Jeg slap hurtigt Marcus' hånd og kiggede skeptisk på min mor. Mit hovede kørte på overtryk og jeg havde ikke den fjerneste ide om, hvad jeg skulle sige.
"Jeg heter Marcus," sagde Marcus og gav hende hånden.
"En nordmand," sagde min mor forbløffet.
"Vent, Linea... er-" begyndte hun at spørge, da det langsomt gik op for hende, hvem han egenligt var.
"Mor, vi er nød til at gå," afbrød jeg hende og trak i Marcus. Han var alt for opdragen og rev sig fri fra mig, for at sige ordenligt farvel til min mor.
"Så hyggelig å møte deg!" Sagde han charmerende til hende og fulgte efterfølgende med mig.
"Var alt det der nødvendigt," spurgte jeg irriteret, da vi kom ud af huset.
"Jeg måtte jo hilse ordentlig på," forsvarede han sig selv og var stadig i godt humør.
"Utroligt hun overhovedet var der, til at du kunne hilse på hende," mumlede jeg irriteret. Jeg var efterhånden begyndt at have så meget had til min mor, at jeg lod det gå ud over alle andre. Tanken om at hun altid havde valgt, og altid ville komme til at vælge hendes arbejde, frem for hendes børn, gav mig kvalme og lyst til at smadre alt og alle på min vej. Det var så forfærdelig en følelse, at jeg aldrig vidste hvad jeg skulle stille op, og derfor endte med at blive sur og til tider aggressiv.
------
Vi havde siddet i bilen i cirka 30 minutter og jeg havde ikke sagt et eneste ord, eller deltaget i de samtaler der havde været. Det eneste jeg havde gidet, var at kigge på det landskab vi kørte forbi. Det gav et stød igennem hele min krop, da Marcus lagde en hånd på mit lår og kærtegnede det. En klump voksede i min hals og jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage. Jeg kiggede på Marcus, med et fortabt blik og gav efter for de mange tårer, der pressede på. Jeg sukkede dybt, og Marcus så mindst lige så fortvivlet på mig nu. Han lagde hans arm om mig og jeg hvilede mit hovede på hans skuldre. Lige nu kunne jeg ikke være mere ligeglad med, at Martinus og Kjell-Erik så os sådan her, jeg havde bare brug for ham. Jeg lukkede min øjne i, for en kort stund og åbnede dem igen, ved følelsen af at Marcus blidt fjernede min tåre. Han pressede sine læber imod min pande og trak mig længere indtil sig.
Inden vi så os om, var vi ankommet til lufthavnen og jeg var stadig mindst ligeså smadret og knust, som da vi satte os ind i bilen. Alt var bare et stort rod lige for tiden og det hele styrtede sammen for mig, da jeg så min mor. Taxichaufføren hjalp os med at få, vores takser fra bagagerummet og vi begav os efterfølgenden ind i lufthavnen. Marcus holdet forsat om mig, som han havde gjort i bilen. Ikke en eneste gang slap vi hinanden. Enten holdte han om mig, holdte min hånd eller også stod vi helt tæt op af hinanden.
"Du, ikkje hver så trist," mumlede han stille til mig og lagde en hånd på min kind for at kærtegne den. Jeg stod og lænende mig op af rullebåndet, vi alle skulle have vores tasker op på, og Marcus stod helt tæt op af mig.
"Der er ikke så meget at smile af. Jeg, skal nok komme mig over det, jeg har bare brug for at..." startede jeg, men vidste ikke rigtig hvordan jeg skulle forsætte. Jeg var helt knust, det var jeg - men blev stadig helt høj over at Marcus havde brug for at være så tæt på mig, især når jeg havde det som jeg havde det. Hans blik havde boret sig ind i mig det mest af dagen, og gjorde det endnu en gang.
Jeg kiggede op på ham og var nu helt ligeglad med at folk så os.
Mine læber mødte hans og hans hænder fandt hurtigt vej ned til mine hofter. Det var ikke noget uhensigtsmæssigt i forhold til vores omgivelser, men alligevel nok til at jeg fik et sug i maven. Han pressede sine læber imod min pande og vi forsatte videre og væk fra security, sammen med Martinus og Kjell-Erik.
------
Ups! Ten obraz nie jest zgodny z naszymi wytycznymi. Aby kontynuować, spróbuj go usunąć lub użyć innego.
Linea: Du er fin i orange💛
Marcusandmartinus: 😘
Vi var endelig ankommet til Trofors og jeg lå bare i hans seng og havde ondt af mig selv, imens han var nede hos sin familie. Jeg ville ikke tvinge ham til at være heroppe hos mig, bare fordi min familie ikke havde tid til mig, betød det ikke at jeg var nød til at trække ham væk fra hans.
Marcus: Jeg troe du sov?
Linea: Gør jeg ikke
Marcus: Jeg kommer op
Linea: Nej, bliv hos din familie
"Yeah, like that's gonna happen," sagde han og kom ind på værelset.
"Jeg laver jo ikke noget spændende," forsikrede jeg ham og prøvede at holde ham væk, med den sætning men han forsatte over imod mig. Marcus kravlede ind under dynen og trak min krop op oven på ham, så vi lå som vi plejede. Min øjne skød sammen i smerte, en smerte som kom fra mine ribben. Jeg rullede hurtigt ned fra ham og lagde mig på ryggen.
"Går det bra?"
"Ja, det bare... mine ribben," svarede jeg og sukkede irriteret. Han sneg sin hånd ind under dynen, lagde den på mine ribben og begyndte at kærtegne min hud.
"Du er simpelthen for sød," grinede jeg.
"Hva nå da?"
"Det hjælper på ingen måde, det gør det bare værre," grinede jeg igen og fik et fornærmet blik fra ham.
------------
{Please, del, kommenter, og vote}
Glædelige 17. December - what er det allerede d.17?! Beklager endnu en gang for at poste så sent, men de sidste 4 weekender har jeg har 70 timer i alt, så det har virkelig været svært at få tid til, overhovedet at skrive. xx
