Hating dating you

kapitel 49 - dimissionen & forsinkelser

For at være ærlig, har der været tider, hvor jeg tvivlede på, at jeg nogensinde ville nå til den her dag i mit liv. High School har føltes som 80 år. Som hele min levetid, for at være ærlig. Men lige nu sker det. Jeg står i en blå dimissionskappe. Hat på hovedet og det største smil, som jeg har haft det sidste stykke tid. Vi skal snart gå ind. Det er i hallen. Den her dag kunne blive, som i mine drømme, hvis ikke der var det lille problem, at Nate ikke er her. Jeg deler et bekymret blik med Drew. Han trækker på skuldrene og skynder sig hen til mig, uden at vores lærer opdager det. Vi er allerede stillet i de to rækker, som vi skal gå ind i.

"Har du snakket med ham?" Spørger Drew. Jeg ryster på hovedet og tripper lidt på stedet.

"Sidst jeg så ham var i går, da vi alle var ude," svarer jeg. Drew, Nate og jeg var ude med hele fodboldholdet og spise i går, hvorefter vi tog hen på en eller anden klub. Han virkede til at have det okay der, så jeg mistænkte intet, men jeg skulle have tænkt over, at i dag ville blive svær. Martin havde lovet Nate, at han ville leve længe nok til at være med til vores dimission. Jeg husker tydeligt, at jeg snakkede med ham om det, og jeg fortalte Martin, at det nok skulle gå, men nu er jeg i tvivl. Hvordan fikser jeg det her?

"Snakkede du ikke med ham, da jeg kørte jer hjem?" Spørger han og ser rundt omkring for at være sikker på, at vores lærer stadig ikke har lagt mærke til, at vi har brudt rækkerne.

"Jeg sagde bare: 'ses i morgen', og han nikkede og kyssede mig. Han virkede som om, at han havde det helt fint," mumler jeg. Drew udbryder en lav og irriteret lyd.

"Har du nogen ide om, hvor han kunne være?" Han ser på mig med afventende øjne. Jeg bider i min tunge, imens jeg tænker mig godt og grundigt om. Hvor kunne Nate befinde sig på sådan en lorte dag for ham? Et sted hvor han ville finde trøst eller græde over det hele. "Talia?" Jeg ser op i Drews grå øjne. Han må kunne se på mit ansigt, hvordan jeg lige fik en åbenbaring.

"Kirkegården," siger jeg og klapper til hans arm.

"Skynd dig," mumler Drew. Jeg nikker, tager min hat og kappe af og giver ham det hele. Så sætter jeg i løb. Jeg kan høre min lærer råbe efter mig, men det har jeg slet ikke tid til. "Vent!" Råber Drew. Jeg stopper op. Han kaster sine bilnøgler til mig, og jeg griber dem, før jeg sætter i løb igen. Jeg har travlt. Jeg skal nå tilbage, før vi bliver kaldt på scenen. Godt at vi ikke hedder Anastasia og Arne. Vi har øvet det hele, og jeg ved, at jeg ca. har en halv time, før det er for sent. Måske lidt mere hvis nogle mødre skal holde photoshoot af deres børn på scenen. Jeg skriver en hurtig besked til Drew om, at han skal trække tiden ud, hvis det er muligt for ham. Hans bil er heldigvis nem at finde, og jeg kommer hurtigt ind i den og kører imod kirkegården. For helvede Nate. Tak for at gøre alting bare lige en smule mere besværgligt. Urgh. Fair nok at det er hårdt, men hvis jeg misser min dimission, bliver det her anden gang, at han få en sutsko i klunkerne. Første gang var da vi var 7, og han sagde, at mit hår sad dårligt. Jeg sørgede for, at noget andet på ham sad dårligt. Lige nu vil jeg bare gerne have, at alting er rigtigt. Jeg parkerer ved kirkegården og tager en dyb indånding, før jeg stiger ud fra bilen og lukker øjnene, imens jeg lader solen varme mig. Han har bare at være her. Han kan ikke misse sin dimission. Jeg er ret så sikker på, at alle ville forstå, men om lidt tid ville han hade sig selv for det. Jeg går ind på kirkegården og lægger armene om mig selv. Det er som om, at varmen forsvandt, så snart jeg trådte herind. Jeg prøver på at begrænse mine besøg af kirkegårde, men jeg har allerede været på den her for mange gange inden for en uge. Gys. Jeg har en hvid sommerkjole på og højhælede sko, og jeg ville virkelig ønske, at jeg havde noget andet tøj på. Som en vinterjakke og en sovemaske, så jeg ikke kunne se alle de deprimerende gravsten. Jeg går hen imod Martins gravsten. Jeg kan mærke knuden i min mave vokse. Mine øjne svier. Jeg har ikke lyst til at være her, men jeg fortsætter ligeud, drejer og drejer, indtil jeg kan se en person. På knæ foran en gravsten med hovedet begravet i hænderne og rystende skuldre. Jeg sæter farten op, knækker næsten en hæl på min sko og falder med hovedet ned i en gammel buket, men jeg bliver ved med at gå mod ham.