Hating dating you

bonuskapitel 1

Martins synsvinkel
Nogle få uger før han bliver indlagt
-
Denne morgen var exceptionelt normal. I forhold til de morgener, som vi nogle gange har. Denne morgen var der skænderier, morgenmad, og Nate og Theo var ved at bide hinanden til stumper. Jeg plejede at blive irriteret over deres hektiske morgener, men for tiden savner jeg dem. Så i dag bliver en god dag. Det har jeg i hvert fald bestemt mig for. Der har ikke været så mange af dem det sidste stykke tid, og jeg ved, at det frustrerer hele familien. For at fortælle kort, foregik morgenen sådan her:

"Morgenmaden er klar!" Råber Grace. Jeg ser op fra avisen, som ligger på køkkenbordet. "Dine drenge er forfærdelige b mennesker," brokker hun sig. Hun stiller to tallerkener med æg, bacon og toastbrød, ved drengenes pladser.

"Mine drenge?" Fnyser jeg grinende, "jeg tager ikke ansvar for dem." Grace har det med at kalde dem "mine drenge", hver gang de gør negative ting. Hun stiller to tallerkener mere på bordet og skubber den ene hen til mig.

"Det gør jeg heller ikke. Så har vi vel intet andet valg end at skille os af med dem," sukker hun. Jeg ryster trist på hovedet.

"Det har vi vel ikke." Grace smiler og kysser min pande, før hun tramper ud fra spisestuen.

"Nathaniel og Theodor Adams, der er morgenmad nu eller aldrig," råber hun igennem huset. Jeg smiler for mig selv og læser videre om et nyt hundeshelter i byen. Som om han kunne fornemme, at jeg læste om hans slags, kommer Harley luntende hen til mig og lægger sit hoved på mit lår. Jeg klør ham bag ørerne.

"Hvad så Harley-Barley?" Jeg ugler hans pels på hovedet og læser videre i avisen, imens jeg aer Harley.

"Hej far," Nate lander overfor mig med morgenhår og skægstubbe, fordi han ikke har barberet sig i nogle få dage.

"Godmorgen," jeg ser på med et smil, imens han skovler alt sin mad ind. "Hvor længe siden er det, at du sidst fik mad?" Spørger jeg jokende. Han kniber øjnene sammen og rækker fuck, før han spiser videre. Jeg griner og ser ned på min egen mad. Jeg har ingen appetit.

"Far?" Jeg ser op på Nate, der ikke spiser længere men ser på mig med sit bekymrede blik. Jeg hader det her. Ens børn burde ikke gå og bekymre sig for en. Det burde være omvendt. "Skal du ikke spise?" Jeg giver ham et afslappet smil.

"Jo. Jeg venter bare på din mor." Harley går hen til Nate og tigger i stedet for ved mig. Grace kommer ind i spisestuen og sætter sig ved siden af Nate, da hun har kysset ham på tindingen. Han smiler et påtvunget smil til hende og stikker til resten af sin mad. Selvfølgelig skulle han regne mig ud.

"Theo har låst sin værelsesdør igen," informerer hun mig. Jeg sukker tungt. Det her var aldrig, hvad jeg ville. Jeg ved godt, at ingen vælger kræft, men jeg havde håbet, at vi kunne komme igennem det sammen. Som en familie. Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde så høje forventninger, fordi det er i den grad ikke sådan det går. Theo har tæt på ekskluderet sig selv fuldstændig fra familien. Nate gør sit bedste for at hjælpe og være der for mig, men jeg er ikke dum. Jeg ser trætheden og tristheden. Jeg lægger mærke til de ekstra lure, de ekstra løbeture og de ekstra timer han bruger på sin computer, hvor han læser om min sygdom. Jeg trommer med mine fingre på bordet. "Skal du hente Talia?" Grace rykker sit fokus mod Nate. Han ser ikke op fra sin mad. Den er galt med ham. For at gøre ham glad, spiser jeg et stykke bacon.

"Jep," han rejser sig op, skæver mod mig og forlader så rummet. Jeg ser efter ham og kaster resten af mit bacon ned på tallerkenen, da han er væk.

"Martin—"

"Jeg kan ikke holde det ud," hvisker jeg og presser mit hoved imod mine hænder.

"Jeg ved det godt," Grace rækker hen over bordet og tager fat om mine hænder. Jeg ser op på hende. Hun ser lige så træt ud som alle os andre, men hun har det alligevel i sig at smile til mig. Jeg fletter mine fingre sammen med hendes og kysser hendes ene hånd. "Nate skal nok klare sig," hvisker hun.