik alle tre til at grine.
"Surprise."
Du ville måske syntes jeg overreagerede, men jeg havde lyst til at forsvinde herfra, med det samme. Jeg var udemærket godt selv klar over, at jeg var en smule tryllebundet af ham, forskellen var bare at jeg ikke ville indrømme det overfor nogen andre, så jeg forsøgte at holde det nede.
Vi blev stillet op på en række, som var vi en flok fans der ventede ude foran deres hotel, for at få et billede.
"Er det her virkelig nødvendigt, Sofie?" Spurgte jeg, og fulgte Marcus med øjne.
"Jeg gik med til at tage til koncert med dig, ikke alt det her meet and g-" min sætning blev afbrudt af et simpelt hej på norsk. Det tog ikke Sofie mange sekunder at ignorere mig fuldstændig og give alt hendes opmærksomhed til nordmanden, jeg ikke kunne få ud af min tankegang. De gav hinanden et hurtigt kram, også landede hans øjne på mig. Jeg sendte ham et troværdigt smil, det tog ham ikke mange sekunder at gengælde det.
"Hei," ikke nok med at jeg var tryllebundet af ham, så var hans modersprog også mit svagpunkt.
"Hej."
"Jeg så dere på konserten," smilede han stort og trak mig ind i et kram. Jeg kunne allerede nu fornemme, at han ikke var typen der var genert anlagt.
"Jeg var importeret, virkelig!" Svarede jeg og fik endnu et smil tilsendt, inden hans blik landede på Rasmus ved siden af mig, og han blev helt gearet op.
"Rasmus, jeg har savnet deg!"
------
"Vi skal filme en musical.ly," råbte Martinus op og fiskede sin mobil frem. Alle bevægede sig over imod ham, og stillede sig klar.
"Linea!" Sagde Sofie kommanderende og forsøgte at få mig med i videoen.
"Jeg skal ikke være med," svarede jeg forsigtigt og lænende mig imod bordet bag mig.
"Kan du filme da?" Spurgte Martinus og jeg nikkede - så længe jeg ikke kom med i videoen, kunne jeg sagtens hjælpe med at optage den. Det tog få sekunder at lave den, og inden vi nåde at se os om, havde de smidt den ud på musical.ly så hele verden kunne se den.
Vi skulle så småt til at sige farvel, hvilket jeg bestemt ikke havde noget imod, jeg var så utrolig smadret, at det halve kunne være nok.
"Hei du?" Spurgte nordmanden som hele min tankegang drejede sig om for tiden, i det han lagde en hånd på min skulder for at sikre sig, at han havde fået min opmærksomhed. Jeg vendte mig rundt, og afventede hans spørgsmål.
"Jeg bare lurer på om jeg kanskje kan få snappen din?" Jeg skød et øjenbryn i vejret, og kunne ikke lade være med at fnise af ham, men tog alligevel hans mobil og scannede min Snapchat kode ind og trykkede tilføj.
"Don't be a stranger," sagde jeg flabet og krammede ham farvel.
"Tro meg jeg blir det ikke," konstaterede han.
------------
{Please, del, kommentere, og vote}
