Hating dating you

kapitel 17 - forvirring & hospitalet

Vi ankommer til hospitalet i en frustrerende stilhed. Nate har ikke sagt et ord, siden vi var hjemme hos mig. Han står med sine hænder i sine lommer og kigger ned i gulvet, imens min mor snakker med en læge om, hvor Martin er. Nate og jeg er stadig fuldstændig dækket i maling, men det ignorerer jeg. Folk stirrer. Hvis jeg så mig, ville jeg også stirre. Jeg er for hot til at gøre andet. En sand skønhed. Det ville faktisk være ondt ikke at stirre. Og grunden til at de stirrer på Nate er, at han er så grim, at de er i chok over det, så de bliver nødt til at kigge igen og igen for at være sikre på, at det er et menneske og ikke en bunke skrald med hår på toppen.

"Den her vej," lægen bryder igennem mine tanker, og jeg ser op på hende. Vi følger alle efter hende. Mod Martin. Hvorfor lyttede ingen til mig? Jeg fortalte alle, at han så ud til at have det dårligt, og ingen gjorde en skid ved det. Jeg ser på Nate, men han kigger kun ned. Som om noget virkelig går ham på, og han ikke kan nænne at se på mig. Han har nok dårlig samvittighed over at sætte mig i dårligt lys med sit udseende.

"Det kan ikke være så slemt," starter jeg. Ingen siger noget. "Han er ikke særligt gammel, og det er nok bare influenza. Er april ikke næsten influenzamåneden?" Jeg ser på Nate med et opmuntrende smil, men han ryster bare kort på hovedet og bliver ved med at gå. Vi stiller os ind i en elevator. "Han så bare bleg ud. Måske er det en feber. Han besvimede, da de skændtes ikke? Så hans vrede har måske været for meget og—"

"Talia," afbryder Nate med en lav og hvæsende stemme. Jeg holder kæft og ser på min mor. Hun ryster bare på hovedet. Beder mig om at lade det gå. Nate hviler sin pande mod elevatorens væg.

"Jeg prøver bare at hjælpe," mumler jeg og krydser mine arme hen over mit bryst.

"Du hjælper ikke," snapper han. Jamen okay så.

"Da min far var syg, gik du glædeligt rundt og snakkede om det hele tiden," pointerer jeg. Nate knytter næverne. "Men han led af kræft, hvilket sikkert er meget værre end hvad end Martin er syg med, så det var helt okay af dig at være sådan et røvhul," fnyser jeg. Nate ser på mig med røde øjne. Jeg er forvirret.

"Undskyld," tvinger han ud, før dørene åbner og han sætter meget hurtigt afsted mod sin mor, som sidder længere nede ad gangen i en stol.

"Hvorfor siger han undskyld?" Spørger jeg forvirret ingen. Men min mor giver mig et meget lille og... Undskyldende smil? Hvad er jeg gået glip af? Jeg begynder at gå ned mod Grace. Nate har sat sig ved siden af hende og snakker med hende. Grace græder ikke. Hun ser bare utroligt trist ud. Og ligner en med dårlig samvittighed. Især fordi hun laver en grimasse, da hun ser mig og kigger væk. Hvad fanden sker der?

"Jeg fik Theo med indenfor igen, og vi begyndte at snakke om afvænning og om kostskolen, men det hele blev for vildt, og Theo skred i vrede. Lige da han havde smækket med døren, besvimede han bare," fortæller Grace med rystende hænder. Nate tager de hænder og hvisker trøstende ord til hende. Jeg ser rundt omkring.

"Hvor er Theo?" Jeg ser på Grace igen. Hun laver en hulkende lyd.

"På vej," hun begraver sit hoved ved Nates skulder, og han lægger beskyttende sine arme om hende. "Han kommer til at hade os," snøfter Grace. Nate ryster på hovedet og aer hendes ryg. Mor sætter sig på den anden side af Grace.

"Hvorfor skulle han hade jer?" Jeg ser forvirret på dem. Nate giver mig et "hold mund" blik over sin mors skulder, så jeg overvejer ikke at gøre det, men det er nok ikke det bedste sted at være en bitch mod Nate. "Jeg tror, at jeg finder ham en ballon eller noget," mumler jeg og går ned af gangen mod det store venteværelse. Jeg føler, at alle ved, hvad der er galt med ham undtagen mig. Jeg når ikke langt, fordi jeg hører Theo's stemme og vender om.