Lineas synsvinkel
Han var flov, det strålede langt ud af ham.
Marcus sagde ikke et ord, da han kom ind på værelset, men lagde sig bare ned i seng med en smule afstand til mig.
"Hvad sagde han?" Grinede jeg og rullede oven på ham, som jeg altid gjorde, men denne gang var det anerledes. Marcus skubbede mine ben ned af ham, så jeg kun lå med mit hovede på hans bryst.
Mit smil falmede hurtigt.
"Ikkje noe. Hva vil du gjøre?" Løj han og forsøgte at skifte emne.
"Hvorfor lyver du?" Spurgte jeg koldt og forventede han var ærlig overfor mig, når han samtidig forventede jeg var det overfor ham.
Det var tydeligt, at Marcus ikke have meget lyst til at snakke om det, og helst bare ville glemme hele situationen, men jeg var ærlig talt ligeglad.
Måske var det den forkerte indstilling, måske ikke.
"Må vi prate om dette?" Spurgte han og sneg en tot hår om bag ved mit øre, og bed sig svagt i læben.
"Giv mig én god grund, til vi ikke skal og jeg lader være med at spørge igen," svarede jeg og ville ikke være helt uretfærdig overfor ham.
Der var jo en grund til han var helt rød i hovedet og nærmest skubbede mig af ham.
Marcus stirrede på mig og overvejede grundigt det han skulle til at sige.
"Papa var veldig lei og fortalte meg det samme som du." Forklarede han heldigvis og trak mig lidt tættere på sig.
"Men du var jo ligeglad med det da jeg sagde det?"
"Jeg er stadig det, men... jeg tror vi kanskje må vente da. Papa likt det ikkje og... he will look after us," svarede han, men kyssede mig alligevel.
Jeg forstod ham godt, men det hele var bare frusterende. Vi havde endelig hinanden, endelig, men alligevel mødte vi ikke andet end problemer konstant.
Hvad blev det næste? At hende Lena der skulle skrive igen?
"Kan du ikke prøve at snakke med ham og forklare?" Tiggede jeg.
"Linea," sukkede han.
"Please," svarede jeg opgivende.
Situationen var ironisk, for nogle uger siden var det ham der tiggede og mig der ikke ville give efter.
"Linea," sagde Marcus igen og jeg orkede ikke forsøge mere. Han havde tydeligvis skiftet mening.
------
Jeg forsøgte at lægge det bag mig og glemme det. Men det var svært og det fulgte mig resten af aftnen.
"Linea, det er din tur," påpegede Martinus og gav mig kruset med terningerne i. Emma, Martinus, Marcus og jeg sad alle rundt om deres spisebord, dog var det kun Martinus, Emma og jeg der var med til at spille. Marcus havde ikke fjernet sit blik, fra sin mobil en eneste gang og jeg kunne se han var opslugt af, hvem end han skrev med.
"Oh ja," fik jeg frem stammet, slog med terningerne og kunne rykke min sidste brik i mål.
Emma blev lidt sur og på pegede, at nu var det fjerde gang jeg vandt og at hun altså ikke gad mere.
"Kjæresten din er kjempe flink," sagde Martinus til en fjern og ligeglad Marcus.
"Jaja," svarede Marcus uden at kigge væk fra skærmen på sin mobil.
"Du er ALT for mye på telefonen, Marcus," snærede Martinus og hævede stemmen. Der var ingen led eller hård tone, det var bare sådan han snakkede til tider.
"Han giver sin telefon mere opmærksomhed end mig! Tror du han er ved at udskifte mig allerede, Martinus?" Jokede jeg, men var oprigtigt bekymret for det. Det var som om, at efter vi havde blevet enige om at prøve, sådan rigtigt prøve, at hans interesse for mig var faldet markant.
"Hvem prater du me any ways?" Spurgte Martinus og en tung og ikke mindst utrolig ubehagelig følelse ramte hele min krop, da Marcus rent faktisk svarerede ham. Dog var svarede han med en måde der udstrålede at det ikke betød noget, men de sidste 45 minutter havde hans ansigt vist noget andet.
Det gjorde mig oprigtigt kvalm og jeg havde ikke lyst til at være i nærheden af ham, eller nogen af dem for den sags skyld.
Jeg hadede det her, der var ikke gået mere end 3 ugers tid og det føltes allerede som om, vi havde været sammen i 3 år og Marcus nu var træt af mig.
Nok gør de fysiske slag snas, men de psykiske sætter ar og spor man ikke kan drømme om.
Det gjorde ondt helt ind i sjælen, og jeg havde lyst til at rive det tomme sorte hul ud af mig, og proppe det ned overhovedet på Marcus.
Jeg havde utroligt svært ved at forstå ham og forstod ikke, hvorfor han skulle opføre sig som han gjorde. Han var ligeglad og ikke mindst utrolig fraværende hele tiden.
"Jeg prater med Lena," havde han svaret og Martinus havde hurtigt kigget på mig, for at få min reaktion. Han vidste hvor meget det bekymrede mig og gik mig på.
Det føltes som om, at jeg ikke havde drukket noget vand i en uge og derfor var helt tør i halsen. Som om at blod drev væk fra mit ansigt og ned i mit hjerte, som pumpede mere af den grund.
Livet og gløden havde helt forladt mit ansigt nu.
"Jeg tror jeg går i seng,"
------------
{Please, del, kommenter, og vote}
Long time no see, enjoy gutter xx
