Linea's synsvinkel
Jeg havde lagt her i 3 dage og de eneste der havde kigget forbi, var min storebror og lillesøster. Det var enormt ensomt, og tanke vækkende at jeg ikke havde andre end min familie og Marcus.
Speaking of, Marcus havde haft ringet mindst 20 gange, men jeg havde ikke fået lov til at brug min mobil, grundede min hjernerystelse. Det havde ikke været så slemt, men nok til at jeg ikke måtte brug min mobil, se fjernsyn eller i det hele taget fortage mig noget andet end at ligge og sove eller kigge rundt.
"Linea? Er du vågen?" Spurgte Gitte og kom ind til mig.
"Ja," svarede jeg og følte mig efterhånden langt mere oven på, end jeg havde været første dag jeg vågnede.
"Der er nogen der er kommet for at se til dig, de påstår at de kender dig?" Startede hun.
"Jaer?"
"Men de snakker ikke dansk?" Jeg spærrede min øjne op og var nød til at bide mig hårdt i læben, for ikke at blive alt for rørt.
"Jeg kender dem godt, bare luk dem ind," sagde jeg hurtigt med en svag stemme. Inden hun nåede at gå ud af værelset for at hente dem, stormede Marcus ind af døren og hen til mig. Han satte sig ved siden af mig og stirrede på mig, i hvad det føltes som en evighed.
"Jeg var så sykt bekymret for deg!" Sagde han og lagde sin pande imod min skuldre.
"Det går bra," svarede jeg og lagde min hånd på en blanding af hans, kind øre og hår.
"Hva skjede?" Spurgte Martinus og satte sig på den anden side af sengen, sammen med deres far. Bare tanken om, at det muligvis kunne have været Frederik, der havde gjort det, gav mig en klump i halsen. Jeg var klar over han havde svært ved at styre sin vrede, men ikke at det var så slemt.
"Jeg... var på vej hjem... også... De tror det er Frederik der overfaldt mig," min stemme knækkede og jeg brød sammen. Marcus var hurtigt til at trække mig indtil ham og jeg lod tårnene få frit løb.
------
De havde været her lige siden formiddag og var her stadig timer efter. Var jeg heldig kunne jeg tage hjem idag, og indtil videre havde de forskellige teste ikke været andet end positive.
Nu ventede vi bare på svar fra den sidste test, også kunne jeg forlade det her forfærdigelige og triste sted.
"Før vi tager til Trofors, skal jeg lige hjem og pakke nogle ting," sagde jeg til Marcus og nussede forsat hans hovede bund. Synet af ham være helt rolig, fordi jeg kørte min hånd rundt i hans hovedebund, var uden tvivle noget af det bedste. Han nikkede som svar og gav mig et hurtigt kys.
"Jeg blir me deg!"
"Hvad hvis jeg ikke vil have dig med," svarede jeg flabet igen.
"Du har ikkje noe valg!" Sagde han mindst lige så flabet og kyssede mig ordenligt denne gang.
"Det har jeg jo faktisk," vores ansigt var få centimeter fra hinanden, så vi var bogstaveligtalt up in each other's faces dog ikke på den agressive måde.
"Nei du har ikkje det-" Marcus skulle igen til at kysse mig, men ind kom sygeplejersken Gitte, og lige efter hende kom Martinus og deres far, Kjell-Erik. Et stort smil og en kæmpe lettelse spredte sig, da hun fortalt jeg sagtens kunne tage hjem, dog påpegede hun at jeg skulle tage den med ro og forsat prøve at holde mig så meget fra min mobil og fjernsyn som overhovedet muligt.
Inden jeg kunne nå at se mig om, var vi i en taxi på vej hjem til mig, og derefter videre til lufthavnen for at først flyve til Oslo, derefter Trondheim også kører videre til den lille charmerende by i nord Norge, Trofors.
Marcus havde insisteret på at komme med ind og se hvordan jeg boede. Så meget at jeg til sidst havde opgivet at sige nej, og jeg trak ham nu med hen af vores store gårdsplads, som var for enden at vores lange flise vej der gik op, til vores store gårdsplads.
"Bor du seriøst her?!" Spurgte han og kiggede forundrende rundt i vores forgang, hvor vores trappe op til 1. Salen også befandt sig. Jeg var klar over mit hus var utroligt flot, men jeg var vokset op her, så for mig var det jo intet specielt.
"Ja..."
"Hvor er rummet dit?" Spurgte han ivrigt.
Jeg kunne ikke lade være med at grine af ham og trak ham videre med op oven på, og ind på mit værelse. Igen måbede han og gav sig til at kigge rundt. Jeg derimod begyndt at pakke en taske, med de forskellige ting jeg nu ville få brug for.
"Kan du ha denne på i morgen?" Spurgte han og trak en hvid spagetti kjole frem med v-udskæring. Jeg kiggede måbende på ham og rystede hurtigt på hovedet. Hvorefter jeg skiftede til Nike løbebukser og en orange Shadow Hill hoodie. Jeg var klar over han kiggede på at jeg skiftede, men forsøgte at ignorere det så godt som muligt.
"Please," tiggede han igen. Jeg rev den ud af hånden på ham, smed den i min taske, sukkede en ekstra gang men begyndte at grine over, hvor glad det gjorde ham. Jeg tog hans hånd og trak ham med nedenunder.
"Hvem er det Linea?" Lød det fra stuen.
Shit.
------------
{Please, del, kommenter, og vote}
Glædelige 16. December xx
