Hating dating you

kapitel 22 - muffins & nemo

(Vi takker xsagittariussx igen for billede!)
"Du ved godt, at Carter kom i fængsel for skattesvindel og salg af stoffer, da Nate var 10 år, ikke?" Spørger Martin. Jeg nikker. Så meget ved jeg i det mindste. Jeg har ikke helt sovet i historietimerne. "Da han var 11, mødte jeg Grace."

"Den historie kender jeg også," bryder jeg hurtigt ind. Martin smiler.

"Ja, så vi blev ret hurtigt seriøse. Jeg friede inden for kort tid." Aw, true love. #SingleRestenAfLivet "En dag fik vi et opkald fra fængslet. Carter Ainsley ringede, fordi han ville have 12-årige Nate ind til besøg. Vi sagde nej," Martin klør sin nakke. Jeg venter tålmodigt på, at han fortsætter. "Han ringede igen dagen efter. Spurgte igen efter Nate. Ifølge ham var han Nates far, så han bestemte, og han ville se Nate. Men Nate ville ikke se ham, så Grace og jeg satte os med Nate og spurgte ham, hvad han ville synes om, at jeg adopterede ham. På den måde ville Carter ikke længere være hans legale far, og når han engang blev løsladt, havde han ikke noget at sige," Martin smiler nærmest ved mindet.

"Kan man godt det? Når den biologiske far stadig er i live?" Spørger jeg forsigtigt. Martin nikker.

"Det er meget arbejde, men ja. Vi havde mange gode argumenter, siden Carter ligesom sad i fængsel. Så jeg er Nates far på papir," han ser på sin hænder.

"Det er ikke kun på papir," beroliger jeg ham, "jeg er sikker på, at du også er det i hans hjerte. Han har ikke set Carter siden, at han var 10. Han kan nok knap nok huske ham. Du har været der for ham i 8 år. Det er lige så mange, som Carter var der, eller flere, hvis man tænker på, at Nate nok ikke husker noget fra de første fire år," prøver jeg at berolige Martin. Han griner kort og nikker.

"Det har du ret i," han ser på mig med et bekymret blik. "Jeg frygter bare, hvad Carter gør, når jeg ikke er her længere," han ser ud i haven gennem de store gennemsigtige døre. Jeg føler, at nogen stikker en kniv ind i mit hjerte. Martin tager en dyb indånding og gnider sine øjne. Jeg holder gråden inde og nikker.

"Det forstår jeg godt. Men han har Grace. Og min mor," lover jeg. Martin nikker. "Fuck Carter Ainsley," jeg smiler til Martin, som smiler tilbage. "Jeg har brug for opmuntring. Jeg spørger Nate, om han vil være med til at bage," jeg rejser mig op. Martin griner.

"Siden hvornår bager du? Med Nate?"

"Siden jeg fik 1 procent sympati for ham," klukker jeg.

"Okay. Men kan du ikke vente lidt med at fortælle ham, at jeg har fortalt dig sandheden?" Spørger Martin. Jeg giver ham en thumbs up og lunter ovenpå. Så banker jeg på hos Nate.

"Gå væk."

"Det er din favorit person," nynner jeg lykkeligt. Jeg kan rent faktisk høre hans suk. Så højt er det. Ondt.

"Jeg gider ikke snakke med dig."

"Vil du så bage med mig?" Tilbyder jeg. Det gør ham stille. Jeg smiler skævt, indtil han åbner døren og ser på mig med smalle øjne.

"Hvad er du ude på?"

Jeg gisper og slår en hånd mod mit bryst. "Behøver jeg have onde hensigter for at ville bage med dig?" Spørger jeg meget fornærmet. Nate giver mig et "virkelig?" blik.

"Ja."

"Okay okay. Måske vil jeg bare gerne lære min 'kæreste' bedre at kende," jeg skyder underlæben ud og giver ham et bedende blik. "Jeg vil bage muffins, Nate," jeg træder et skridt tættere på ham. "Please?" Jeg tager hans hånd og trækker ham med mig.

"Hvorfor mig?" Piber han. Jeg smiler bredt, imens han frivilligt følger med ned i køkkenet.

"Find en opskrift," befaler jeg, imens jeg begynder at finde Margrethe skåle.