Hating dating you

kapitel 36 - hospitalssnakke & indrømmelser

Da vi træder ind på hospitalet, er der gået en time. Efter jeg brød fuldstændig sammen i cafeen, fik Theo mig ud i bilen og hjalp med at få mig til at slappe af. Jeg er rolig nu. Man kan tydeligt se, at jeg har haft store tudefest med mig selv, men jeg græder ikke længere, og jeg er klar på at se Nate. Tror jeg. Jeg slår ikke op med ham endnu. Jeg vil kunne nyde mere tid med ham, hvor han ikke hader mig. Plus det er bare ondt at gøre det, når Martin lige er blevet indlagt. Theo har en arm om skuldrene på mig. Jeg ved ikke, hvornår han pludselig blev så ansvarlig, men jeg kan godt lide det. Det giver mig en chance for at slappe af og træde tilbage, så jeg kan fokusere lidt på min egen smerte. Theo ved, hvor Martin befinder sig og leder mig derhen. Jeg forholder mit blik mod gulvet, fordi det her sted gør mig dårligt tilpas. Syge mennesker, triste mennesker og dårlige rene lugte. Her er bare fyldt med gamle minder.

"Er du okay?" Spørger Theo og stopper op foran elevatoren. Vi træder ind i elevatoren, og Theo trykker på en knap.

"Jeg har fucket alt op med Nate," indrømmer jeg. Theo kysser min pande og krammer mig igen.

"Han tilgiver dig nok."

"Han hader mig," siger jeg opgivende.

"Så er intet ændret," fnyser han. Jeg bider ned i min tunge. Jo, fordi ifølge Nate, så hadede han mig aldrig rigtig...

"Hvad nu hvis han bare smider mig ud derfra?" Hvisker jeg nervøst. Theo himler med øjnene, og elevatoren stopper. Jeg presser mig selv imod væggen, men Theo tager fat om mit håndled og trækker mig ud fra den og ned af gangen.

"Det får han ikke lov til," erklærer han.

"Theo..."

"Kom nu, bangebuks. Jeg forlod kun hospitalet for at hente dig. Jeg kan ikke lide at være væk," indrømmer han. Jeg giver hans hånd et klem og går med ham. Jeg forstår ham godt. Når min far var indlagt, levede jeg også på hospitalet, fordi jeg var bange for, at være væk fra ham. Theo banker på en dør ind til et hospitalsværelse, og den bliver åbnet. Nate ser først på Theo og så på mig. Han giver mig et elevatorblik. Så ser han granskende på mit ansigt. Mine røde øjne, det uglede hår og den manglende glæde. Jeg klemmer Theos hånd så hårdt, at jeg hører en lyd i smerte forlade hans læber. "Talia," piber han lavt. Nate bliver bare ved med at se på mig. Please Nate. Please please please. Ik luk mig ude, selvom jeg fortjener det.

"Hej," siger jeg nervøst. Nate ser på Theo igen, som åbenbart forstår blikket og træder ind i rummet. Jeg ser over Nates skulder. Grace sidder ved siden af sengen og til ingens overraskelse, så ligger Martin i den. Theo hopper op på sengen og lægger sig ved siden af Martin, og så begynder han at snakke. Jeg kan ikke undgå at lægge mærke til Martins lille smil, selvom man tydeligt kan se, at han er i smerte. Han elsker, at Theo har fået det bedre og er der for ham. "Jeg er ked af det, okay? Jeg fuckede op og jeg—" Nate afbryder mig ved at trække min krop ind i et kram. Han begraver sit hoved i mit hår og klemmer min krop hårdt.

"Undskyld. Jeg overdrev, og du havde ret." Han har aldrig givet mig ret i noget før. For en måned siden ville han nok hellere være faldet ned i en fiskedam fyldt med pink glimmer end at sige det. Det får mine øjne til svie igen.

"Du havde ret til at være sur. Jeg var en bitch." Han siger mig ikke imod, hvilket får mit smil til at vokse lidt. "Men Nate..."

"Ikke lige nu. Bare lad mig kramme dig," han presser sine læber mod mit hoved og vipper lidt frem og tilbage. Hvordan skal jeg nogensinde kunne slå op med ham, når han er så... Cute. Jeg indrømmer, han er cute. "Vi bør snakke."

"Uden tvivl."

"Hvordan gik din snak med Mendoza?" Nate trækker sig tilbage og ser ned på mig. Jeg peger på mine øjne.