Linea's synsvinkel
"Hvad sker der med dig?" Spurgte jeg Sofie mens jeg trak hende op i et hjørne.
"Hvad mener du?"
"Hvorfor er du ikke sammen med Emma og jeg? Du sidder bare og følger med i hvad Martinus og Marcus laver!" Konstaterede jeg. Hun sukkede irriteret og rystede på hovedet.
"Jeg er jo ikke taget med for at være sammen med dig og Emma, men pga. Dem."
"Mener du det?" Spurgte jeg forarget.
"Havde det ikke været for mig, ville du slet ikke være her!" Afsluttede jeg.
"Tsh, sæt nu ikke dig selv for højt!" Fnøs hun. Jeg kunne ikke styre mig selv, og skubbede hende ind i væggen. Ikke noget utroligt voldsomt eller aggressivt, men skubbede hende gjorde jeg.
"Jeg sætter ikke mig selv højt på nogen måde, men fortæller dig sandheden! At du er i så stor benægtelse, til at kunne se det i øjne er ikke min fejl!"
"Hva skjer?" Spurgte Marcus og afbrød os.
"Linea har det slået helt klik for! Hun står og råber af mig og skubber mig ind i væggen." Jammerede Sofie.
"Jeg råber ikke af dig," forsvarede jeg mig selv.
"Men du skubbet henne?" Spurgte Marcus. Jeg vidste ærligt ikke hvad jeg skulle svare, for det var jo rigtigt at jeg havde skubbet hende. Men hun havde fået det til at lyde som, var jeg gået helt bersærk på hende, hvilket jo overhovedet ikke var tilfældet.
"Utroligt du ikke bare kan indrømme det! Du skubbede mig lige ind i væggen!" Jamrede Sofie igen. En af min bedste veninder var gået hen og blevet noget jeg slet ikke kunne genkende!
"Jeg trenge ikkje forklare mig for dere! Du skjønne hva sjette, Sofie!" Svarede jeg på norsk. Jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde gjort brug af sproget, som jeg lige havde gjort. Jeg rystede skuffet på hovedet af hende og snakkede til hende en sidste gang.
"Du må selv finde en måde at komme hjem på, for jeg kører nu og du kører helt sikkert ikke med mig!" Sagde jeg inden jeg var på vej ud af bygningen.
"Hey Linea, hva er problemet dit?" Råbte Marcus og løb efter mig. Sofie stod tilbage og så til, hun kunne få dem begge to for sig selv, hvis det virkelig var det hun ønskede. Jeg orkede ikke alt det her.
"Hvad mit problem er?" Jeg hævede stemmen.
"Ja, du kan ikkje bare velte henne inn i veggen da!" Snærede han af mig. Igen vidste jeg ikke hvad jeg skulle svare, fordi nej det havde virkelig ikke været nødvendigt, men de fik det begge til at lyd som om, jeg havde lavet det groveste volds overgreb på hende.
"Jeg puffede til hende Marcus, I får det til at lyde som om jeg har udført grov vold!"
"Uanset trenge du ikkje velge henne inn i veggen!"
"Du fatter det virkelig ikke. Men det fint, kravel tilbage til hende, jeg gider ikke det her umodne pis."
Han rystede irriteret på hovedet af mig og pressede sine læber imod mine.
"Du gjør meg gæærn!" Svarede han med et glimt i øjet og var uden tvivle overbevist om, at han havde kysset mig på det helt rigtige tidspunkt! Men hans timing kunne ikke være værre. Det tog få sekunder at synke ind, inden jeg skubbede ham væk fra mig og tog et skridt tilbage.
Første stod jeg bare og stirrede på ham i meget få sekunder inden jeg forsvandt ud af døren og kørte væk fra ham. Efterlod ham, og regnede bestemt med at det her ville være sidste gang jeg så ham.
------
Turen hjem var langt værre, end turen hjem fra Trofors havde været. Min beslutning havde været, som havde en taget en kniv og kørt rundt i hjertet på mig. Det var forfærdeligt. Jeg var et stort følelsesmæssigt rod! Fuld af sorg, vrede, jalousi, forvirring og ikke mindst var jeg fyldt til renden af fortrydelse. Hvorfor skulle jeg være så usikker på alt, hvad der havde med Marcus at gøre! Jeg var jo på ingen måde i tvivle om, hvor meget han betød for mig, og det var tydeligt at se at jeg også betød meget for ham.
Men alle eventyr har en slutning, og det her gik bare ikke! Ikke nu hvor Sofie havde gjort det hendes livs mission, at ødelægge alt det jeg havde med dem.
"Fuck," streg jeg og slog hårdt til rettet i bilen og forsat græd ukontrollerende. Det var 17. Gang Marcus ringede og hver gang havde jeg bare stirret tomt på den.
"Slutt og ring meg." Sagde jeg imellem min gråd inden jeg smækkede røret på og satte farten op. Jeg skulle hjem og det kunne ikke gå for hurtigt.
------
Jeg slyngede bilen op af vores indkørsel og kastede mig selv ned i min seng, idet jeg kom ind på mit værelse.
Snap fra Sofie
Jeg åbnede den med en fart der var hurtigere end lysetshastighed. Det var af hende der stod backstage og så dem optræde. Hun havde tilføjet en lille tekst, mine bedste efterfulgt af et hjerte. Den lå også på hendes Snapchat, og modsat mig var hun ikke bleg for at vise hun var i deres selvskab. Måske var det sådan her det skulle være. De ville jo tydeligvis ikke kunne finde nogen, der ville støtte dem mere end hun ville.
Hun var perfekt for dem.
------------
{Please, del, kommenter, og vote}
Glædelige 6. December venner! xx
