Linea's synsvinkel
Jeg hadede lyden af mit vækkeur, der skød altid en utrolig ubehagelig følelse igennem hele min krop.
I dag var dagen, hvor jeg helt spontant tog til Stockholm for at se Skavlan. Man kan vel godt sige jeg var blevet invitere imod min vilje, nærmest tvunget til at komme. Ikke fordi jeg ikke ville, det var mere fordi, det var så spontant som det var. Noget jeg åbenbart måtte lærer at leve med, hvis vores venskab skulle kunne forsætte og jeg skulle kunne følge med.
------
Overraskende nok var der nærmest ikke et øje i lufthavnen, og jeg kunne stille og roligt sidde at vågne i fred og ro. Jeg sad på Joe & the juice og fik en smoothie som morgenmad, jeg var slet ikke sulten, men var klar over jeg måtte have noget næring. Sulten havde nok ikke meldt sig på banen, fordi jeg var så nervøs og konstant tænkte på, hvad folk ville sige, hvis de fandt ud af jeg til og med nu hang ud med de her nordmænd.
Dog syntes jeg personligt det er mindre flovt, end at tage til deres koncert, man ville så hurtigt blive sat i bås som den ultimative fan girl, uden overhovedet at være det.
"Fly til Stockholm boarder om 40 minuter, tjek venligst ind ved gate 6 så hurtigt som muligt," jeg fik slæbt mig selv op af stolen jeg sad i, drukket det sidste smoothie og gik videre over til Starbucks.
Jeg havde faktisk aldrig kunne lide Starbucks, mest fordi det var så in at få sin te eller kaffe derfra.
Min mormor havde tvunget mig med derind en dag, bestilt for mig og sagt at vi ingen steder tog før jeg havde smagt på min kaffe. Det havde bestemt taget sin tid, da jeg ikke kan lide kaffe, men denne her kaffe var anderledes, varm kaffe mocha var det for at være helt præcis, en blanding af kaffe og kakao. Lad os bare sige, for at gøre en lang historie kort, hvis jeg kan få fat på en mocha fra Starbucks er jeg nød til at have det.
"Hvad kan jeg hjælpe dig med?" spurgte en kort sort håret kvinde med begge hendes arme dækket af tatoveringer, det klædte hende.
"En grande kaffe mocha tak," svarede jeg og pressede et smil frem.
"Med eller uden flødeskum?"
"Bare lidt flødeskum."
"Hvad navn må jeg skrive på?"
"Linea," hun nikkede og bad mig vente, så ville den snart være klar til mig. Hun påpegede også at jeg var den første hun havde set, der rent faktisk havde noget tøj på med farve. Jeg kiggede hurtigt ned af mig selv, jeg havde ikke noget specielt på. Mine pavement Frida sneakers, sorte bukser, som nogen kalder kontor bukser, en gul sweatertshirt fra Samsøe & Samsøe og min New look biker imiteret læderjakke (Lol, skriver kun hele navnet, så hvis I vil søge efter tøjet kommer det rigtig frem). Der gik ikke lang tid, så havde jeg min mocha og var på vej ned til gate 6.
------
Jeg så overraskende nok, utroligt meget frem til at tilbringe noget tid med Marcus. Hans gode humør smittede af på mig og jeg kunne bestemt godt bruge noget af det, efter episoden med Frederik to gange igår. Selvom jeg aldrig havde brugt tid sammen med ham som sådan, gik jeg og savnede hans tilstedeværelse, det var som om, at når jeg havde snakket med ham, var der ikke noget andet der havde betydning og som at alle mine bekymringer og problemer forsvandt.
"Linea!" blev der råbt op, i det jeg gik ud i ankomsthalen. Martinus, deres far, lillesøster, mor også selvfølgelig hele grunden til jeg var taget her op, Marcus. De stod alle sammen med danske flag og tog imod mig. Jeg smilede for mig selv og gik over for at hilse først på Martinus, så lillesøsteren, derefter på hans forældre og så...
Det var som sidste gang da vi begge to opholdte os i en lufthavn, lyd niveauet gik fra 100% og ned til 20%, alt omkring os blev så fjernt og tiden nærmest frøs. Der stod han igen, en af dem min lille fætter så desperat ønskede jeg skulle blive bekendt med, ham jeg var så bange for at vise frem til nogen andre, end dem der allerede kendte til ham og ham der på så kort tid havde formået at erobre hele min tankegang og få den til at dreje sig om ham.
"Hej Marcus," sagde jeg og forsat holdte vejret.
"Hei," smilede han. Jeg gik helt tæt på ham og slog mine arme om hans hals og inviterede mig selv ind til det længe ventet kram. Det tog ham ikke mange sekunder at slå armene om mig, og gengælde krammet. Følelserne der skød igennem min krop, var ikke til at forklar eller sætte ord på, men en ting var helt sikker, jeg havde savnet hans nærvær.
"Jeg har savnet dig!" Mumlede jeg ind i hans brystkasse og for mig til selv.
"Jeg har også savnet deg!"
------------
{Please, del, kommentere, og vote}
Vil utrolig gerne hører jeres meninger omkring forskellige situationer, så det ville være så fedt hvis I kunne kommentere noget andet end, "mere" - tusind tak for den dine opbakning indtil videre! xx
