Linea's synsvinkel
Jeg havde haft svært ved at sove og endnu sværere ved, at holde mine tåre tilbage, da Marcus kom ind og plantede et kys bag mit øre, fordi det var det eneste han kunne komme til.
Han var så fraværende alt tiden, så når han endelig gav mig en smule opmærksomhed, kunne jeg ikke finde rundt i det. Den anden ulempe var, at jeg ikke kunne få mig selv til at snakke med ham, om det og gik med det selv.
Det eneste jeg egenligt var utrolig god til, var at overtænke og stresse mig selv.
"Marcus, vil du ikke med ud og se fodbold, med Martinus og jeg?" Spurgte jeg forsigtigt og svarede Martinus at jeg var på vej.
"Nei, det går bra," svarede han og kiggede ikke op fra sin mobil, for at kigge på mig. Jeg tog en dyb lydløs indånding og forlod værelset.
Det gjorde mig så ked af det, at vide vi begge havde tid til hinanden nu, men han prioriterede alle frem for os. Fordi det gjorde så ondt, kunne jeg ikke få mig selv til at spørge indtil det.
"Hei du," sagde Martinus højt henne fra sofaen. Jeg kiggede op og bed mig hårdt i min underlæbe.
Hans glade ansigt, ændrede sig hurtigt til et alvorligt og bekymret ansigt istedet.
Martinus kom hurtigt på benene og trak mig ind i et kram. Jeg ville ikke græde og tvang mig selv til at holde det i mig.
"Du må prate med Marcus," pointerede han og nussede mig forsat på ryggen.
Jeg rystede svagt på hovedet, som svar og strammede mit greb om ham, imens jeg begravede mit ansigt endnu længerede ned i Martinus' skulder.
"Lad os bare se fodbold," sagde jeg og trak mig væk fra ham og satte mig i sofaen.
------
Martinus' selvskab var verdens klasse.
Der var ikke den person han ikke, kunne få til at smile eller grine og det var lige præcis det jeg havde brug for.
"Ja sku da!" Skreg jeg op og Martinus kiggede forarget på mig, over min reaktion på målet.
"Hvad?"
"Ikkje noe... jeg bare... du vet, du er en jente og,"
"Nej Martinus, bare nej," afbrød jeg ham og var klar over, hvor han ville hen med sin mandschauvinistiske holdning.
"Nei jeg mente jo ikkje..." svarede han og forsøgte at forsvare sig selv.
"Jeg tager pis på dig," grinede jeg og nød fuldt ud, hvordan hans ansigt var helt skræmt og bange for at have gjort mig sur.
Han kiggede stadig forarget på mig, men på en mere flabet måde nu og sprang på mig.
"Martinus, nej!" Skreg jeg og forsøgte at gribe fat om hans hænder, men han var for stærk.
Jeg skreg af grin og Martinus forsatte med at kilde mig.
"Hva skjer?" Spurgte Marcus fra døren og Martinus kravlede af mig.
Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle svare og kiggede på Martinus, som selv var mindst lige så meget i tvivle som jeg var.
"Linea var sikkelig fleipet," konstaterede Martinus. Marcus kiggede bare forsat på os begge og bevægede sig over imod sofaen, efter hvad der føltes som en evighed.
"Hvem lavet målet?" Spurgte han og henvendte sig for første gang i lang tid, direkte til mig.
"Cahill," svarede jeg og sank en ekstra gang, for at tilføre noget fugt til min tørre hals, imens jeg stirrede på ham. Jeg var ærlig talt i chok og kunne ikke helt fange, at han rent faktisk var tilstede nu.
"Bra, da er der stadig liten håp for Chelsea," svarede han flabet og lænede sig tilbage i sofaen.
"Marcus Gunnarsen, shut the fuck up," han grinede af min bemærkning og jeg var mere forvirret end nogensinde før. Hvordan skulle jeg reagere på, at han pludselig var her igen.
Han lagde en arm om mig og trak sig indtil sig, så man nu kunne blive narret til at tro, der kun sad to i sofaen og ikke tre personer.
Martinus sendte mig et undrende blik og så igen, efter lang tid, en smule trist ud.
Jeg var ikke klar over, hvad jeg skulle stille op eller gøre af mig selv. Det sidste jeg havde lyst til, var at skulle blive såret endnu en gang.
Jeg var bange for, at hvis jeg blev alt for vant til, hvor normal adfær og han så stoppe brat igen, at jeg ville blive endnu mere knust. Jeg turde ikke give mig selv fuldt ud igen, men på den anden side var jeg selv skyld i det. Det var mig der ikke ville konfrontere ham eller gør noget ved sagen.
"Der er mat," blev der sagt ude fra køkkenet og Marcus rejste sig hurtigt. Martinus og jeg der imod, rejste os lidt langsommere og var stadig forarget over Marcus og hele situationen.
"Jeg tror jeg går i seng, jeg er ikke sulten," sagde jeg med en lille stemme til Martinus, men fik alligevel Marcus' opmærksomhed, selvom jeg for første gang ikke ønskede han hørte eller lagde mærke til mig.
"Linea, du blir med!" Kommanderede han og jeg var klar over hvorfor.
"God nat Marcus, sov godt Martinus," sagde jeg og forsøgte at ignorere ham, som han havde ignoreret mig. Et stort chok for igennem mig og en smerte skyllede ind over mig.
"Slip mig Marcus," rømmede jeg mig og greb fat om hans håndled, som hørte til den hånd der havde grebet fat, om min underarm og var skyld i smerten i hele mig krop.
"Marcus!" Sagde Martinus og jeg rev hårdt min arm til mig og lagde min hånd på det sted han havde haft fat. Jeg bed mig hårdt i underlæben og rystede skuffet på hovedet af ham, inden jeg forlod stuen.
------------
{Please, del, kommenter, og vote}
