Hating dating you

kapitel 39 - hjemtur & opmuntring

Det viser sig, at Nate ikke er meget bedre til at pakke et telt sammen end at sætte det op. Det lykkedes ham rent faktisk at ødelægge teltet til evig tid den her gang. Han blev sur, fordi at han er så mega dårlig, og så proppede han det for hårdt ned, knækkede nogle stænger ting og ødelagde selve teltduen. Han er god. Lige nu holder vi mindehøjtidelighed. Et minuts stilhed for det uskyldige teltoffer, som blev nødt til at blive sat op af teltmorderen Nate.

"Det er et fucking telt, ikke en eller anden høne, som vi fandt i skoven og--"

"Shh," tysser jeg. Nate himler med øjnene.

"Kan vi ikke bare--"

"Ved du hvad 1 minuts stilhed er, Nate?" Spørger jeg ham. Han ser på mig som om, at jeg er sindssyg. "Det er 1 minut i stilhed, hvor man mindes den afdøde."

"Den afdøde er et telt!" Udbryder han. Jeg nikker.

"Præcis. Et telt som du stak ned, brutalt tilføjer jeg lige, som om det ingen følelser havde, når et telt har lige så mange følelser, som en dør har, hvilket er dit sande jeg, fordi det passer din hjernestørelse." Det får ham til at holde kæft i mindst 10 sekunder.

"Jeg kunne spille FIFA lige nu eller drikke mig fuld eller--"

"Men vil dette telt nogensinde kunne gøre det igen, Nate?" Spørger jeg med min mest seriøse stemme. "Eller er det dødt til evig tid"? Sukker jeg og tørrer en falsk tårer væk.

"Det kan ikke være dødt, når det aldrig har været i live, Talia."

"Nu bliver du lige lidt for grov, Nate. Ikke kun dræber du teltet, men nu står du også, på dets dødsleje, og siger, at det aldrig har været i live? Hav noget respekt," jeg ryster på hovedet af ham. Nate udbryder en meget høj og frustreret lyd, før han sparker til liget. "Nate!" Hviner jeg forfærdet. "Har du ikke gjort det stakkels telt nok?"

"Du gør mig sindssyg, Talia!"

"Jeg ved det, men jeg kan ikke gøre for det. Det er ligesom hende der Medusa, som fortryller folk med sine slanger. Jeg fortryller folk med min skønhed."

"Det er ikke det, som jeg snakker om--"

"Jo inderst inde, du har bare brug for lidt hjælp til at finde frem til det," forklarer jeg ham logisk. Han sukker meget meget opgivende af mig og tramper væk i vrede, imens jeg dør af grin. Jeg elsker at irritere ham så meget, at det næsten overgår min kærlighed til det stakkels telt, som han har dræbt.

"Du er så ond," fnyser Violet, "jeg elsker det."

"Kan vi køre nu?" Spørger Theo lavt. "Jeg vil gerne tilbage til min far," han undgår alles blikke og går hen til sine ting. Jeg ser opgivende efter ham. Vi er alle sammen triste mennesker, som prøver at lade som om, at vi er glade. Drew smiler til mig og henter også sine ting.

"Hent Nate," beder han mig om. Jeg himler med øjnene og går hen til bænken, som Nate har sat sig på.

"Kom så, Nateski. De andre kan ikke vente med at komme hjem," jeg klapper ham på skulderen. Han ser hen mod teltet. "Det var bare for sjov. Vi kan alle sammen komme til at dræbe telte på en dårlig dag," trøster jeg ham. Han himler med øjnene af mig. "Er du okay?" Spørger jeg lavt.

"Jeg vil ikke hjem," indrømmer han.

"Ah, så du drabte teltet med vilje, så vi ville blive nødt til at holde 1 minuts stilhed, så du kunne være her længere. Det giver mening," nikker jeg.

"Du er så irriterende."

"Jeg ved det. Det er en del af min charme," jeg blinker til ham og hopper ned fra bænken. "Kom så Natey, den virkelige verden venter," lokker jeg. Han sukker dybt og rejser sig op. "Jeg skal nok få løftet dit humør."