Dagen efter hans konfirmation var han fløjet til Berlin tidligt om morgenen og det eneste han havde efterladt var en lille seddel, hvor der stod at han ikke nænnede at vække mig.
Det var nu godt og vel to uger siden, de var taget afsted og der var stadig ikke tid. Marcus var i Stockholm nu, og var det ikke for mine eksamener var jeg taget afsted med det samme. Jeg forsøgte at trøste mig selv med, at jeg skulle se ham om få dage, men alligevel gik tanken mig utroligt meget på.
"Linea," sagde min lærer og kaldte mig tilbage ind for at give mig min karakter.
"Der var enkelt fejl her og der, men ikke noget som betyder det helt store, så et flot 10 tal bliver det," jeg åndede lettet ud og sagde farvel og god sommer til dem. Jeg kunne ikke vente med at komme hjem og få slappet ordenligt af.
"Linea," lød det bag mig og jeg slap bildøren til min nye Audi.
"Frederik?" Spurgte jeg stille.
"Du og Marcus huh?" Spurgte han.
Jeg nikkede kort og var ikke rigtig klar over, om jeg skulle være bange.
"Hvad med os?" Spurgte han og gik lidt tættere på mig.
"Der er ikke noget os mere, det troede jeg du-" jeg slugte mine egne ord, ved hans berøring og var nu oprigtigt bange. Hele min krop rystede, og begyndte at ryste endnu mere, da han pressede sine læber imod mit kraveben. Mine hænder landede på hans brystkasse og skubbede ham hårdt ind i bilen, der holdte ved siden af min og sprang ind. Det tog mig ikke lang tid at låse alle døre i bilen og kører væk fra skolen.
"Hva skjer, Linea?" Spurgte Marcus bekymrede, ved lyden af min paniske vejrtrækning.
"Det var Frederik, han prøvede at..." jeg kunne ikke få mig selv til at sige det.
"Hey du, det går bra. Hvor er du?" Spurgte han og forsøgte at berolig mig.
"På vej hjem," svarede jeg.
"Er der noe hjemme?"
"Jeg ved det ikke men..." jeg stoppede mig selv og lod tårnene få frit løb.
"Marcus, jeg savner dig så utroligt meget," hulkede jeg og parkerede bilen i garagen.
"Du får se meg om få dage," svarede han og sendte mig et svagt smil.
"Det har du sagt de sidste 7 dage," mumlede jeg.
"Linea, nå er du sikkelig unfair," mumlede han tilbage. Jeg bed mig i indersiden af min kind og kiggede ned. Han havde ret, jeg var utroligt unfair, men jeg kunne ikke holde det ud mere. Endelig havde jeg givet efter og havde givet mig selv 100% til Marcus, men alligevel føltes det ikke sådan. Ikke når vi knap nok havde tid til hinanden.
"Undskyld," mumlede jeg og Marcus kiggede hurtigt op.
"Det går bra! Snart, jeg lover!" Sagde han og lagde på.
------
Marcusandmartinus taggede dig i er opslag
Oops! Ang larawang ito ay hindi sumusunod sa aming mga alituntunin sa nilalaman. Upang magpatuloy sa pag-publish, subukan itong alisin o mag-upload ng bago.
Marcusandmartinus #ad Thank you for streaming and posting about First Kiss! We see you!😘 And Oslo, see you at VG-lista Rådhusplassen tomorrow!
Linea: Hva har du gang i, Marcus Gunnarsen?!
Marcus: Ikkje noe?😇
Linea: De bliver jaloux!
Marcus: I couldnt care less, søte
Marcus: Det er deg jeg liker
Marcus: Oi, vent det var ikkje det jeg mente, eller jo, men jeg liker dem og, bare ikkje... orh, du skjønner hva jeg mener!
Linea: Aww det var lidt sødt, søde
Marcus: Jeg vet at jeg var lit søt, søte😉
Linea: Jeg tror faktisk du er den sødeste, søde
Marcus: Mener du det, søte?!
Linea: Okay lad os stoppe den her, det her er for spøjst 😂
Marcus: 😘
Linea: 💛💛
"Hvor skal du hen?" Spurgte min mor, da hun så jeg var på vej ud af døren, med min Camilla taske over armen.
"Til Oslo," svarede jeg og gik ud i garagen for at hente en dunk kølervæske og gik videre over til min nye bil, for at smide min taske ind.
"Hvad skal du i Oslo?" Spurgte min mor igen og fulgte hver og en af mine bevægelser.
"Jeg skal op til, Marcus," svarede jeg koldt og hældte kølervæske på bilen.
"Skal du kører derop?"
"Ja?"
"Hvorfor dog det?"
"Fordi Marcus vil gerne se bilen," svarede jeg endnu en gang, på et af hende mange spørgsmål.
"Kan Marcus ikke bare komme her og se den,"
"Marcus var her for 14 dage siden. Men hvordan skulle du kunne vide det? Du var jo ikke hjemme, ingen af jer var," jeg smækkede klappen i, satte mig ind i bilen, uden at sige mere til hende og kørte væk fra mine vante ramme og op imod Oslo. Jeg var klar over jeg kunne komme derop før, ved at tage et fly men på den anden side, havde jeg ikke noget imod at tage turen. Jeg kunne få tænkt over alt det der foregik lige nu, og ikke mindst få noget ro fra omverden og bare være for mig selv.
For at det ikke skulle være løgn, elskede jeg at kører langt og ikke mindst alene. Det var bare noget beroligende over det - det var som en slags meditation for mig. Jeg var ikke typen der var helt anspændt når jeg kørte bil, tvært imod jeg slappede helt af og nød tanken om, at for hvert sekund der gik, jo tættere på Marcus var jeg og jo længere væk hjemmefra kom jeg.
