Lineas synsvinkel
"Du har 5 minutter tilbage," afbrød jeg ham og havde ikke fået noget som helst ud af de 25 minutter han havde brugt.
"Tag dig sammen!" Råbte han op og slog hårdt ned i bordet.
"Det var en fejl, okay! Jeg dummede mig, men tror du ikke jeg inderligt har fortrudt det?! Hvordan tror du det er at se dig rane rundt med en mindre årig fra Norge og se hvor glad du er for ham! Det helt forkert, og det skal ikke være dig og ham - kan du ikke se det! Vi har altid snakket om at det er os to, til vi bliver gamle og knap nok kan gå! Han kan ikke erstatte det vi havde! Han er ikke mig!" Frederik havde hidset sig lidt ned, men snakkede stadig ret højt.
De fleste rundt omkring i restauranten kiggede på ham og viskede højest sandsynligt også om, hvor meget han ydmygede sig selv.
"Jeg vil ikke have han skal være ligesom dig." Svarede jeg koldt og forlod ham i restauranten.
Trods at det var forår, var aftenerne stadig kølige. Jeg nåede ikke langt derfra, før jeg måtte holde mine arme om mig selv, så jeg frøs lidt mindre. Et chok og en stor smerte fløj igennem hele min krop og jeg landede hårdt på jorden og gik ud som et lys.
------
Mit hovede dunkede, det hele snurrede rundt og jeg kunne nærmeste intet se. Jeg gik hurtigt i panik, da jeg kunne se en masse skikkelser bevæge sig rundt i det alt for lyse rundt. Endnu mere i panik gik jeg, da de fleste af de mange skikkelser, styrtede over til mig og prøvede at holde mig nede.
Der blev sagt en masse ting, som jeg ikke kunne opfatte ordenligt og inden jeg kunne nå at gøre noget, blev der stukket noget i mig og jeg gik ud som et lys igen.
------
Marcus' synsvinkel
Vi skulle optage til Senkveld og ventede bare på at vi skulle på. Jeg savnede Linea ubeskriveligt meget, og endnu mere efter hendes lille stunt. Bare tanken om at kunne få lov at kysse hende igen, fik et smil frem hos mig og gjorde mig ærligt lidt svimmel.
Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi, regnet med at det kunne udløse den følelse i mig, som det havde gjort da hun kyssede mig. Og jeg var helt sikkert ikke i tvivle om, at jeg var forelsket i hende længere.
For det var jeg.
"Du Marcus!" Udbrød Martinus og rejste sig hurtigt fra den sofa han lå i.
"Er det ikkje Linea?!" Spurgte han bekymret og viste mig et billede på Instagram, af hende ligge helt bevidstløst i en hospitalsseng.
"Fuck! Hva skjer?!" Udbrød jeg i panik og håbede Martinus havde svaret. Han kiggede beklagende på mig og sagde at han ikke vidste hvad der var sket.
"Du må jo skrive på bildet da!" Råbte jeg af ham.
"Slapp av!" Svarede han igen og begyndte at skrive. Der gik ikke mere end få sekunder, så havde personen som havde lagt billedet op, svaret at det var helt vildt vi havde skrevet og svarede ikke på vores spørgsmål.
"Skriv igjen da!" Hundsede jeg med ham og var irriteret over at hun ikke bare kunne svare os, i stedet for at flippe helt ud.
"Nei, nå må du faktisk slapp av, Marcus! Jeg er sikker på at det ikkje er slemt med henne," prøvede han at berolige mig.
"Kan du garantere det?!" Snappede jeg af ham og han rystede stille på hovedet.
"Da kan jeg ikkje slapp av!" Snærede jeg af ham og kiggede hurtigt på mobilen, da der tikkede et svar ind. Hun vidste ikke hvad der var sket, men havde bare fået billedet fra snapchat. Vi skrev hurtigt og spurgt om den person, der havde sendt hende billedet vidste hvad der var sket, men hellere ikke den person vidste noget.
Jeg panikkede endnu mere.
"Dere er på om 5 minutter," lød det fra vores far.
------
Linea's synsvinkel
Jeg var igen vågnede op, dog havde jeg ikke lige så mange smerter i min krop, det snurrede ikke rundt længere og jeg kunne se. Rummet jeg var vågnet op til tidligere, var blevet mørkere nu og jeg kunne regne ud der var gået et par timer.
Rummet jeg var i, var nu helt tomt og stille. Det tog mig ikke lang tid at opfatte jeg var på hospitalet, men hvorfor havde jeg ingen erindring om.
"Du er vågen," lød det henne fra døren og ind kom en dame i hvidt.
"Hvad laver jeg her?"
"Jeg hedder Gitte, og har ansvaret for dig indtil vi kan sende dig hjem igen," sagde hun og ignorerede mit spørgsmål.
"Hvad laver jeg her!" Snærede jeg utålmodigt.
"Du blev fundet bevidstløs på et gad hjørne 2 timer efter du var blevet slået ned og fået nogle spark og slag en masse forskellige steder på din krop. Det har resulteret i nogle brækket ribben, en hjernerystelse og et brud på en knogle i din venstre arm." Svarede hun og jeg måbede. Godt nok var jeg klar over alle de smerter, men ikke hvorfor de var der.
"Hvor længe har jeg været her?"
"Knap 19 timer," svarede hun.
"Ved I hvem der gjorde det?"
"Vidner har set en ungmand med brunt hår løbe væk fra noget, og det har formentligt været dig - han havde blod på sit tøj og hænder."
Frederik?
------------
{Please, del, kommenter, og vote}
Glædelige 15. December - hvad ønsker I jer allermest i julegave? xx
