Marcus' synsvinkel
Det var forfærdeligt og fantastisk på samme tid.
Hun var glad for mig, det strålede langt ud af hende, men var bange for hvad andre ville sige. Hvad de ville sige om os, om mig og hvad vi havde gang i. Linea bekymrede sig alt for meget om andres mening og hvilken betydning det ville have for hende.
Der var ingen tvivle, hun var smask forelsket i mig, men på den anden side var hun flov over mig, grundede ryet jeg og Martinus havde i hendes omgangskreds. Jeg havde det utroligt blandet med det, for jeg forstod hende godt og kunne sagtens tænke mig til, hvilket enormt pres der måtte ligge på hende, men på den anden side ville det også bare bekræfte hende i hvem der var hendes rigtige venner. Hvem ville afslutte et venskab med en anden, fordi de finder sammen med en person de har hånt i alt den tid de kan huske.
"Hej, hvad tænker du på?" Spurgte hun i det hun kom tilbage fra badeværelset, i det backstage rum jeg var blevet tildelt. Hendes hår var fugtigt og hun var kun i ført en sort silke ligne kimono.
Det skulle ikke undre mig, hvis den var lavet af silke.
Jeg lå med spredte ben i sofaen, en dum vane jeg havde tilvænnet mig til. Det ene ben lå på ryglænet og det andet på sædet af sofaen, som resten af min krop.
"Deg," svarede jeg og sendte hende et kækt smil, som jeg vidste hun ikke kunne stå for.
"Du er så sygt kækt hele tiden," grinede hun og gled ind imellem mine ben, så hun lagde med hendes hovede på mit bryst. Et stød skød igennem mig, ved hendes berøring på mit inderlår og hvordan hun førte den op langs det også ind under min læn. Jeg vidste hun intet seksuelt mente med det, men jeg kunne bestemt hellere ikke gøre for det.
"Jeg forteller deg bare sannheten," svarede jeg hende og kørte en hånden blidt igennem hendes hår.
"Jeg tenkte om du kanskje ville bli veldig lei når du ikkje vinner i bowling mot meg,"grinede jeg.
"Men du vil jo ikke spille imod mig, så det finder vi aldrig ud af," svarede hun flabet igen.
"Teamet mit og du dra etter konserten!"
------
Linea's synsvinkel
Jeg var igen endt ude på badeværelset som hørte til backstage lokalet Marcus havde fået. Tanken om at Marcus igen var vokset nederst pga. mig, fik mig til at grine. Der skulle virkelig intet til, dog havde drengen selvkontrol og begyndt ikke på en helt masse. Han var jo mindre årig og måtte ifølge Norges love ikke være sammen med nogen før han blev 16 år.
"Hva driver du med, vakker?" Marcus kom ind, lagde sine arme om mig og hvilede sin hage på min skuldre.
"Jeg ligner noget der er løgn og jeg ved ikke hvad jeg skal..."
"Du er vakker!" Konstaterede han og kyssede mig på kinden. Jeg sukkede en smule irriteret, for jeg lignede virkelig noget der var løgn lige pt.
"Nej?"
"Jo!" Svarede han og drejede mig rundt, så vi nu stod med ansigt til at ansigt. Hans blik fik mit hjerte til at galoppere og mine knæ blev helt bløde. Marcus lagde hans højre hånd på min venstre kind og kærtegnede den.
"Du er så sykt vakker, Linea!" Konstaterede han endnu en gang, med en visken der knap nok kunne høres. Jeg rystede blot stille på hovedet, men han gentog sig selv igen og gik helt tæt på mig, så jeg kunne mærke hele hans krop imod min.
"Nej, jeg ser-"
Midt i min sætning pressede han sine læber imod mine og sparkede døren i bag os og løftede mig så let som ingen ting op, på bordet der var formet rundt om håndvasken.
"Wow, ser man det? Marcus Gunnarsen er stærk nok til at løfte mig," sagde jeg i en flabet tone.
"Ja, det var hellere ikkje helt lett da," svarede han flabet igen og fik mig til at måbe men efterfølgende grin af ham. Han var selv utrolig stolt af sit come back og smilede stort i takt med han også grinte en smule. Jeg rystede på hovedet, mens der stadig var et smil limet fast på mine læber og mit hovede gled tættere på ham og hans læber, inden de igen mødtes.
Følelsen var alt for svær at forklare, der var noget ved at jeg havde været så meget imod at være sammen med ham, der gjorde at sommerfuglene i min mave var endnu større, intense og endnu vildere.
"Du liker meg så sykt mye," sagde han mellem vores kys og fik mig til at smile endnu engang og i vores kys.
"Ja," svarede jeg ligegyldigt og pressede mine læber og min krop ind til ham endnu en gang. For det var sandt, jeg havde aldrig været så forelsket som jeg var i ham.
------------
{Please, del, kommenter, og vote}
Glædelige 12. December - jeg beklager riktig mange gange, men min dag i går var alt for hektisk til at have tid til at skrive noget som helst!
Når det så er sagt, vil jeg gerne indrømme at jeg selv fik sommerfugle i maven af at skrive det her kapitel, så håber inderligt også at det vil påvirke jer!xx
Der kommet et kapitel mere op om lidt, hvis hele ff'en kan få 1k votes?
