Hating dating you

kapitel 16 - skænderier & maling

Da vi træder ind i Adams huset, hører vi høje stemmer. Enten er der indbrud, og nogle danske grise er ved at æde deres stue, eller de skændes med Theo igen. Nate kører sukkende en hånd igennem sit hår og tager overtøjet af. Han har vel allerede gættet, hvad det er af de to meget sandsynlige valgmuligheder.

"De skændes hele tiden," informerer han mig og går ind i stuen. Vores planer var at tage herhjem for at hente Theo, så han kunne tage med hjem til mig, hvor vi skal hjælpe min mor med at male stuen. Igen. Hun har en fetish med at male. Jeg tror, at hun i hemmelighed sniffer malingen, og det er derfor, at hun er så underlig hele tiden. Og fordi der altid lugter af maling i mit hus, sniffer jeg det også, og det forklarer også mig. Jeg har lige fået hele mit liv til at give mening. Jeg følger efter Nate. De er inde i køkkenet. Hvis vi står i stuen, kan vi se dem og høre dem.

"Du skal ikke lyve, Theodor!" Råber Martin. Theo står i sorte bukser, en eller anden sort jakke og sorte støvler. Der var engang, hvor han var farverig. Det var dengang. Han kunne gå rundt i blå bukser, røde trøjer og grønne sko med en gul jakke. Han var en daglig regnbue. Og så begyndte han sit første år på kostskole og siden dengang, er han kun blevet mere og mere mørk.

"Jeg lyver ikke."

"Jeg kan se dine øjne. Du er høj."

"Det siger folk tit. Jeg tror, at generne er fra dig," Theo læner sig op ad køleskabet og ser på sine vrede forældre.

"Det her er ikke sjovt. Tror du, at narkomaner kommer nogle vegne i livet?" Udbryder Martin med store armbevægelser. Grace lægger en hånd på hans skulder, men det hjælper ikke. Han er stadig oppe i det røde felt, og Theo smiler underholdt. Idiot. Vil han bare gerne sendes tilbage? Selvsaboterer han bare for at lave et eller andet? Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Han skal have ordentlig hjælp.

"Jeg er ikke narkoman. Det er kun for sjov," prøver han at forklare. Det er noget af det dummeste, som jeg længe har hørt. Man får lidt lyst til at kidnappe ham og smide ham ned på en hoppeborg. Sådan en stor en med rutsjebane, så han kan rulle ned og lande på græsset og få slået noget fornuft ind i hovedet.

"Stoffer er ikke for sjov, Theo. De er seriøse. Jeg har opdraget dig bedre, end til at blive alkoholiker eller narkoman," råber Martin.

"Snak med os, Theodor," beder Grace lavt. Theo ser på hende, før han griner.

"I tager det alt for seriøst. Jeg har bare lidt sjov, og stoffer føles godt."

"Du ødelægger dit liv," retter Martin.

"Du fik dig selv smidt ud fra kostskolen, og du vil ikke fortælle os hvorfor," tilføjer Grace.

"Fordi der var pisse kedeligt."

"Nu lyver du igen!"

"Det var en dårlig skole," mumler Theo.

"Vi er klar over, at din ADHD gør det svært for dig, men—"

"Det er ikke min ADHD," afbryder Theo, "det er min personlighed."

"Din ADHD er en del af din personlighed."

"Hvorfor flipper I sådan? Jeg har bare lidt sjov," sukker Theo.

"Det er ikke sjovt!" Råber Martin utroligt højt. Nate træder et skridt tilbage, og Theo ser ned i gulvet. "Du giver os ikke noget valg. Afvænning eller tilbage på kostskolen," Martin løfter et udfordrende øjenbryn af Theo. Theo kniber øjnene sammen og sender sin far et meget vredt blik. Det her er slemt.

"Ingen."

"Det var ikke en valgmulighed."

"Livet er kedeligt. Jeg keder mig. Det bliver kun værre de to steder," fortæller Theo. "Jeg vil blive her. I har sendt mig væk på kostskole, siden jeg var 10. Ved I, hvor meget det stinker?" Spørger Theo. "Det føles som om, at I ikke gider have mig hjemme."