Hating dating you

kapitel 3 - starbucks & bedste venner

Da Nathaniel parkerer foran vores hus, får jeg pludselig travlt. Jeg skynder mig at få sat det sidste af min make up, før jeg lunter nedenunder, kysser min mor på kinden og styrter ud. Jeg glemmer næsten min jakke. Det ville ikke gå. Jeg ville ende med at dø af kulde, og Nathaniel ville være ligeglad, så han ville bare dumpe mig ned i en kløft og lade mig blive ædt af løver. Nathaniel åbner passagersædets dør indefra, og jeg smider tasken ved mine fødder, før jeg spænder mig. Safety first.

"Der er noget, som vi ikke har tænkt over," fortæller jeg ham forpustet. Det er trist, at jeg er forpustet, når jeg spiller fodbold på høj plan, men det kræver meget luft at sætte sig ind i en bil, som stinker af Nathaniels ego.

"At du har den værste kondi i verden? Bare rolig, det har jeg tænkt over," svarer han.

"Godmorgen til dig også," mumler jeg. "Jeg snakkede om vores mødre. De kommer aldrig til at tro på, at vi er kærester." Nathaniel nikker og begynder at køre mod Starbucks. Jamen okay så. Vi har vel tid. Det er ikke fordi, at vi skal i skole, skaffe os en uddannelse, så vi kan få en fremtid og ikke ender som katte damer, som bor i gyder og ikke har råd til et pakke pasta.

"Så fortsætter vi med at opføre os normalt foran dem."

"Men—"

"Hvis de finder ud af det, så fortæller vi bare sandheden. De fortæller det ikke videre. De to sladrer kun til hinanden, og når de begge ved det, så er der intet at frygte," beroliger Nathaniel mig. Jeg nikker langsomt. Han har ret. Vi stopper ved Starbucks' drive in. Jeg tripper med mine fingre mod mine lår. Nathaniel bestiller to kaffer, men jeg følger ikke rigtigt med. Jeg har for travlt med at tænke over, hvordan skolen kommer til at reagere, når den ser os sammen. Som kærester. Eller ikke når skolen ser os, fordi en skole kan ikke se, men nu snakker vi om eleverne. Vi kører videre og får vores drikkevarer. Nathaniel tager dem begge i sit skød, før han kører videre til næste vindue og betaler. Jeg skal til at protestere, men det behøver jeg ikke, fordi da vi er på parkeringspladsen, og han holder stille, vender han sig mod mig og siger: "Jeg vil ikke ligne en dårlig kæreste, så jeg skal nok betale for tingene, men jeg beholder hver bon, så du kan betale tilbage senere." Jeg får ikke lov til at sige noget. Samtalen ender lidt bare der.

"Hvilken er til mig?" Spørger jeg og nikker mod kopperne i hans skød. Nathaniel tager den ene i hånden.

"Den her," han tager en slurk, før han rækker den til mig.

"Føj for griserøv!"

"Du kyssede mig i går. Du har ingen ret til at sige ad," svarer han nemt, som om han havde forberedt et svar. Åh. Så bare fordi jeg gav ham et lille bitte uskyldigt kys, som slet ikke ledte ud i, at vi nu dater i to måneder, så skal jeg dele spyt på et sugerør med ham? Hvor fair er det? Host host.

"Touché," mumler jeg og drikker fra min kaffe. Nathaniel begynder at køre mod skolen.

"Så jeg regner med, at vi skal spille ægte, ikke?" Jeg nikker som svar. "Er vi et fysisk par?"

"Fysisk par?"

"Kysser vi foran folk?" Nathaniel himler med øjnene, som om jeg er dum. Jeg bider ned i min tunge. Ad. Jeg vil helst slippe.

"Uhm..."

"Go big or go home, ik?" Han vrikker med øjenbrynene.

"Men jeg har ikke rigtigt lyst til at kysse dig," indrømmer jeg. Nathaniel griner.

"Som om jeg gider at kysse dig. Jeg har ingen drøm om herpes i år," han tager en slurk af sin kaffe. "Men vi gør det her, okay? Jeg har brug for den her kamp, og jeg vil virkelig gerne se dig på bænken."