Linea's synsvinkel
Jeg havde ikke lavet det helt stor, tvært imod, men jeg klagede på ingen måde! At kunne sidde og kigge ud, på noget så fredligt som Nord Norges smukke natur, var alt jeg kunne bede om lige nu. At kunne vågne op til en udsigt som denne hverdag, var bestemt noget de fleste drømte om, inklusiv mig! Istedet vågnede jeg op til en mark. Det kunne være ganske smuk når der rent faktisk stod raps på marken, ellers var det noget så trist og kedeligt at se på.
"Gud hei Linea," udbrød Marcus' mor henne fra døråbningen.
"Hvad gjør du her?" forsatte hun.
"Har Marcus ikke fortalt jeg ville komme?" jeg havde ikke lyst til at trænge mig på, og det var vigtigt for mig det var ok med hans forældre.
"Jojo, men jeg troede bare du... dere er jo på fotball banen," forklarede hun.
"Oh ja, men jeg er bare super træt, så jeg orkede ikke rigtig," svarede jeg.
"Vil du hjelpe meg med at lave mat da?"
"Så klart!"
------
Jeg kunne godt lide hans familie, men der var ingen tvivle om at Gerd-Anne ikke tog så let på at jeg var her. Hvorfor, var mig stadig lidt en gåde, men jeg havde dog også en idé om det, eller to.
"Hei!" blev der råbt udefra gangen.
"Laver I mat?!" spurgte Martinus begejstret.
Jeg nikkede som svar og forsatte med at skære agurk til salaten. To arme sneg sig rundt om mit liv, og et mindre chok fløj igennem hele min krop. Jeg var klar over det var Marcus, og jeg var klar over han var omklamrende og ikke havde noget imod nærkontakt, men måden han var begyndt at være tæt på mig, var anderledes og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forholde mig til det.
Han hvilede sin hage på min venstre skulder og så stille til mens jeg gjorde salaten færdig.
"Du er lidt en hund, Marcus," grinede jeg og kløede ham bag øret, som man ville gøre på en hund.
"Huh?" udbrød han lidt fornærmet.
"Jeg kender ikke nogen der hænger mere op af mig, end min hund, ja også dig selvfølgelig," forklarede jeg og grinede forsat lidt. Han blev mere fornærmet end jeg havde regnet med, slap mig og gik sin vej. Martinus sad henne i sofaen og havde fulgt med i hele situationen, han rystede blot på hovedet af Marcus og grinede færdig. Jeg løb efter ham og fandt ham liggende i sin seng og var helt begravet i sin mobil.
"Du skal ikke være sur," grinede jeg og lagde mig på ham.
Han rømmede sig og syntes tydeligvis jeg var træls lige nu. På en måde bekymrede det mig lidt, jeg havde aldrig set ham sådan her før, men på den anden side, var det en utrolig latterlig ting at blive sur over.
Jeg fik på magiskvis taget telefonen fra ham, rullet ham om på ryggen istedet for at han lå på sin mave, og samtidig holdt ham nede så han ikke kunne kæmpe imod.
"Ikke hver sur på mig, Marcus," tiggede jeg. Han gav sig stadig ikke en eneste millimeter.
"Jeg bliver liggende her og lader dig ikke gå, indtil du er ikke er sur på mig mere!" konstaterede jeg og klamrede mig endnu mere til ham.
Igen overraskede han mig.
Idet jeg klamrede mig til ham, lagde Marcus to hænder under min røv og trak mig tættere indtil ham. Jeg så hurtigt op på ham og mine øjne flakkede igen.
"Ikke hver sur på mig!" sagde jeg for tredje gang.
"Ikkje gå fra meg," svarede han og lod hans hænder blive liggende. Jeg hvilede mit hovede på hans brystkasse og var alt for okay med denne her situation. Der var noget ved ham som beroliggede mig fuldstændig, og fik mig til at føle mig mere tryg end nogensinde før.
------
"Du har en kjæreste ikkje sant, Linea?"
Jeg kiggede op på Marcus, men han undgik mit blik.
"Æhm... han er ikke min kæreste mere," jeg bed mig forsigtigt i indersiden af min læbe, og forsøgte at skubbe billederne til side. Jeg kunne mærke Marcus' blik hvile på mig nu, ligesom resten af familiens havde gjort, i et godt stykke tid.
"Hvorfor ikkje det," fik hun spurgt lidt for hårdt.
Jeg forsøgte at ignorere hendes tone og svarede ærligt. Det gav et sæt i mig, da Marcus' hånd landede i min, gav den et klem og efterfølgende flettede sig sammen med min. Det hjalp uden tvivle mere på situationen end det burde, men noget over ham havde en stor lethed ved at berolige mig.
"Han drak sig utrolig fuld, og kunne ikke holde sig fra de piger der var til festen..." svarede jeg og rodede rundt i min suppe med min frie hånd. Marcus gav min hånd et lille klem og begyndte at nusse min håndryg med hans tommeltot.
------
"Marcus og Linea, dere vasker kjøkkenet når vi er ferdige å spise," sagde hans mor.
"Nei?!" Brokkede Marcus sig.
"Vi ska spille FIFA," fortsatte han. Imens han forsatte sit brokkeri gik de andre fra bordet, forlod rummet og gik hver til sit. Gerd-Anne kæmpede en kamp med ham, ikke en stor en, men hun kæmpede. Jeg kunne ikke andet end at ryste på hovedet af ham og gik i gang med det hun havde bedt os om.
Jeg stod lidt i min egen verden, da han greb fat om mig og vred en klud, så der gled vand ned af ryggen på mig.
"Marcus, Jesus Kristus!" Skreg jeg op.
"Er jeg guden din?" Spurgte han overrasket og holdte mig ud i strakte arme.
"Nej? Ew, gross," jokede jeg og jeg blev lyn hurtigt drejet en halv omgang og revet indtil ham igen.
"Jeg er ikke gross! Si unnskyld!"
"Undskyld," sagde jeg helt roligt, vendte mig rundt og lagde en hånd på hans kind. Han trak mig tættere indtil sig og kiggede mig dybt ind i øjne.
"I am so very sorry, Marcus Gunnarsen," undskyldte jeg igen, greb hurtigt ud efter kluden han havde lagt fra sig og vred den så vandet dryppede ned ad hans ryg.
"Linea din..." klagede han.
------------
{Please, del, kommenter, og vote}
Endnu en udfording til jer alle sammen. Fan fiktionen har 7.2k visninger og mangler derfor kun 800 mere så er den på 8.000 visninger. Hvis i kan få den op på det inden kl.15 i morgen får i maraton! Kapitlerne ligger allerede klar xx
