Linea's synsvinkel
Dagene gik og jeg havde aldrig følte mig så ensom før. Frederik havde forsøgt i en længere periode at undskylde, forklare og prøvede konstant at få mig tilbage. Der var en dag hvor jeg var tæt på at falde i, men inde jeg så mig om var jeg gået fra ham.
Marcus havde efterhånden også givet op, og jeg havde det elendigt med, at lade alt det her gå ud over ham. Uanset hvor meget jeg gerne ville snakke med ham og lade ham være der for mig, kunne jeg ikke.
"Linea!" jeg så forskrækket op fra min notes bog.
"Hvad?" spurgte jeg med en lille stemme.
"Hvilken betydning har alken?"
"Det er forbindelsen mellem C og H i en trippelbinding," svarede jeg hurtigt.
"Nej, bindingen er dobbelt ikke trippel. Hvis det kunne passe ind i dit skema, måtte du rigtig gerne følge med i min undervisningen nu!" snappede han og forsatte.
------
"Er du ikke ved at være lidt rusten, Einstein?" spurgte Frederik inden han bankede sin skulder imod min og gik forbi, som om ingenting var sket. Hans venner fulgte efter ham. Jeg kunne ikke længere kende ham. Endnu værre, jeg kunne ikke længere kende mig selv.
Min mobil lystet op og noget i mig ønskede, inderligt at det var Marcus, men mine forventninger blev hurtigt slået til jorden igen.
Besked fra mor
Mor:
Hej skat, jeg kommer sent hjem idag, så ville bare lige skrive god nat på forhånd.
Jeg klikkede ind på smsen som lignede alle de andre smser, jeg havde fået fra hende i tidensløb. Det handlede altid mere eller mindre om det samme - jeg skulle klare mig selv. Noget der undrede mig var, at min lillesøster mindede mig utroligt meget om min mor, aldrig hjemme og havde altid super travlt.
"Linea?" et chok skød igennem hele min krop.
"Ja?" to piger som gik på mit spansk hold stod lige foran mig.
"Er det her dig?" de drejede mobilen, de begge havde stået og stirret på før. Frem kom et billede af Marcus og jeg på vej ud fra tv stationen, Skavlan var blevet sendt fra.
"Øhm?"
"Det ligner dig utroligt meget," fastslog den ene af dem, mens den anden nikkede. Inden jeg nåede at svare, kom Frederik og hans venner tilbage.
"Hvad står vi og sladre om de damer?" spurgte den ene af dem kækt.
"Ligner det her ikke Linea?" de drejede mobilen om imod flokken. En panik ramte mig, samt en million tanker skød igennem mit hovede og endnu flere blev tilføjet, til strømmen da jeg så Frederiks ansigtsudtryk. Jeg turde slet ikke tænke på, hvad han tænkte om mig.
"Det er Linea," svarede han koldt inden han greb fat i mig og bogstavelig talt slæbte mig med udenfor og væk fra de andre.
"Hvad fuck var det lige jeg så?" råbte han.
"Et billede af mig og..." jeg kunne ikke få mig selv til at sige hans navn højt, hvilket kun fik mig til at kunne lide mig selv endnu mindre.
"Marjus eller Martinius? En af de to taber fra Norge, din fætter er helt besat af?" råbte han igen.
"Ja," svarede jeg stille, min stemme var mindst ligeså lille som i kemi timen, hvis ikke mindre.
"Er det derfor vi ikke fungere mere, fordi du har fået smag for fjeldaber på din lillesøsters alder?" råbte han. Noget ved hans sætning sagde klik inde i mig, og jeg tændte helt af på ham.
"Nej Frederik, vi fungere ikke fordi du ikke kunne holde fingrene dine for dig selv og valgte at fucke os op! Det her er du selv skyld i, alt sammen! Og de to fjeldaber, kan jeg udmærket godt forstå min fætter kan lide, for i modsætning til dig kan jeg rent faktisk lide deres selvskab!" råbte jeg tilbage til ham. Jeg vidste det var dumt af mig, men jeg havde gjordt det alligevel og sat hans pis i kog.
Han skubbede mig op af muren og var helt oppe i mit ansigt.
"De smitter endda de to aber. Du snakker jo allerede deres sprog!" han hentydede til mit brug af norsk uden jeg havde tænkt over det.
Han grab fat om min kæbe og smerten bredte sig til resten af mit ansigt.
"Hvis du bare, som et eneste sekund troede jeg kunne erstattes med en mindre årig fra Norge, tager du stærkt fejl. Jeg kan ikke erstattes Linea, for som du sagde, jeg er så dygtig med de hænder jeg har mig," han slap mit ansigt for at ramme min kind, med hans varme hånd, som efterlod et rødt aftryk af den og en endnu større smerte end før.
Han havde efterladt mig.
Forvirring, ydmygelse, smerte og angst fyldte hele min krop. Jeg havde ingen nu, smidt alle væk og stod alene med alt for mange følelser. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, det eneste der vidste hvor det skulle hen, var tårne som gled ned af mine kinder i en fart.
En tanke slog mig, en egoistisk en, en der slet ikke burde være her. Jeg greb fat om min mobil mens jeg forlod skolens grund, med tåre ned af mine kinder. Det tog mig ikke lang tid at trykke numret ind og ringe op.
"Marcus?" spurgte jeg oprevet.
------------
{Please, del, kommentere, og vote}
