96 timer

1.1K 43 5
oleh whoisms
oleh whoisms
                                    
                                              Linea's synsvinkel
                          Jeg havde ikke bevæget mig ud i 4 dage, men bare siddet inde på mit værelse og drukket alt for meget te. Der var ikke gået en eneste time, på alle 96 timer hvor Marcus ikke enten havde ringet eller skrevet at jeg skulle svare eller ringe tilbage til ham.
                          Dagen efter jeg havde efterladt Sofie havde hendes mor også skrevet til mig, men da jeg ikke svarede på hendes besked, havde hun ringet og skældt mig ud overfor min mor, hvorefter hun var kommet ind til mig og givet mig et møgfald. Det var endt ud med at jeg havde råbt af hende og sagt en helt masse, jeg bestemt fortrød kort tid efter.
                          Martinus
Hva skjer?
                          Linea
Det sker ikke noget?
                          Martinus
Der gjør jo det. 
Du svare ikkje på meldingene fra Marcus.
                          Linea
Har han ikke fortalt dig hvad der skete?
                          Martinus
Jo han har gjort det. 
Men du må jo prate med ham!
                          Linea
Nej, det må jeg faktisk ikke
                          Martinus
Linea, jeg har aldri set ham så trist!
                          Linea
Skulle han have tænkt over før han tog hendes parti, uden at vide hvordan hun er 
eller hvad der rent faktisk skete
                          Læst 15.03
                          ------
                          Jeg havde endelig taget mig sammen, til at sætte en fod uden for mit værelse og videre ned i et andet rum, der sjælendt var nogen i. Allerede nu var jeg øm i hele kroppen, efter kun 10 minutters løb - jeg var i utrolig dårlig form. Måske var det det jeg skulle begynde at fokusere på, nu når Marcus var ude af billedet. 
                          Min mobil lyste op og frem kom Martinus' navn på skærmen af den. Jeg sukkede irriteret og lagde på, lige nu orkede jeg ikke at hører på hans prædker om, at jeg skulle lytte til Marcus eller give ham en chance. Der gik ikke mere end få sekunder, så ringede den igen og jeg måtte lægge på en gang til. Sådan forsatte det cirka 17 gange, min mobil lyste op og jeg lagde på.
                          "Martinus, hvad vil du?!" Snærede jeg, da jeg endelig tog den.
                          "Linea, du kan ikkje bare unngå meg!" Svarede Marcus. Jeg burde have vidst at de havde snakket sammen og aftalt det her. I det jeg skulle til at lægge på, stoppede han mig.
                          "Ikkje gjør det! Lad meg forklare!" 
                          "Hvad vil du forklare?!" Snærede jeg.
                          "Jeg tog ikkje partiet til Sofie, jeg bare spurte... hvorfor måtte du akkurat skubbe henne?" Jeg sukkede irriteret og gad ikke til at forklare en gang til.
                          "Jeg har fortalt dig det tusinde gange, Marcus!" 
                          "Nei du har faktisk ikkje det!" Svarede han og hævede stemmen. 
                          "Du ved ikke hvordan hun er!"
                          "Nei, du vil ikkje prate til meg! Jeg vet ingen ting!" 
                          "Du ville ikke tro mig, hvis jeg gjorde og ville du heller ikke bekymre dig..." svarede jeg med en lille stemme. Bare tanken om, at hun sådan uden videre, kunne være så ligeglad med vores venskab, som hun var begyndt at blive. 
                          "Slutt og ring meg, Marcus..." afsluttede jeg med et tungt hjerte og med en svag stemme.
                          ------
                          Marcus' synsvinkel
                          "Hva sage hun?" Spurgte Martinus hurtigt.
                          "Hun... hun, hang up on meg," svarede jeg og var helt tom for ord. Martinus så ikke overrasket ud og forklarede hvor stor en idiot jeg egenligt var. 
                          "Skjønner du ikkje at hun rat for at du gjør det eks kjæresten hennes gjorde?" Spurgte han.
                          "Men jeg ville jo aldri... vi er ikkje engang kjærester!" Forsvarede jeg mig selv. Han sendte mig et dumt blik og rystede irriteret på hovedet af mig. 
                          "Du skjønner hva jeg mener!" Startede han.
                          "Du er veldig glad i henne og hun er veldig glad i deg, men du bare fucker det op! Du må likesom støtte henne da, og ikkje hendes venninne. Jeg kjenner ikkje Linea så veldig bra som du, men jeg vet at hun ikkje er sådan en jente som bare går rundt og lager drama!" Hvert og et ord der kom ud af hans mund, havde han jo ret i. Jeg havde ikke rigtig tænkt over, hvordan hun ville reagere for 4 dage siden, på at jeg spurgte så meget indtil det samme og ikke kunne sætte mig ind i hvorfor hun havde gjort som hun havde gjort.
                          Marcus:
Nå må du faktisk fortelle meg var skjer! 
Jeg er veldig glad i deg Linea, og jeg ville ikkje at vi ikkje prater! Jeg vet at jeg bare skulle ha hørt hva der gjorde deg så veldig lei. Hva må jeg gjøre for at du ville tilgi meg, jeg klarer ikkje dette for du betyder alt for meg og jeg vil ikkje være me nogen anden end du, Linea! 
Du er beste vennen min og vi må krangel men vi har gjort det i 4 dage og jeg klar ikkje mere, for jeg elsker jo selskapet dit og deg! Ikkje bare gi op på os, fordi vi har kranglet en gang!💛  
                          Jeg skriver ikkje igjen, nå må du vise meg at du ikkje bare er en person som gir op.
                          Lest 11:57



                          ------------
                          {Please, del, kommenter, og vote}
                          Glædelige 7. December venner - som jo faktisk slet ikke er d.7 men jeg glemte alt om det i går, så gæt en gang, I får den her nu også går jeg i gang med mere til jer, med det samme! xx