Hating dating you

kapitel 45 - en Nate statue & benægtelse

Tak til @missymary for billedet!!!
Ingen siger noget. Min mor sidder og holder om Grace, som græder på gulvet. Nate står ved vinduet og stirrer ud. Theo er her ikke endnu, fordi han forsvandt fra festen. Jeg sidder på en af stolene herinde og ser på Martin, som ligger på hospitalssengen. Hans bryst bevæger sig ikke. Hans øjne er lukkede. Hans hud er en svag gul. Han er død. Ingen af os fik sagt ordentligt farvel. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Her er bare så stille. Det eneste man kan høre, er dem som græder. Min mor, Grace og mig. Nate siger ikke noget. Det her gør så ondt. Det er som at miste min far igen. Det føles som om, at nogen bare kom og skar mit bryst op, tog fat om mit hjerte og åbnede det sted, som kun lige var ved at hele. Jeg tørrer mine øjne og går hen til Nate. Jeg kigger ud af vinduet, men der er ikke noget specielt at se på.

"Nate," snøfter jeg og tager hans hånd. Han tager ikke fat om min. Han står bare helt slap og stirrer. Stirrer, stirrer og stirrer ud i mørket. "Jeg er ked af det," fortæller jeg ham, som om det kommer til at ændre noget. "Jeg ved godt, at lige meget hvad jeg siger, så kommer det ikke til at gøre en forskel, men jeg er her for dig, okay?" Jeg hiver lidt i hans hånd. Han svarer ikke. Ser ikke på mig og giver ikke engang min hånd et klem for at sige, at det er okay. Det er som om, at der står en Nate ved siden af mig, men det er kun hans krop, og der er intet inde i den. Bare kødet, men ikke sjælen. "Please gør noget," beder jeg desperat. Nate hviler sin pande mod vinduet og lukker øjnene. "Det gør ondt. Det ved jeg godt. Det gør også ondt på mig, men... Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige," jeg græder og begraver mit ansigt i mine hænder. Han prøver ikke at trøste mig. Han er bare den her hule statue.

"Bare lad ham..." Mor vifter med hånden. "lad ham håndtere det på sin måde." Jeg ved godt, hvad hun mener, men han begynder at bekymre mig.

"Theo," snøfter Grace højt. "Hvor er min baby?" Hun rejser sig op på rystende ben.

"Han kommer, Grace," lover mor.

"Han må være så..." Grace tager en rystende indånding og tørrer øjnene. "Åh gud," hun ser på Martin og lægger en hånd for munden. Hun vender sig hurtigt om og mor er der til at holde om hende. Jeg finder min telefon frem. Jeg forstår godt, at Nate ikke vil noget lige nu. At han er i chok. Men tror han, at jeg har det meget bedre? Jeg kan ikke være ansvarsfuld lige nu. Mit bryst er ved at eksplodere, og jeg skal sørge for tingene? Jeg skriver til Theo igen. Han havde sikkert bare lige brug for at køle ned. Jeg skriver i panik til Drew og forklarer, at Nate er gået fuldstændig stå i stopdans. Han svarer, at han og Violet er på vej, og at de vil køre forbi hos familien Adams for at tjekke, om Theo er der.

"Jeg føler..." Jeg vender mig mod Nate igen. "Jeg føler på en eller anden måde, at jeg har fejlet," indrømmer jeg. "Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have kunnet fejle. Jeg kunne ike have gjort noget for at redde ham. Men stadig..." Jeg kører mine hænder op og ned af mine arme, fordi pludselig fryser jeg. "Jeg føler, at jeg ikke gjorde nok for at holde ham i live." Nate siger stadig ikke noget. "Lige nu føles det bare som om, at jeg står her. Alting gør ondt og mit indre protesterer mod nuet, men jeg er frosset og kan ikke gøre noget ved det. Er det sådan du har det? Fordi det handler om at kæmpe imod. Det var det, som jeg gjorde sidst. Det føles som om, at man aldrig kan komme nogle vegne igen, men det kan man Nate. Det lover jeg dig." Han rykker ikke på sig, bevæger sig ikke den mindste smule. "Der kommer dage, hvor det er ekstra slemt. Der er dage, hvor du ikke engang kan græde, fordi alle følelserne er overvældende og sidder fast indeni. Der er dage, hvor du har lyst til at give op og bare lægge dig i sengen og sove. Aldrig vågne igen. Men det er altid det værd. Der er altid håb," jeg tørrer mine øjne og tager hans hånd igen. Ingen repsons. "I starten føler du dig trist. Så føler du dig tom, og til sidst føler du bare ingenting overhovedet," jeg hviler min pande mod hans skulder. "Det er en depression. Den skal man undgå. Vi kan undgå den sammen, Nate. Jeg er her for dig," lover jeg ham. Jeg fletter mine fingre sammen med hans, og selvom han ikke gengælder det, beroliger det mig, fordi jeg har også brug for ham lige nu. Jeg har brug for den snak, som jeg giver ham. Måske lytter han ikke engang til mig. Måske hører han ikke et eneste ord, men jeg får det ud, så jeg selv kan høre det. Fordi sandheden er, at ingen er her til at sige det her til mig. Det var der ikke sidste gang, og det er der ikke den her gang.