Hating dating you

kapitel 50 - pakning & endnu flere muffins

"Skal du have dem her med?" Spørger jeg Theo og løfter hans briller, som jeg fandt nederst i hans skuffe. Han fik dem, da han var 11, og det var meningen, at han skulle gå med dem, men vi kan vel alle sammen gætte os frem til, at det aldrig skete. Jeg håber lidt, at han en dag bliver blind, så han kan forstå seriøsiteten ved bare at gemme sine briller blandt støv og tyggegummipapir.

"Nah," han vifter det væk og ser på kufferten foran sig. "Jeg tror, at jeg har alt."

"Du har ikke engang pakket dit tøj," sukker jeg. Han vifter det væk, som om tøj ikke er vigtigt. Jeg himler med øjnene og går hen til hans skab. Grace har valgt, at han skal på militærskole i sommerferien. I starten flippede han ret meget ud over det, men jeg tror endelig, at han har fået taget sig en snak med hende. De nåede åbenbart til enighed, fordi hvis Theo ikke ville afsted, havde han fundet en måde at slippe. Måske blive anholdt eller noget. Jeg tør ikke helt tænke på alle mulighederne. Der er gået 4 uger siden dimissionen. Det hele går allerede bedre, men det betyder ikke, at det går godt. Der er stadig sorg, triste dage og gråd, men der er også smil, grin og  gode minder. "Har du ikke fået en pakkeliste?" Jeg ser på ham, da han bare smider sig ned på sengen med armene bag hovedet og et gab.

"Aner det ikke."

"Theo," jeg ser opgivende på ham. Han ser på mig med et smil.

"På skrivebordet under lampen." Jeg går derhen og finder hurtigt pakkelisten. Og fordi Theodor Adams er den mest dovne fyr nogensinde, så begynder jeg at pakke hans ting for ham.

"Jeg pakker ikke dine underbukser," fortæller jeg ham.

"God ide. Man ved aldrig, hvad de er blevet brugt til," han vrikker med øjenbrynene. Jeg laver en bræklyd, som får ham til at smile bredere. Jeg elsker at se ham smile. Det gør hele min dag bedre.

"Såeh, ved du hvor Nate befinder sig?" Spørger jeg ham meget smooth og folder nogle trøjer sammen. Theo ligger med lukkede øjne, men han åbner det ene og ser på mig.

"En hemmelig lokation, som du ikke får at vide," svarer han. Røvhul.

"Jeg har ikke set ham i dag."

"Sig ikke, at du er den der klamme slags kæreste, som ikke kan lade fyren trække vejret uden, at hun puster det i hans retning," sukker han overdramatisk. Jeg ser fornærmet på ham.

"Jeg er bare bekymret."

"Der er intet at være bekymret for. Han har det helt fint. Han lavede morgenmad til Grace og jeg i morges. Han er nok bare taget hen på kirkegården," Theo vifter det ligegyldigt væk og lukker øjnene igen. Jeg lytter til ham. Han har nok ret. Nate besøger meget ofte kirkegården, og det skal han også have lov til. Jeg tager aldrig med, fordi han skal have tid med Martin, men jeg er der for ham, når han kommer tilbage, fordi det er altid der, at han er i det værste humør. Enten utroligt trist og stille eller sur og vred. Jeg tør ikke gætte på, hvilket humør han har i dag.

"Så kan vi to jo snakke," siger jeg energisk til Theo. Han spærrer straks øjnene op.

"Nej tak du."

"Det dræber ikke, at have en seriøs snak bare en gang imellem," minder jeg ham om. Theo laver en bræklyd. "Hvorfor er du gået med til at tage på militærskole?"

"Det er jeg heller ikke."

"Ellers ville jeg ikke stå og pakke dine ting lige nu. Det ved vi begge to."

"Jeg prøvede at slippe, men Grace var--"

"Du behøver ikke lyve for mig, Theo," sukker jeg. Han presser læberne sammen og ser ud af sit vindue. Jeg går hen og sætter mig på hans seng. "Snak med mig," jeg giver hans knæ et blidt klem. Theo sukker meget meget højt, og jeg himler med øjnene af ham. Han er umulig.